Hjemme hos Ibsen

Vi må altså prioritere benhårdt i sightseeingprogrammet og bestemmer os for Edvard Munch-Museet og Ibsenmuseet. Begge dele i gåafstand fra færgelejet.

Mange danskere kender det første museum. Det er også dét, Oslo selv gør mest reklame for i turistbrochurer og -hjemmesider, og det er en betagende oplevelse. Overraskende få har hørt om Ibsenmuseet.

Den officielle Oslo Guide levner det kun få linjers omtale og et foto på størrelse med et frimærke. På et tidspunkt tror vi heller ikke, stedet fortjener mere. Vi opsnapper ikke alt, hvad ekspedienten i museumsbutikken fortæller os i norsk lynfart, da vi køber billetter. Hun peger ind i et halvmørkt udstillingsområde med kreative lys- og lydeffekter og enkelte Ibsen-effekter bag glas. Måske gør vi udstillingen uret, men efter få minutter gider vi ikke rigtig mere, det minder os om en blanding af ”spøgelsestoget” og ”det tossede hus” i Tivoli.

Men så sker der noget. Om vi er klar til rundvisning? Om det er o.k., at den foregår på engelsk? Det var dét her, ekspedienten talte om. En guide fører turistgruppen på syv-otte personer ud og ind ad døre, indtil vi står i digterens trappeopgang. Vi følger tavst med op til 2. sal. ”Henrik Ibsen” står der på messingskiltet. Det er en kopi. Det originale dørskilt ligger i en montre nede på udstillingen.

Opgangen er fornem og mennesketom. Trappen gik Ibsen første gang op ad som beboer i 1895, godt tilfreds med at være flyttet ind i én af Oslos splinternye, fashionable ejendomme. På sine ældre dage, efter lange perioder i udlandet, vendte Ibsen tilbage til den norske hovedstad, der dengang hed Kristiania. Elleve år blev det til, på adressen Arbinsgate 1. Henrik Ibsen døde som 78-årig. Suzannah blev boende i parrets lejlighed indtil sin død i 1914.

Herefter opsagde sønnen Sigurd Ibsen lejemålet på forældrenes bolig. Dog efter at de fleste møbler var blevet fordelt til museer i Skien og Grimstad og til Kristiania Kommune, som deponerede sit inventar fra soveværelse og arbejdsværelse på Norsk Folkemuseum. Selv havde Sigurd Ibsen lovet sine forældre at beholde møblementet fra den stue, der blev kaldt ”den røde salon”. Stole, borde, malerier med mere kom med ham til Bolzano i Italien, hvor han boede fra 1922 indtil sin død i 1930. Interiøret forblev i hans efterkommeres eje indtil 1968, da huset, ”Villa Ibsen”, blev solgt til italienere.

Hjemme i Oslo var der i mellemtiden rykket tandlægeklinik og kontorer ind i den tidligere Ibsen-lejlighed. Boligen havde skiftende erhvervslejemål helt frem til 1990, hvor skuespiller Knut Wigert tog initiativ til stiftelsen ” Nasjonalmuseet Henrik Ibsen”. I dag ejes lejligheden og det øvrige Ibsen-museum af den norske stat. Det lykkedes at få de fleste af møblerne samlet igen. Kulturministeriet købte Bolzano-møblerne tilbage i 2002 og sikrede sig senere forkøbsret til malerierne. Det sidste blandt andet med assistance fra Ibsens oldebarn, den danske skuespiller Joen Bille. Men først med Ibsen-året i 2006 blev Ibsen-lejligheden på 2. sal fuldt tilbageført til de oprindelige vægfarver og gulvbelægninger, og med alt kendt originalinteriør. Det trasker man rundt og kigger på, med store blå plasticposer uden på skoene.

Jeg smuttede ud i entreen en ekstra gang. Den var halvmørk, uregelmæssig i formen og med mange lukkede døre. Hvad var det med Ibsen og de entreer? Ikke bare i ”Et Dukkehjem”, men også i andre af hans teaterstykker. Altid er der ”nogen ved døren”, altid anelser om det værste eller det bedste. Et besøg, et brev, en ankomst, en afsked, som betyder helvede eller himmel i det bedre borgerskab.

Hver dag – sidst på formiddagen – rejste Ibsen sig fra arbejdsbordet, gik ud i entreen og tog frakke og udendørssko på, åbnede hoveddøren, fortsatte ned ad trappen og ud på gaden. Herefter fulgte han sin faste rute ned til Grand Café på Karl Johans gate, hvor han trådte ind ad døren præcis klokken 12. Fandt sit stambord, som stod klart med frokost, øl og snaps og lod sig se. Det samme gjorde cafeens mange andre kendte forfattere, malere, musikere, skuespillere og journalister. Efter frokost og lidt mere spadseretur, vendte Ibsen hjem til Suzannah igen.

Vi må også prøve ruten. Skal alligevel have noget frokost. Går forbi Nationaltheatret og Universitetet og får anvist bord. Desværre ikke Ibsens stambord, men til gengæld et med fint udsyn til store vægmalerier fra dengang og til gulvtæppet, som har indvævet teksten fra et brev, Ibsen skrev til Georg Brandes den 17. februar 1871, som handler om frihedsbegreber. Vi sidder og vender og drejer os for at komme til at læse, og en tjener bringer uopfordret et print af ordlyden. I det hele taget er der fin service for pengene. Det er godt, for dem bliver der hurtigt færre af, efterhånden som vi også flotter os med kaffe og kage.

På vej til færgen snakker vi om, hvor sjovt det er at besøge den norske hovedstad, fordi den er så anderledes end København. For eksempel findes der garanteret ingen danske kærlighedsromaner med titlen ”Inga Torfinnsdatter – farlige følelser”.

boas@kristeligt-dagblad.dk