Benedicte Hvidt Breengaard |
16. januar 2008
Stiftsråd er en ufolkelig og uluthersk tanke, og et stiftsråd samlet omkring biskoppen vil reelt gøre folkekirken til en koncern med biskoppen som direktør og stiftsrådet som aktionærernes generalforsamling
DER ER I DE senere år gået megen medieopmærksomhed i bispevalg. Ved det netop overståede folketingsvalg var der oven i købet et parti, der på sit valgprogram havde et forslag om, at bisper skulle vælges, ikke som nu af menighedsrådsmedlemmer og præster, men af alle folkekirkens medlemmer. Heldigvis var biskop Jan Lindhardt hurtig på pletten med en advarsel: ren populisme!
Efter min mening er folkekirken slet ikke tjent med den megen fokusering på biskopperne. I katolsk kirkeforståelse er biskopper selve krumtappen, men det er de ikke i en luthersk kirkeforståelse. Faktisk var det sådan, at man ved Reformationens gennemførelse i Danmark afskaffede bispetitlen for at understrege, at man i det kristelige ikke skulle have ledere, men tværtimod skulle gøre den enkelte præst og medlem af sognets menighed ansvarlig. ”Det almindelige præstedømme” var for Luther en afgørende sag. Alle døbte var kristeligt ansvarlige.
I den højaktuelle bispekamp i Roskilde Stift er spørgsmålet om stiftsråd kommet til debat. Hovedparten af bispekandidaterne går ind for stiftsråd, kun en enkelt, domprovst Steffen Ravn Jørgensen, afviser denne idé. Min mangeårige erfaring som præst og provst i Roskilde Stift har overbevist mig om, at Steffen Ravn Jørgensens opfattelse er den mest ædruelige; den, der bedst er i overensstemmelse med folkekirkens væsen.
NOGEN HAR argumenteret for stiftsråd ved at spørge, om ”biskoppen da skal gøre det hele alene?” Det er faktisk et meget mærkeligt spørgsmål, idet folkekirken har haft såvel præster som provster i århundreder. Og ikke mindst haft menighedsråd i mere end hundrede år. Folkekirken er i sin udformning det tætteste, vi i vort samfund kommer på græsrodsdemokrati. Når man ser på, hvor meget menighedsråd og provstiudvalg arbejder for folkekirkens liv og trivsel, så er det da underligt at spørge, om biskoppen skal gøre det hele alene. Selvfølgelig skal han ikke det. Det har han aldrig skullet og aldrig gjort. Folkekirken er virkelig dybt funderet i et folkeligt fællesskab og et folkeligt ansvar.
Og folkekirken bliver efter min erfaring administreret betryggende. Hvad ville oprettelse af stiftsråd betyde? Ville stiftsråd kunne udrette noget, som man for tiden bare lader ligge? Ikke på nogen måde! Hvis stiftsråd blev oprettet, skulle det selvfølgelig have tilført magt, og hvor skulle denne magt komme fra? Og da biskoppen faktisk reelt ikke har særlig megen magt, er faren naturligvis, at et stiftsråd vil komme til at tage magt fra menighedsråd og provstiudvalg. Ville det være ønskeligt at fjerne magt fra disse meget folkelige organer? Efter min mening ikke.
Så kunne man selvfølgelig lade være med at give stiftsrådet magt. Men hvad skal det så tage sig af? Ja, her ville det blive nærliggende, at stiftsrådet blev et organ for kirkepolitiske tilkendegivelser og resolutioner. Man kan frygte, at stiftsråd ligefrem ville tiltage sig retten til at være kristelig pegepind. Det kan næppe siges at være hverken luthersk eller folkeligt. Kristendom er altid den enkeltes ansvar.
STIFTSRÅD ER EN ufolkelig og uluthersk tanke. Et stiftsråd samlet om biskoppen vil gøre folkekirken til en koncern. Biskoppen som direktør og stiftsrådet som aktionærernes generalforsamling. Men i en luthersk folkekirke er biskoppen ikke en direktør, der afstikker visioner, som funktionærerne derefter skal føre ud i praksis.
Hvis folkekirken har et problem i dag, så er det ikke mangel på lederskab, men mangel på folkelig ansvarlighed. Og præster skal ikke opfatte sig selv som biskoppens rekrutter, men selv træde i karakter. Ansvaret for evangeliets forkyndelse er ikke biskoppeligt, men hver enkelt lokal sognepræsts.
Efter min mening er domprovst Steffen Ravn Jørgensen den bispekandidat, der bedst holder det folkelige og præstelige fællesskab fast på deres helt nødvendige ansvar. Han understreger bedre end andre kandidater, at hvis der er noget i vejen med folkekirken, så er det dit og mit ansvar. Det er os, der må smøge ærmerne op og komme i gang. Det er at svigte dette ansvar at sende problemerne videre til stiftsråd. Stiftsråd vil ikke kunne løse problemet, men vil tværtimod blot skabe nye.
Benedicte Hvidt Breengaard,
provst,
Tåstrupvej 54,
Store Merløse
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad