Manden på broen er det bedste bud

DER SKAL EN NY mand i spidsen for Roskilde Stift. At finde den rette til denne centrale post er uhyre vigtigt, ikke kun for stiftets egen skyld, men for hele den danske folkekirkes. Det er – alt andet lige – biskopperne i de enkelte stifter, der til syvende og sidst samler trådene og afstikker den fælles kurs for kirkeskibet.

I 10 år har vi i Roskilde haft en biskop, som forstod at tage teten og sørge for, at kristendom kom på dagsordenen i medierne. I den nærværende valgkamp har der imidlertid været røster fremme om, at ”nu har vi haft en udenrigsminister i 10 år, så det er på tide med en indenrigsminister”. Man har sågar hævdet, at nu, hvor stiftet er kommet på landkortet, bør vi koncentrere os om at vende blikket indad mod os selv. Det kan jeg ikke advare nok imod! Selvfølgelig er det vigtigt, at den kommende biskop har ørerne åbne for, hvordan det står til i stiftet, så de kirkelige forhold kan forbedres. Men denne lydhørhed bør ikke være på bekostning af en udadvendt aktivitet.

DET ER IKKE mindst i det offentlige rum, kirken skal kende sin plads. Her bliver meninger dannet og forfægtet, og her kommer sager på dagsordenen, som berører os alle. ”Vor mand i Roskilde” bør derfor have vilje til at debattere, skrive i aviserne og lade sig interviewe i radio og tv. Det kræver, at han er en dygtig teolog og har sans for formidling, men også at han har udblik.

Blandt de fem kandidater til bispesædet har Henrik Wigh-Poulsen hidtil været den eneste, der har vovet at sætte folkekirken i Roskilde Stift ind i en større sammenhæng end den lokale. Det skyldes givetvis, at han er manden, der kommer udefra.