VED ETHVERT demokratisk valg er det vigtigt, at vælgerne kender de enkelte kandidaters holdninger og synspunkter, så de ikke køber katten i sækken.

Ved det forestående bispevalg er der også ved de forskellige valgmøder stillet en række spørgsmål til kandidaterne, der også gennem interviews i dagbladene har præsenteret sig, og i Kristeligt Dagblad har kandidaterne tillige fået lejlighed til i en kronik at fremlægge deres synspunkter.

Vi er også kommet vidt omkring. Men det forekommer mig, at der er et ikke uvæsenligt spørgsmål, der ikke er stillet, eller som kandidaterne ikke selv er kommet ind på.

Det drejer sig om deres forhold til Tidehverv, således som offentligheden har lært denne bevægelse at kende gennem Tidehvervs to frontfigurer i dag, Søren Krarup og Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti – specielt de to præstepolitikeres syn på islam og på den måde, vi behandler vore flygtninge og indvandrere på.

Specielt vil det være interessant at få klarhed over, hvor domprovst Steffen Ravn Jørgensen står. Underligt nok er han ikke medlem af det islamkritiske netværk, som Tidehverv står bag – underligt, fordi han, så langt jeg har kunnet følge ham, deler dette netværks synspunkter, Også når det gælder det økumeniske samarbejde ligger han på linje med Søren Krarup og andre, jævnfør hans optræden i Det Mellemkirkelige Råd.

ET NÆRLIGGENDE spørgsmål, som jeg synes bør rejses, er derfor: På hvilke områder deler Ravn Jørgensen ikke Søren Krarups og Jesper Langballes teologiske og politiske synspunkter, specielt som den kommer til udtryk i deres holdning til afviste asylsøgere og deres børn.

Jeg tager ikke stilling til, hvordan Tidehverv udmønter sin teologi, og ej heller til, at om bevægelsen nu for første gang efter sin dannelse for 80 år siden bør repræsenteres i bispekollegiet. Jeg efterlyser blot klarhed, så vælgerne ved, hvad de gør.

Bent A. Koch er forhenværende chefredaktør på henholdsvis Kristeligt Dagblad og Fyens Stifttidende