Den forudsigelige folkekirke

På forskellig måde er alle bispekandidater blevet betegnet som grundtvigske. Hvad forstår du ved grundtvigsk?

– En kirkelig retning har på en eller anden måde fået for meget magt i vores land, hvis ikke man kan blive biskop uden at sige, at man tilhører den retning. Men det er klart, at jeg er dybt præget af det grundtvigske igennem hele min opvækst. Det, jeg virkelig er grebet af, er ordene ”menneske først, kristen så”.

Hvordan ser du dine største ud-fordringer i stiftet, hvis du bliver biskop?

– At skabe tillid til min person. Tillid er den lim, der binder folk og stiftet sammen. En af måderne at gøre det på er gennem kommunikation. Jeg vil ud og tale med sognene, og hver gang jeg har været det, vil jeg plante en rød nål på et kort over stiftet. Når kortet er ildrødt, vil jeg begynde forfra. Ærlighed hænger sammen med tillid. Hvis man ved, at man ikke kan vente sig hvad som helst af biskoppen, så får man nemmere tillid. Det er ikke positivt at være uforudsigelig, man skal være forudsigelig.

– For eksempel skal man kunne stole på, hvad jeg lover i valgkampen, ellers kan man ikke samle de mange grupper, der er i stiftet. Jeg synes, at debatten i valgkampen i for høj grad har handlet om mere jordnære ting som præstenormering og stiftsråd, som jeg i øvrigt går ind for, fordi vi ikke tør tale om det essentielle, men kun om det ydre. Fordi de store tanker og emner skræmmer os lidt. Derfor er der opstået en dødsens- kedsommelig snak om stiftsråd og struktur i stedet for det indre liv som mission, økumenisk samarbejde, og hvordan vi bliver mere glade for vores kirke.

Hvad kan du som biskop gøre for præsternes arbejdsmiljø? Er mere prædikenfri eller femdagesuge en god idé?

– Det vigtigste er at fokusere på det, der går godt. Ellers er man med til at skabe en klynkende stand af præster ved hele tiden at skrive om det, der går galt. Vi landsbypræster er de mest privilegerede på jorden med frihed til at tilrettelægge vores arbejdsdag. Vi har kort til arbejde og flotte tjenesteboliger. Kirken er ikke en maskinfabrik, men et af de smukkeste rum, der kan arbejdes i. Men præsterne skulle måske have nogle flere frisøndage, fordi det er fantastisk givende som præst at komme i kirke hos andre præster. Der skal være flere frisøndage, men det skal samtidig indskærpes, at ligesom en landmand ved, at der er noget, der hedder høsttid om sommeren og derfor ikke kan regne med at have fri, så ved præster også, at de er ansat i en branche, hvor vi arbejder søn- og helligdage. Derfor går jeg afgjort ikke ind for en femdages- uge.

Hvordan kan du som biskop få flere til at gå i kirke?

– Det er vigtigt at få befolkningens idoler som skuespillere, sportshelte og tv-journalister til at sige, at de går i kirke. Men også, at idoler i vores omgangskreds siger det. Forældre og bedsteforældre er for eksempel børnenes idoler. Når man så kommer i kirke, skal man føle sig velkommen. Det gør ikke noget, at der står en og giver dig en salmebog, hjælper dig hen på en plads eller finder en stol til dig. Men det er samtidig nødvendigt, at prædikenen virkelig er god. Det hænger igen sammen med den tillid, man har til sin præst. Har man ikke tillid, tror man heller ikke på, hvad der bliver sagt på prædikestolen. Jo mere tillid, jo mere vil kirkegængerne lytte.

Hvad lægger du vægt på, når kristendommen skal forkyndes i dit stift?

– Der skal forkyndes med nutidige ord, med billeder, man kender fra sin hverdag. Jesus tog selv eksempler fra dagligdagen, når han forkyndte. Det er også vigtigt at have humoren med, for det åbner folk. De skal mærke, at præsten virkelig brænder for sagen og ikke hele tiden står og kigger ned i manuskriptet. Så skal vi ikke glemme, at vi har gode odds på hånden, fordi vi får 10-20 procent af prædikenen foræret, fordi vi holder den i så smukke rum. Teologisk skal der lægges vægt på, at Jesus Kristus har banet en vej for os. I Johannesevangeliet siger Jesus, at han er døren. Han er åbningen ud af et lukket rum.

På det seneste er der blevet diskuteret omkring diskrimination af kvindelige præster. Hvordan ser du problemet, og er der brug for lovgivning?

– Selvfølgelig skal man ikke acceptere mobning i folkekirken. Mandlige præster skal ikke mobbe kvindelige præster, men det skal heller ikke være omvendt. Det handler i høj grad om gensidig respekt. Det er okay, at en mandlig præst har den opfattelse, at kvinder ikke skal være præster i folkekirken Men det er mobning ikke at ville give en kvindelig kollega hånden til en ordination. Det kom bag på mig, at det skulle være et problem, for jeg har aldrig oplevet det i Roskilde Stift.

Du taler om passion, sanselighed og engagement i forbindelse med folkekirken. Et spørgsmål på et duelmøde lød, hvorfor du taler om mere sex i folkekirken. Hvad mener du med det?

– Vi har viet 2500 par i Roskilde Stift om året. Næsten halvdelen bliver skilt igen. En af grundene til det er, at parrene har så travlt med arbejde, motion og børn, at de ikke har tid til hinanden, heller ikke erotisk. Jeg opfordrer folk til, at de ikke glemmer det erotiske i ægteskabet. Det er ikke nok at være kammerater og snakke sammen. Når erotikken udebliver, begynder skilsmissen at nærme sig. Når jeg vil have erotikken mere ind i kirken, er det helt i tråd med vores jødisk-kristne opfattelse, at menneskets krop og sjæl er ét. Vi kan ikke nøjes med at appellere til menneskets sjæl, men også til vores krop i ægteskabet. Det har kirken været elendig til.

– For det første skal den have frimodigheden til at tale om erotik, for eksempel gennem foredragsaftener i præstegården. For det andet kunne kirken invitere brudeparrene en gang om året, hvor det ikke kun er det kristelige, det handler om. Hvor der også medvirker en psykolog, sexolog eller filosof, så ægteskabet og erotikken kan belyses fra forskellige vinkler. Bagest i salmebogen er der en masse bønner om krig og sygdom. Jeg mangler en bøn, der handler om, når kærlighedslivet og erotikken er visnet i ens liv, hvor man kan bede Gud om at vække den erotiske glød igen.

vincents@kristeligt-dagblad.dk