Så i det mindste må det være sket med Guds viden. Måske accept. Og det burde sige både kristne og muslimer, at når mennesker i dag bliver ubehageligt berørt af mangfoldighed, nogle til en grad, så de vil ødelægge den, så sætter vi os over Gud. For Gud har tilladt det.

– Det mærkelige er, at vi gør Gud impotent. At der er en fornemmelse af, at Gud ikke kan, og derfor føler menneskene sig kaldet til at kæmpe Guds krige.

En af de store skuffelser for Mbillah er det nordlige Nigeria, hvor ekstreme muslimer i bogstavelig forstand er på voldelig kant med deres spejlbillede: amerikansk-inspirerede pinsekirker. Her fordømmer begge parter den anden.

– Når for eksempel muslimerne dér ønsker at indføre sharias lovsæt på provinsregeringsniveau, så åbner de også døren for krænkelse af ikke-muslimer.

– Men på den anden side må jeg også sige, at pinsekirkerne i regionen har en tendens til at ekskludere andre. Selvom pinsekirkerne i Afrika viser tegn på redefinering og ønske om en tættere relation til kulturen i de lande, hvor den er, så opfører nogle kristne sig, som om de var halvguder og dømmer i flæng andre mennesker til frelse eller fortabelse. Begge parter tror, at Gud lavede en fejl, da Han lod den anden eksistere.

For Mbillah gør den form for religiøs praksis, stik imod den spirituelle religiøsitet, som det afrikanske kontinent mestendels er præget af, at en tradition for sameksistens er sat helt ud af spillet i Nigeria.

Den kristne afrikaner har, ifølge Mbillah, gennem årene smidt den koloniale arv ud og udviklet en kristentro i pagt med kulturen i det afrikanske land, han eller hun lever i. Islam i Afrika syd for Sahara har indtil for 30 år siden hovedsageligt været præget af sufisme – islams åndelige og mystiske retning. Sufismen er stadig dominerende, men udfordres i stadig flere lande – blandt andet Nigeria – af en variant af islam, som vil den politiske magt.

– Et af Procmuras principper er selvkritik. I en dialog er det ikke kristne, der skal kritisere muslimer og omvendt. Man kan godt tale positivt om sin egen religion uden at fordømme andres. Men det er de færreste muslimer, som tør kritisere deres egen religion, i hvert fald når der er andre muslimer til stede.

Mbillah nævner blandt andet et stort møde med dr. Tariq Ramadan, forfatter til ”At være europæisk muslim”. Her forklarede Ramadan i en kristen forsamling, hvorfor han mener, at muslimer i Europa bør udvikle en tro, som stemmer overens med principperne i Koranen, men samtidig er tilpasset det samfund, de lever i, og sætter dem i stand til at være bidragydende samfundsborgere.

– Jeg listede mig bagefter ind til et møde, Ramadan efterfølgende deltog i. Her var der udelukkende muslimer, og de angreb ham meget hårdt. Men det var godt at opleve, at Tariq Ramadan stod fast på sin kritik af, at europæiske muslimer i mange tilfælde vender sig til Mellemøsten for en fortolkning af deres religion. Det er der ikke mange indflydelsesrige muslimer, der tør.

Det bringer Johnson Mbillah til endnu et lighedspunkt mellem kristne og muslimer: religionernes universelle karakter.

– Kristne i hele verden er alle en del af Kristi Legeme. De har et åndeligt fællesskab. Og efter kalifatets endelige sammenbrud taler muslimerne nu om ummah – en fællesskabsfølelse på tværs af landegrænser, som kan resultere i store demonstrationer, nogle gange vold, hvis muslimer mener, at deres trosfæller er trådt under fode i andre dele af verden.

Mbillah mener, at det kristne fællesskab har en mere mytisk karakter, men medgiver også, at den (især vestlige) kristne lobbyisme i forhold til kristne i klemme andre steder i verden, nok kan beskrives som en mere sofistikeret form for demonstration. Og at for eksempel den amerikanske koptiske kirke ofte gør sine trosfæller i Egypten en bjørnetjeneste, når den blander sig i det gamle hjemlands forhold. Det er en af grundene til, at han kan se ligheden mellem Kristi Legeme og ummah’en. Men han fastholder, at hvor nogle muslimer fastholder ideen om et politisk system baseret på sharia, så er i hvert fald protestantiske kristne – belært af en blodig historie – gået væk fra at søge teokratiet.

– Men universaliteten gør, at det kan være svært at afgøre, om man for eksempel er ghanesisk kristen eller kristen ghaneser. Jeg mener, at de kristne i høj grad har taget den idé til sig, at kristendom tilpasser sig den kultur, den lever i. Det har muslimer med sufi-baggrund også. Mens den nye politiske islam i Afrika i højere grad ikke føler sig kulturbundet af de lande, den lever i. Den forsøger i stedet at genoplive kalifat-tanken. Og det er ikke gode nyheder for dialog og sameksistens mellem religionerne i Afrika, siger han.

– Kristne har lært den lektie, at kristendommens historie i perioder har været ond og brutal. Men de har også forstået, at det er en endnu større tragedie ikke at tage ved lære af historien. Og her er det igen et problem, hvor uvillige muslimer med politiske ambitioner er til at udøve selvkritik. Man kan også se forskellen i de store internationale møder mellem kristne, for eksempel i Kirkernes Verdensråd, hvor ingen statsledere deltager. I modsætning til for eksempel Organisationen af Islamiske Kongresser, hvor der altid deltager en række statsledere.

Der er dog – også afrikanske – eksempler på kristne forsøg på at styre verden ud fra for eksempel De 10 Bud. Det gælder Herrens Modstandshær med hjemsted i Uganda og for eksempel også en tidligere zambisk præsident, som mente, at Zambia skulle være en kristen stat.

– Men i begge eksempler har der fra kristen side været en overvældende og total afvisning af projekterne. Modsat islam, hvor en gruppe altid vil støtte et sådant projekt. Her kommer selvkritikken ind igen – man kritiserer ikke trosfæller.

Ifølge Mbillah foregår der i en række afrikanske lande en voldsom strid mellem sufier og islamisterne, som i sidste ende vil afgøre, hvordan forholdet mellem kristne og muslimer bliver i fremtiden. Og her kommer slaget også til at stå mellem de muslimer som vil tilbage til Medina-modellen og de – fleste – som er enige med Mbillah i, at Afrika bør være et eksempel, som det har været gennem historien på, at overskriften på religiøsitet på kontinentet er ”mangfoldig enhed”.

Mbillah medgiver, at flytter man problematikken til områder, hvor den ene part er en minoritet – for eksempel islam i Europa - så har majoriteten et stort ansvar for at sikre minoriteter gode vilkår for både liv og tro. Men han siger også, at der ofte i en minoritet findes endnu en minoritet, som vil gøre hvad den kan for at ødelægge sammenhængskraften.

– I Afrika er vi nødt til at stoppe striden internt. Det smerter mig virkeligt, at vi ikke på lederplan, som det oftest sker i græsrodssammenhæng, kan være afrikanere sammen. At vi ikke kan se, at vi på mange områder deler en unik kultur og tradition.

– Modsat tidligere er vi i Afrika i dag nødt til at planlægge dialog. Sådan har det aldrig været tidligere. I det praktiske samarbejde, der som nævnt fungerer fremragende, er der groet en vilje til at tale om tro frem. Men det bliver et langt sejt træk. For det første er det nemmere at hoppe fra end at deltage, og for det andet taler vi ikke om år, men om generationer, der skal fastholdes i arbejdet, før dialogen bliver normen og en naturlig del af kulturen.

– Men jeg tror på, at dialogen vinder daggryet. Vi kan leve sammen, ikke mindst hvis vi lader Gud alene afgøre, om vi som henholdsvis kristne og muslimer har troet det rigtige.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk