Vi lever i en paradoksal tid. Der tales overalt om religion, men samtidig opfattes den i stigende grad som en fjende af samfundet. De religionskritiske kræfter er ikke bare imod en radikal intolerant islam, men i høj grad også kristendommen. Det kendetegner et åbent, liberalt og demokratisk samfund, at der hersker fri og kritisk debat, og det er imod ånden i dette åbne samfund at forhindre sin modpart i at komme til orde. Det var imidlertid, hvad der skete i Rom i går.
Pave Benedikt XVI skulle have holdt en tale på det italienske La Sapienza-universitet, der blev stiftet af en anden pave for 700 år siden. En gruppe kritiske og højrøstede antikirkelige studerende og lærere protesterede imod at lade paven få ordet. De protesterende bebudede at ville møde ham med demonstrationer af homoseksuelle, plakater imod kirken og øredøvende høj rockmusik. Forståeligt aflyste paven sin tale.
Med god grund var store dele af den italienske medieverden i går både skamfulde og kritiske over den mangel på tolerance, som paven var blevet mødt med. Netop han har siden sin tiltræden i 2005 kæmpet imod den stigende og især europæiske tendens til at begrænse kirkens og kristendommens tilstedeværelse i det offentlige rum. Sagen viser med tydelighed, at den voksende antireligiøse bevægelse i Europa er præget af intolerance. Kampen mod kirken og kristendommen er i sidste ende også en kamp mod ytringsfrihed og mod det åbne, liberale og demokratiske samfund, som er en historisk konsekvens af ikke mindst den kristne kulturpåvirkning i Europa.
bjer