Kampen om ”æren” for kirke-skolearbejdet vil jeg ikke blande mig i.
Blot undrer det mig at ”kirke-skole” spiller så stor en rolle ved et bispevalg og i det hele taget i kirken.
Alle siger med lysende øjne: Kirke –skole –samarbejde. Jeg vil da ikke nægte at det bærer frugter.
noget kristendom bliver hængende. men at gøre det til det en ”åbenbaring” forekommer mig forkert.
Der bruges enorme summer (kan vi ikke få oplyst hvad det koster rundt omkring), det er en infantilisering af kristendommen, de samles for eks. i kirker for at synge jul påske og pinse, en ren pædagogisk situation, løsrevet fra enhver praktisk virkelig voksenkontakt, hvor det vises at kristendom og kirke virkelig har betydning. Det smitter af på kirkelivet. De store kristne højtider i kirken er efterhånden gjort til familiegudstjenester, krybbespil, indtog med æslet etc. I min lokale kirke sjældent et ord ved disse lejligheder om kristendommens rolle i det liv, vi lever med hinanden i samfund samliv etc. opstandelsens betydning for et liv anno 2008. Men børnene er nu så søde. Museumsagtigt som når de går på jernalderværksted. for at lege jernaldermennesker.
Og så en nedvurdering af lærerstanden: Kirke skole kommer med mange gode materialer, men ofte så grydefærdige, som de selv skriver, at det fratager læreren pligten til gennemarbejde sit stof og være herre over det. Hvorfor ikke på samme måde Danmarks Gymnastikunion og DBU overtage idrætsundervisningen.

Pædagogisk materiale er godt , men som flodbølge er den dræbende. Var det ikke bedre at give nogle af de mange penge til de fattige
eller bringe pengene til anvendelse i de unges nærmiljø
så de lærte kristendommen at kende som praktisk sandhed, i stedet for de pædagogisk oplæg i konfirmandundervisningen og skolen. Og hvor er kirken og dens penge henne når de gælder unge på teknisk skole handelsskole etc. Hvorfor satse alt på børn , minikonfirmander etc.? Er det fordi man har lettere tilgang til dem?
Hvad med at kirken viste praktisk kristendom At udbrede kristendommen er at hævde en hellig og åndelig autoritet over menneskers liv. Men denne autoritet sigter altså på at opretholde det enkelte menneskes frihed og selvforvaltning, bundet til en fuldstændig umisforståelig opgave: Næstens ve og vel. Skær lidt i strømmen af åh så tidsaktuelt dyrt undervisningsmateriale til fordel for nærvær, praktisk kristendom. Man kan ikke alene oplyse til kristendom, vigtigere er det at oplive til den. Jesus så rundt i sin dagligdag for at finde (gratis) materiale til sin forkyndelse, præsterne kigger efter sidste nye bogudgivelse
og tekniske mulighed for at imponere og "fange" børnene. Hvad med lidt mere enkelt nærvær og samvær, Hvad med lidt mere praktisk end pædagogisk kristendom.

Med venlig hilsen Per Vestjyde.