Læhegn og vindmøller i folkekirken

Jeg ved det af erfaring som præst og borger i et par landsogne på Midtsjælland i 24 år. Et lokalsamfund eksisterer så længe, man lokalt finder sammen. Et af de steder, vi finder sammen, er i kirken.

Når vi har så vel vedligeholdte kirker og kirkegårde, hænger det ikke kun sammen med en solid økonomi, men også med det lokale engagement omkring bygningerne og det evangelium, de er ramme om. Folkekirkens medlemmer, menighedsråd, ansatte og præster holder af deres kirker. Det engagement er guld værd og værd at værne om.

SIDEN sogneinddelingen fandt sin form i middelalderen, har meget ændret sig. Bilen er opfundet, og kun de færreste arbejder lokalt. Vi er vant til længere afstande, og det påvirker også den måde, kirkerne bliver brugt. Vi skal udnytte den øgede mobilitet som en vindmølle i forhold til det kirkelige arbejde ved at udvikle samarbejdet.

Noget fungerer rigtig godt med sognet som ramme, mens andet vil lykkes bedre, hvis nogle sogne arrangerer det i fællesskab. Nogle opgaver kræver et helt provstis eller et stifts opbakning. Ingen vil lade middelalderkirker forfalde eller lade kirkegårde gro til. Men vi gør ingen en tjeneste ved at idyllisere forholdene. Der er steder, hvor lokalsamfundet er gået i dvale, og man i kirkerne oplever regelmæssige messefald.

Der er menighedsråd, der føler sig overbebyrdede, og hvor det er svært at få nye medlemmer til at stille op. Der er præster, der mistrives, fordi de føler arbejdet meget ensomt, og der er konflikter, der går i hårdknude. Her duer det ikke at gemme sig bag læhegn, her er forandring nødvendig.

Provsti og stift skal dér tilbyde hjælp til konflikthåndtering og støtte eksempelvis i forbindelse med sammenlægning af menighedsråd, tilpasning af antallet af gudstjenester i forhold til den kirkesøgende menighed eller omkring etablering af fælles kirkebetjening for nabosogne. Det skal naturligvis være frivilligt. For ingen får noget ud af at tvinge nogen ind i et samarbejde.

Arvesølvet i den kirkelige undervisning er konfirmationsforberedelsen. Den har brug for et solidt læhegn. Vi skal kæmpe for at bevare den brede berøringsflade til folkekirkens medlemmer, som konfirmationsforberedelsen udgør. Og måske skal vi gøre det på nye måder.

Min vision for den kirkelige undervisning er, at vi tænker den ind i et forløb begyndende med kontakten med dåbsforældrene og opfølgning for eksempel i form af babysalmesang. Børnehavebørnene bliver inviteret i kirke ved højtiderne og til høst, juniorkonfirmandarbejdet bliver almindelig udbredt, og kirke-skole-samarbejdet udvikles lokalt og med stiftskonsulenter som idémagere og koordinatorer med samarbejdsprojekter om salmesang i 5. klasse som en af de markante succeshistorier.

Måske kunne man – i lyset af de igangværende skolestrukturændringer – overveje at dele konfirmationsforberedelsen, så første del med konfirmation blev lagt i 6. klasse med forberedelse lokalt som hidtil, mens anden del blev lagt i 8. eller 9. klasse med mere fokus på de unges situation og tankegang og eventuelt organiseret som aftenarrangementer og weekendlejre. Hvert af de trin giver mulighed for forældrekontakt og tilbud om parallelle undervisningstilbud til forældrene. Har vi ressourcer til det? Nok ikke til det hele på én gang. Men i samarbejde, er jeg overbevist om, at kan man komme langt.

VI ER EN evangelisk-luthersk folkekirke, som lægger vægt på, at menigheden kalder sin præst. Det giver præsten lokal forankring, og præst og menighed kender hinanden. Det styrkes af en tjenesteboligordning (som trænger til et serviceeftersyn). Folkekirkens præster udviser stor selvstændighed og ansvarlighed i deres arbejde. Forkyndelsesfriheden er betydelig, og den teologiske mangfoldighed stor. Det skal vi holde fast på.

Samtidig blæser nye vinde. Menighedsrådsmedlemmerne skal ikke længere nøjes med at tage sig af rammerne, de skal også deltage i drøftelserne af og prioriteringerne omkring det kirkelige liv, og mange præster finder soloarbejdet mindre attraktivt, end man gjorde i tidligere generationer.

Her er det, vi skal rejse vindmøller i form af konkret samarbejde både internt med valgte og ansatte i sognet og kollegialt. Vi skal udnytte det, at vi kan noget forskelligt og arbejder forskelligt. Med pastoratet som naturlig base vil vi gennem samarbejde på en række områder kunne supplere hinanden i stedet for at dublere hinanden.

Det kan sikre præsterne bedre tid til forberedelse og give præster og menighedsråd den fornøjelse, at flere deltager i arrangementerne. Og så skal vi have en mere ligelig fordeling af præstestillingerne på landsplan med flere præster til Roskilde Stift (sammenlign med betænkning 1491).

Præster har brug for efteruddannelse. I 40 år har Præstehøjskolen (nu Teologisk Pædagogisk Center) været centrum for denne efteruddannelse. Det faglige miljø i Løgumkloster sikrer tid til fordybelse og formidler ny inspiration. Det er enormt værdifuldt. Det fortjener et læhegn. Men der er brug for mere end det. Der er brug for kursusmuligheder i provstier og på stiftsniveau, og der sættes allerede efteruddannelsesvindmøller op flere steder. Eksempelvis har jeg selv i snart 10 år deltaget i planlægning af velbesøgte efteruddannelseskurser for præster på Københavns Universitet.

"Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden" (Joh. 3, 8). Hen over vores læhegn og vindmøller blæser Guds Ånd. Den kan vi ikke styre. Men vi kan lade os bevæge af den.

Sådan er kirken blevet blæst videre fra generation til generation. Ved at mennesker har ladet sig bevæge og flytte. Det er dens væsen. Vi står med en tradition, der er overleveret til os fra mennesker, der levede før os. Den skal vi værne om og passe på, ja, vi skal gøre os umage – alle os, der holder af kirken, og som bruger kræfter på den.

Samtidig har kirken altid bevæget sig, den har ladet sig bevæge af sin tid, den er fulgt med tiden. Og det skal vi også her i 2008 og i de år, der kommer.

Peter Fischer-Møller er provst i Ringsted-Sorø Provsti og en af de fem bispekandidater i Roskilde Stift