Poul Joachim Stender |
21. januar 2008
KRONIK: Det er nødvendigt, at kirken i Roskilde Stift lidenskabeligt og engageret forkynder til alle menneskets fem sanser, at der er noget, der er vigtigere end det materielle, nemlig Gud og vores medmennesker
JEG ER GAMMELDAGS. Jeg går ikke ind for, at stat og kirke skal skilles. Når jeg siger til brudeparret under brylluppet: "Vil du have den person, som hos dig står?" og "Vil du elske og ære vedkommende?", så lægger jeg tryk på ordet vil.
Følelser er ikke det vigtigste i kærligheden, men viljen. Man forsøger at holde sammen med sin elskede, selvom hun eller han med mellemrum kan være irriterende! Sådan har jeg det også med kirkens forhold til staten.
Selvom staten kan være krævende, så skal vi holde sammen. Det er en tryg fornemmelse for mig, at staten har et tæt forhold til den brede, åbne folkekirke, som forkynder troen på Kristus, og som prædiker næstekærlighed. Som biskop vil jeg invitere de politiske ungdomspartier til et møde i bispegården. Jeg er sikker på, at deres insisteren på, at kirke og stat skal skilles, skyldes, at de ikke ved nok om hverken folkekirken eller vor kultur.
Og så er jeg gammeldags, fordi jeg kan lide vor højmesse. Den flyder som en smuk flod gennem alle vore kirker. Det er ikke meningen, at den skal være fuldstændig ens overalt som McDonald's-burgere. Men den skal være der. Jeg kan tilmed lide præstekjolen med den hvide krave, der er faldet ned over præstens hoved som en sønderskudt glorie. Intet reklamefirma kunne have fundet på et så smukt og spændende logo.
Jeg er også gammeldags, fordi kristendommen for mig ikke er hvad som helst. Jeg fatter ikke den tendens, der er kommet med at nedskrive kristendommens indhold til den rene symbolik. Det kan godt være, at Gud ikke skabte verden på den måde, som står beskrevet i Første Mosebog. Måske er det sket ved The Big Bang, selvom der er noget fastfoodagtigt over så hurtig en skabelse. Men det, som det drejer sig om, er, at det er Gud, der står bag vor skabelse og at det er ham, der opretholder vor verden.
Jesu Kristi opstandelse fra de døde er heller ikke udelukkende et spørgsmål om, at godt er bedre end ondt. Guds søn opstod fra de døde med hud og hår og banede en vej til evigheden for os. Kirken skal være klar og tydelig. Men også smuk og sanselig, modig og dristig.
JEG ER NOK meget gammeldags, fordi jeg vil bevare de små sogne. Intet menighedsråd skal tvinges til sammenlægninger eller lukninger, hvis de mener, at de kan få gang i kirkelivet. Det gør mig urolig, når jeg hører nogle forarget sige, at vi i folkekirken bruger næsten lige så mange penge på de døde som på de levende og oven i købet tilføjer, at tiden er inde til stordrift af de mindre kirkegårde.
Fatter de ikke, at alle de penge, vi bruger på de døde, bruger vi på de levende? Når døden kommer og bringer uorden i folks liv, er det en stor trøst for de sørgende at komme til en kirkegård med perfekt orden og en landsbygraver, der giver sig tid til at snakke.
Jeg er også en moderne mand. Jeg vil blive en moderne biskop i Roskilde Stift af en eneste grund: For at bevare alt det, der gør mig gammeldags. Forandring er simpelt hen nødvendigt for at bevare vort kirkelige arvegods. Det er ikke kun det, vi er vant til, der kan være godt for kirken. Det kan også være det, vi ikke er vant til. Så derfor må vi hele tiden finde på nye måder at få budskabet om Jesus Kristus ud på.
Der er ingen tvivl om, at børne- og ungdomsarbejdet i stiftet skal styrkes. Ikke bare gennem alt det, vi gør nu. Minikonfirmander, kirke-skole-samarbejde, børnedage og meget mere. Vi kan, ligesom man gør i USA, ansætte ungdomspræster.
Så er der de gamle. Der er ikke meget prestige i som bispekandidat at sætte fokus på de gamle. Man mistænkes for at fedte for de ældre menighedsrådsmedlemmer. Men vore gamle er en udstødt gruppe i samfundet. Vi må fra kirkens side intensivere vor opmærksomhed over for de mange ensomme, der sidder i ældreboligerne og på plejehjemmene. Min mor er 91 år. Hun var så fornuftig, at hun investerede i sin alderdom ved at få seks børn, der besøger hende regelmæssigt. Men de andre gamle, der bor på hendes gang, skriger efter selskab.
De mange skilsmisser er også et stort problem. Omkring 2500 bliver viet eller kirkeligt velsignet om året i Roskilde Stift. Næsten halvdelen af disse ægteskaber går i opløsning, selv om der har været et fald i skilsmisserne de sidste to år. Masser af børn og voksne i stiftet er ulykkelige på grund af kærligheden.
Lægevidenskaben har været fremragende til at forlænge vor levetid. Kirken burde kunne forlænge ægteskaber. Det vil derfor være på sin plads at få nedsat en tænketank af teologer og lægfolk, der kunne arbejde med, hvad der går galt, og hvordan kirken kan bidrage til at kærligheden holder. En ting ved vi dog på forhånd: Kirkegang er godt for ethvert parforhold.
Så er jeg moderne, fordi jeg gerne vil have et stiftsråd i Roskilde Stift. Jeg sad i min lokale distriktsforenings bestyrelse i rigtig mange år. De sidste syv år har jeg været med i Landsforeningen af Menighedsråds hovedbestyrelse. I 22 år har jeg været en del af mine menighedsråd i Kirke Saaby og Kisserup. I tre år har jeg arbejdet sammen med et menighedsråd i USA. Jeg er ikke bange for menighedsrådsmedlemmernes idéer og visioner og tiltag og beslutninger. Tværtimod!
FOR FØRSTE GANG nogensinde kan lægfolk få mulighed for at være med til at bestemme udviklingen i kirkelivet på stiftsplan. Vi skal bare sikre os, at stiftsrådet ikke bliver en minisynode. Jeg tror også, at jeg har moderne idéer om, hvordan biskoppen skal være som leder. I mine øjne er han ikke en dominerende koncerndirektør og slet ikke en skrankepave. Han er den daglige leder af stiftet, og det vigtigste ved al ledelse er at få baglandet med sig. Det gælder derfor om at gøre visioner og mål til fælles visioner og mål, og det sker kun gennem entusiasme for sagen.
År 2007 var i folkekirken fuld af betænkninger. Betænkning 1477. Betænkning 1491. Mange sympatiske forslag. Men også nogle betænkelige forslag, der ikke lover godt for de små sogne, landsbykirkegårdene og kordegnene. Men folkekirken overlever ikke i kraft af betænkninger. Den overlever i kraft af betænksomhed.
Vi skal være taknemmelige for de mennesker, der er så betænksomme over for deres kirke, at de vil bruge deres fritid til i menighedsrådsarbejdet at bevare en folkekirke, der er for alle. Vi skal være betænksomme over for vore ansatte, så de ikke taber gnisten. Det er ikke urimeligt, at præsterne vil have et par enkelte flere frisøndage. Det er netop ved at gå i kirke hos kolleger, at man bliver inspireret til at gøre ens egen gudstjeneste endnu mere levende.
I det hele taget skal vi i alle forhold være betænksomme over for hinanden, så det vigtige menighedsrådsarbejde bliver en god oplevelse. Biskoppen kan derfor ikke nøjes med at være en gammeldags mand og en moderne mand. Han skal også være en betænksom mand, der hyppigt besøger sognene. Hvis jeg bliver biskop skal det være sådan, at det er nemmere at finde mig ude i sognene end på bispekontoret.
Titlen biskop kommer af det græske ord episkopos. Det betyder at holde øje med. Som biskop vil jeg holde øje med, om kirkefolket har det godt, og om de kan få det bedre, og om vi husker det, vi er her for som kirke. Nemlig at forkynde evangeliet på et evangelisk-luthersk grundlag.
Biskoppen skal også vise sin betænksomhed over for stiftet ved at træde af efter ni år, som forhåbentlig bliver smukke og klangfulde, som de ni bedeslag, der indleder gudstjenesten. Det skal han ikke bare gøre for at skaffe plads til nye tanker og idéer. Men bispevalget er et tidspunkt, hvor vi får diskuteret grundigt, hvad vi vil med vor kirke.
Ved at være en gammeldags og moderne og betænksom biskop håber jeg at kunne fremme det, der er mit helt klare mål med bispeembedet: at få flere folk i Roskilde Stift til at gå i kirke og få befolkningen i stiftet til at synes endnu bedre om deres folkekirke. Vi er enormt fattige, hvis vi kun har penge, bil, hus og fladskærms-tv. Derfor er det nødvendigt, at kirken i Roskilde Stift lidenskabeligt og engageret forkynder til alle menneskets fem sanser, at der er noget, der er vigtigere end det materielle. Nemlig Gud og vort medmenneske.
Poul Joachim Stender er præst i Kirke Saaby-Kisserup på Midtsjælland og en af de fem bispekandidater i Roskilde Stift, som alle skriver en kronik her i Kristeligt Dagblad
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad