ER DET en ulykke, at de offentlige skoler mister terræn, ikke bare i Danmark, men i det meste af Europa?

Sådan betragtes det ofte i den hjemlige debat. Fremgangen for friskoler, privatskoler og efterskoler tolkes jævnligt som en falliterklæring for folkeskolen. Som et tegn på, at samfundets sammenhængskraft smuldrer. Eller som en konsekvens af folkeskolens manglende faglighed og evne til at integrere elever med forskellig kultur og religion. Skræmmebilledet er USA, hvor de fattigste går i dårlige, offentlige skoler, mens middelklassen sender sine børn på privatskoler.

PARALLELLEN HOLDER bare ikke. En helt afgørende forskel er, at private skoler i Danmark og Europa som regel ikke er så private, at det gør noget. I Danmark betaler staten for eksempel 85 procent af udgifterne til privat- og friskoler. Læg dertil, at socialt dårligt stillede kan få egenbetalingen dækket helt eller delvist af kommunen. I Holland dækker staten alle udgifter. Der er med andre ord gjort rigtig meget for at undgå en social skævvridning. Så umiddelbart behøver friskolesystemet ikke gøre folkeskolen til en skraldespand for de ringeste elever. Tværtimod har folkeskolen som udgangspunkt en kolossal konkurrencefordel i forhold til andre skoletyper. En egenbetaling på 15 procent er trods alt en væsentlig post på de fleste husholdningsbudgetter, og folkeskolen må som udgangspunkt være førstevalget for langt de fleste. Om ikke andet så på grund af økonomien.

Alligevel vælger knap 14 procent herhjemme et alternativ. Andelen er her som i resten af Europa stigende. Blandt andet fordi man gerne vil have en skole med et særligt værdisæt, det være sig ideologisk eller religiøst. Eller ønsker en anden pædagogik end folkeskolens. Intet af det behøver at være udtryk for folkeskolens fallit. Det viser bare en glædelig mangfoldighed. Men risikerer vi ikke, at eleverne indoktrineres eller sættes i stå rent fagligt, når de fravælger folkeskolen?

Det hævder modstandere af friskoler og henviser typisk til de ”sager”, der har været seneste år. For eksempel om den kristne friskole Samuelskolen i Rødovre, der blev lukket af Undervisningsministeriet. I første omgang kom den under anklage, fordi den fulgte et kontroversielt amerikansk undervisningskoncept, ACE, som blandt andet gik imod udviklingslæren i biologi. Konceptet blev opgivet, men skolen måtte alligevel lukke. Der har også været sager om muslimske friskoler, som ikke lever op til, hvad der ”almindeligvis kræves i folkeskolen”, som det hedder i folkeskoleloven.

DET ER SELVFØLGELIG helt i orden at stille krav til private skolers kvalitet, så længe det offentlige betaler 85 procent af udgifterne. Den sammenhæng genfindes faktisk i hele Europa. Alligevel bør vi holde godt fast i principperne i den danske ordning, nemlig at forældre har vidtstrakt indflydelse på friskolernes holdningsmæssige fundament, undervisning og pædagogik.

Desværre er der i øjeblikket en tendens til, at det politiske system ikke vægter denne frihed særlig højt. Der bliver indført stadig flere udvidede tilsyn, og der lægges sten i vejen for nye skoler. Den officielle begrundelse er, at man vil sikre børn og unge en ordentlig uddannelse, hvad ingen kan være imod. Bag argumentet fornemmer man dog en ubehagelig mistillid til, at forældre generelt er i stand til at afgøre, hvad der er bedst for deres egne børn. Forhåbentlig kan friskolernes fortsatte fremgang fjerne mistilliden og i stedet sikre ny inspiration for folkeskolen.

hhh