Salon Skagen pakker ud

Desuden er uddeponerede værker taget hjem, så de kan være med i fejringen. Heriblandt J.F. Willumsens kæmpelærred med "Badende børn på Skagen strand" fra Willumsen-museet i Frederikssund. Det måler, inklusive ramme, 297 gange 457 centimeter, så der måtte slås et aflangt hul i en væg for at få det ind.

Samtidig med jubilæet får museet ny direktør. Lisette Vind Ebbesen tiltræder den 1. februar, men har været tilknyttet Skagens Museum siden 2006, det seneste år som projektleder for jubilæums-markeringen. Hun er også redaktør af jubilæumsbogen, som netop er udkommet, og hvor 18 forfattere fortæller om museet og skagenskunsten. Stående midt i rodet af endnu uophængte billeder, akkompagneret af larmen fra håndværkernes hamren og en insisterende boremaskine, har hun svært ved at skjule sin begejstring over den forestående jubilæumsudstilling.

For ligesom jubilæumsbogen giver overblik over de forgangne 100 år, kommer udstillingen til at give et enestående overblik over museets samling, der i løbet af de 100 år er vokset fra 325 kunstværker til nu over 1800. Normalt har Skagens Museum kun udstillet omkring 150 malerier, men i jubilæumsudstillingen bliver der billeder fra loft til gulv.

– Vi vil prøve at vise så meget af samlingen som overhovedet muligt, og jo mere vi har fundet frem fra magasinerne, jo mere begejstret er vi blevet over ideen.

"Salonophængning" kalder man denne måde at udstille på, hvor billeder hænger ramme ved ramme. Det var sådan, kunsten blev præsenteret på udstillinger for 100 år siden, og ved salonerne dengang diskuterede borgerskabet så gennem bølgende cigarrøg billederne med hinanden og kunstnerne, når der blev holdt salon. Tilsvarende vil Skagens Museum i jubilæumsåret holde salonaftener – dog uden cigarrøg – med kulturel debat og blandt andet lægge op til diskussion om den lokale befolknings forhold til museet.

Det er museumsinspektør Mette Bøgh Jensen, som har det direkte ansvar for salonophængningen, hvor det ældste billede er fra 1847 og det yngste fra 1927, men koncentreret om kunstnerkoloniens storhedsperiode i årtierne omkring 1900.

– De 550 billeder ophænges kronologisk, så man får mulighed for at se den udvikling, der er sket med kunstnerne gennem årene, og følge, hvordan de inspirerede hinanden, forklarer hun.

Kun Michael og Anna Ancher var fastboende i Skagen. Anna var datter af kromanden på det Brøndums Hotel, der blev det sociale omdrejningspunkt for kunstnerkolonien. De øvrige opholdt sig i Skagen i kortere og længere perioder i sommertiden og efteråret. Krøyer bosatte sig dog permanent de sidste år af sit liv.

– For fiskerbefolkningen betød deres tilstedeværelse en mulighed for at tjene en skilling ved at stå model og tjene penge på udlejning af deres huse til de mange turister, som søgte til Skagen, tiltrukket af kunstnermiljøet, fortæller Mette Bøgh Jensen. Hun udgav i 2005 bogen "At male sit privatliv", om skagenskunstnernes selviscenesættelse.

– Selviscenesættelsen med det frie kunstnerliv indgik jo som en del af det hele. Samtidig var malerne med deres motiver med til at fastholde billedet af Skagen som et præmoderne sted. De malede ikke den nye havn, der blev indviet i 1907, men de gamle fangstmetoder, og turisterne kom heller ikke med på deres malerier.

Netop dette romantiserede billede af et gammelt, uberørt Skagen var lige præcis, hvad mennesker også dengang kunne bruge.

– For også for 100 år siden længtes man efter at komme væk fra det stressende byliv. På den tid talte man blot om "nervesvækkelse" i stedet for stress, men vore dages helse-bølge var fremme allerede dengang. Datidens wellness var kurophold og havbade. Og det fandt man i Skagen.

Jubilæumsudstillingen vises året ud.

steens@kristeligt-dagblad.dk