Ja, sådan må det jo gå. Skolerne er opbevaringsanstalter, børnene åbenbart ikke opdraget til at opføre sig bare almindelig ordentlig og forældre og eksperter håber bare på, at der snart bliver ro i klassen. Undervisning er sekundær, fag er fyld og det bedste ville være, om vi alle - især lærerne - lod være med at tænke for meget. Læreruddannelsen må ændres, så den i stedet kommer til at fokusere alene på opdragelse. Så kan vi forældre, der har almindelige børn, der ikke absolut skal råbe og skrive, eller vælte ukoncentrerede omkring i klasseværelserne begynde at se os om efter en skole, hvor der for en gangs skyld foregår undervisning udført af lærere, der faktisk har forholdt sig fagligt og fagdidaktisk til deres undervisning, og som oven i købet har tænkt det ind i en større sammenhæng. At lefle for den laveste fællesnævner i skolen, det burde seminarierne efterhånden også begynde at gøre. De såkaldte eksperter, der refereres i artiklen, gør det allerede.

Det er typisk at Anders Bondo vil have en længere læreruddannelse. Han lyder som en typisk socialdemokrat. Send flere penge! Men det er ikke løsningen. Lærerstuderende mangler leder og styreevner. Det får de ikke ved mere teori. Det får de ved at få lov til at sætte grænser overfor både elever og forældre. Det gør de ved at få mere pondus og selvsikkerhed og det gør de ved at få mere faglighed og saglighed. Mere kontret viden og mindre teori.

Det er folkeskolens verden og selvforståelse der skal laves om - ikke læreruddannelsen der skal være længere. Der skal mere disciplin og flid ind i skoleverdenen igen. Større krav og faglige forventninger ind i skolen igen. Elever skal ikke bruge lærere som konsulenter, men som rollemodeller og voksne der har en stor og grundig og vigtig viden, som elever kan få ved at lytte mere, koncentrere sig mere, lære at "binde sig til stolen" d.v.s. blive bedre til at fordybe sig og lave tingene færdig og ved at lære at række hånden op før der tales i plenum. Komme i skole til tiden, huske sine ting etc. Det er altså helt elementære færdigheder det er nødvendigt at få elever til at lære, der vil give læreren en bedre platform at undervise fra og læreren vil dermed også få en bedre status hos både elever og forældre.

Desuden skal der flere mænd til som undervisere. Det er uinspirerende og for feminiseret med næsten kun kvindelige lærere især i de mindre klasser. Få gjort læreruddannelsen mere venlig overfor mænd - det samme gælder for folkeskolen. Gør også plads til mandens måde at gøre tingene på. Rundkredspædagogik er ikke altid løsningen. Det kan skræmme både kvinder og mænd væk fra læreruddannelsen. Fokuser i stedet for på faglighed, faglighed og faglighed.

Hvis det kan hjælpe at bygge et år mere på uddanelsen så er det da iorden ..
Det jeg føler at nyuddannede lærere ikke kan idag ..det er at sætte sig i respekt for eleverne .. Det er trist at de ikke kan det..for meget af tilliden bygger på respekt..
Og jeg tror også at vi mangler nogle mandlige lærere .. Det er ligesom om at mænd bedre kan sætte sig i respekt, de er også mere konsekvente over for eleverne..
Jeg har selv 2 børn i henholdsvis 7 og 9 klasse .. i 7 klasse har de en mandlig klasselærer og det kører ekstrem godt , han hæver næsten aldrig stemmen .. i 9 klasse har de en rimmelig nyuddannet kvindelig lærer og har haft hende siden 7 klasse.. og det kører bestemt ikke godt.. hun kan slet ikke styre dem.. og hvis vi påtaler det for skolen er det ikke læreren der er galt med,, men vores børn.. på sin vis er det selvfølgelig vores børn der er skyld i uroen.. men hvem har ladet det komme så vidt ?? Det må da vist være læreren..
Iøvrigt er min mening at man skal have lyst til at arbejde med mennesker hvis man læser til lærer.. Mit indtryk er at det er der mange som ikke har tænkt over inden de startede uddanelsen .. og det giver jo så bagslag når de kommer ud i det virkelige liv.

Interessant at Niels Egelund igen er kilden, man tyr til, når der skal skrives om Folkeskolen. Hans holdninger er efterhånden forudsigelige, og der er ingen tvivl om, hvor han står i det skolepolitiske billede. At aviserne i den grad lader ham være kilden, der skal oppebære al forskning i og omkring grundskolen kan undre.

Jeg er enig med Bondo i, at der skal være plads til både læreres og elevers refleksion i forbindelse med undervisning - det er altafgørende i dag. I min tid på seminariet var der masser af psykologi og pædagogik, og det var her, man fandt sit ståsted i forhold til sin praksis. Man vurderede alstå sin praksis i forhold til teorien.

Men det er jo ikke moderne mere. Nu hedder det faglighed, faglighed, faglighed. Det er naturligvis også vigtigt, men hvis du ikke kender dig selv og er sikker på dig selv i forhold til din teori og praksis, så går det galt.

Jeg underviser selv, og det er unge med store sociale vanskeligheder, jeg underviser. Det man vist kalder en pædagogisk udfordring. Jeg er, som det fremgår af navnet, kvinde, og jeg kan sige, at jeg ikke har problemer med disciplinen. Den form for generaliseringer er uholdbare. Alle kan finde eksempler på dette og hint, men at tro det er kønsbestemt holder simpelthen ikke.

Det skyldes at læreruddannelsen har gennemgået så gennemgribende forandringer de seneste år, og at det ikke altid har været forandringer til det bedre. 2 liniefag er rigeligt - og så må resten være pædagogik og psykologi, som tager udgangspunkt i forskellige teorier, men også i de praktikker, de lærerstuderende er ude i.

Helt sikker kan man aldrig regne med at være efter endt læreruddannelse. Man er nødt til at finde sine egne ben. Det skræddersyede "lærer-jeg" skal man arbejde på at finde - også efter endt uddannelse. Det tager et par år med sejre og nederlag. Børnene og forældrene er ikke så farlige. Man skal blot være lyttende i forhold til forældre og børn, men også bestemt i forhold til sit eget valg af praksis.

Som lærer i mere end ni år på forskellige skoler kan jeg oplyse de unge lærerstuderende om, at ligegyldigt hvor meget erfaring man har som lærer vil der altid være situationer man ikke kan forudse - og det faktisk lige til man går på pension.

Jeg forstår så heller ikke, hvorfor man er bage for akademisk viden i det her land. Akademisk viden kan være fint nok, og da især hvis det kobles op på den praksis, der allerede foreligger ude i erfaringsverdenen i skolerne. F.eks. er det akademisk viden at stille det interessante spørgsmål 'hvad er en god lærer' - gå ud og lave en undersøgelse om dette - og så organisere, strukturere mv. så der kommer en brugbar akademisk viden ud af denne undersøgelse.

Det er også brugbar akademisk viden, hvis man f.eks. kigger på den rolle, de lærerstuderende har i klasseværelset, og får dem til at kigge indad for at finde netop den rolle, de har det godt med i klasseværelset. Man kan nemlig godt være indadvendt af natur, men udadvent og struktureret i en professionel situation.

Pointen er at forskning begynder med praksis - også ifht. læreruddannelsen. Og det er her man måske nok er gået i den anden grøft, og har fyldt teori i form af pædagogik mv. på de unge lærerstuderende i stedet for at lære dem at observere og reflektere over deres egen undervisning i praktikken. Sådan som jeg har forstået er det også kun på 4. år? at de studerende får lov til selv at undervise. Og det er altså alt alt for sent. De skal selv undervise mv. lige fra den allerførste undervisningspraktik. Undervisning kan man nemlig kun lære ved at undervise - og opdage at uanset hvor godt man forbereder sig vil der altid være situationer man ikke kan forudse.

/Karsten

Mange af de problemer der er med folkeskolen skyldes at lærernes rolle er blevet undergravet - der er langt mindre respekt for lærerne idag, end der var tidligere. det er der sikkert mange grunde til, men nogle få kan fremhæves: For det første er samfundet generelt blevet mindre autoritetstro, og det har smittet af på folkeskoleeleverne. for det andet har samfundet generelt nedvurderet lærernes rolle, de er blevet opdragere mere end faglærere, og i den proces har de mistet status: det er således typisk at byrådet i Helsingør ikke engang smider en elev ud, selvom han uberettiget har beskyldt en lærer for pædofili.
For det tredje er lærerne blevet tabere i uddannelses-kapløbet. I takt med at resten af samfundet er blevet mere og mere veluddannet, er læreruddannelsen blevet én man tager, hvis man ikke kan andet, og det betyder at forældrene meget ofte er mere veluddannede end deres børns lærere og har en tilsvarende lav respekt for lærerne.

Alt dette er der ikke rigtig noget at gøre ved, bortset fra at man kan forsøge at øge lærernes status. Den eneste måde man kan gøre det på, er ved at lærerne bliver bedre, og det vil sige at man må øge kravene til deres uddannelse. det er i det lys man skal se udviklingen i retning af en mere teoretisk uddannelse.

De lærerstuderende har alt at frygte!


Under overskriften: ”Lærerstuderende frygter klasseværelset”, bragt i Kristeligt Dagblad (21.01.08), gøres gældende, at Landets lærerseminarier har bevæget sig for langt væk fra virkeligheden. Så selv fjerdeårsstuderende ikke føler sig godt rustet til at kunne skabe ro i en klasse, håndtere konflikter og i det hele taget få en daglig undervisning til at fungere. Og det skyldes i høj grad, at seminariernes lærere vægter refleksion og teori langt højere end praktiske og menneskelige egenskaber. I takt med, at læreruddannelsen bliver mere akademisk, føler fremtidens lærere sig stadig dårligere klædt på til det, de synes er allervigtigst: at kunne håndtere den praktiske hverdag i klasselokalet, viser en undersøgelse.


Den barske virkelighed, som venter de lærerstuderende, og som de fleste af dem vil få meget store problemer med at tackle, er mødet med de børn, som naboerne har opdraget.

De lærerstuderende kommer på deres side med de opvækstvilkår, de selv har at gøre godt med, og som ikke er meget forskellige fra de, som naboens børn har at gøre godt med.

Fælles for både lærerstuderende og deres elever er derfor deres sammenlignelige opvækstvilkår, som igen er en konsekvens af et stærkt materialistisk samfund, hvor naturligheden til tingene er det første og største ofre på det hellige materialismes alter.

Så det er ikke et ekstra års undervisning, de lærerstuderende har brug for. Men 5 års målrettet psykoterapi.

For det, som er problemet her og alle andre steder, er de stadig mere massive psykiske ubalancer, som bliver stadig mere udtalte i samfundet. Se disse kendsgerninger i øjnene, og man vil kunne gøre noget ved det. Fornægt kendsgerningerne, og man vil i den grad få kendsgerningerne at føle.


Venlig hilsen

Bjørn Holmskjold


Link: Fogh-doktrinen:

http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=4010