STATSMINISTERENS ERKLÆREDE MÅL i valgkampen om at skabe brede flertal er mildt sagt kommet dårligt fra start med forliget om de afviste asylsøgere. Dansk Folkeparti har sat regeringen stolen for døren, for udlændingepolitikken er intet mindre end partiets eksistensberettigelse. Hvis regeringen havde søgt at skabe et bredt forlig om de afviste asylsøgere, ville Dansk Folkepartis indflydelse være blevet mindsket, og som straf ville partiet efter al sandsynlighed være blevet en langt mindre loyal regeringsstøtte end nu. Den risiko ville hverken integrationsministeren eller statsministeren løbe.

Den gamle maksime om, at kan man tælle til 90, kan man forstå dansk politik, holder fortsat. Den nye asylaftale hviler på mandatet fra den konservative løsgænger Pia Christmas Møller, men kan gennemføres administrativt. Selvom Christmas Møller i går kritiserede aftalen, vil hun ikke vælte regeringen på den. Oppositionen lugter blod og har bebudet en hasteforespørgsel i folketingssalen. Men de 90 mandater er hjemme.

Sådan er alt ved det gamle i dansk politik. Men kun på overfladen. Forløbet udtrykker en ny parlamentarisk virkelighed efter folketingsvalget. De rolige parlamentariske forhold er fortid, og det politiske liv bliver fremover mere turbulent og regeringens hverdag mere problemfyldt. Man kan undre sig over, at regeringen som udgangspunkt ikke valgte en bredere forhandlingsvej for at vise sin gode vilje og først derefter landede et forlig med Dansk Folkeparti, men det siger måske mere om de betingelser, som Dansk Folkeparti stiller for at bakke regeringen op.

Ethvert skridt, der kan hjælpe flygtninge, der er strandet i Danmark, mod en mere normal tilværelse må hilses velkomment. Men asylforliget ændrer ikke grundlæggende på det humanitære problem, som asylsøgere fra Irak, Iran, Somalia og Kosovo havner i, når deres asylansøgning afvises, og de ikke kan rejse hjem på grund af ufred i hjemlandet. 50 familier med i alt 170 mennesker får nu mulighed for at flytte væk fra asylcentrene. Deres børn kan, hvis de magter det, komme til at gå i lokale folkeskoler, og afviste unge kan få mere undervisning. Men alt sammen først tre år efter, at asylafslaget er givet. Det virker ikke humant nok. Ikke mindst de afviste irakiske asylsøgere burde man kunne gøre mere for. Mange af dem har opholdt sig i Danmark i syv udsigtsløse år. De betaler en høj menneskelig pris. At hjælpe dem til en midlertidig opholdstilladelse og en meningsfyldt hverdag med arbejde vil ikke være et urimeligt forlangende.

bjer