Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) var stærkt irriteret på Christiansborgs journalister i går. Først nægtede hun blankt at udtale sig om de langstrakte og spegede forhandlinger om afviste asylfamiliers eventuelle udflytning fra Sandholmlejren. Senere efterlod hun en måbende flok af pressens gentlemen uden svar efter et samråd om en lempeligere praksis for familiesammenføringer.

Optrinnet illustrerer, hvor hårdt regeringen i øjeblikket er presset i hele udlændingepolitikken. Asylsagen handlede oprindeligt om, hvorvidt afviste asylsøgere skulle blive på asylcentre, eller om de måtte bo og eventuelt arbejde ude i samfundet. Regeringen forfægtede længe det principielle standpunkt, at Danmark ville blive en magnet for indvandring, hvis det sidste skete.

Umiddelbart før valget, ændrede statsministeren imidlertid kurs og gik ind på, at familier med børn skulle kunne placeres uden for centrene. Ændringen kom efter intern uenighed mellem Venstre og De Konservative og ikke mindst udsigten til, at Ny Alliance kunne få de afgørende stemmer efter valget.

I dag (i skrivende stund), tre måneder senere, er den i sig selv meget lille sag om 57 familiers placering stadig ikke løst. Dansk Folkeparti diskuterer med regeringen, hvor mange år man skal have været i landet, før der kan dispenseres, og dermed hvor mange familier, der reelt kan flytte ud af centrene.

Der bliver sikkert en aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti, men løsgængeren Pia Christmas-Møller kan få en nøglerolle. På papiret er regeringen afhængig hendes støtte, hvis de grønlandske folketingsmedlemmer støtter oppositionen, som de siger, de vil. Christmas-Møller fastholder ligesom i øvrigt De Konservative, at man skal leve op til løfterne i valgkampen, og det gør man ikke, hvis man giver efter for Dansk Folkepartis krav. Det er med andre ord blevet en symbolsk kamp om, hvem der bestemmer udlændingepolitikken, og symbolske kampe kan trække ud.