Steffen Ravn Jørgensen |
24. januar 2008
BISPEVALG Alle de steder, hvor kirker har fået synoder, er de blevet til politiserende eller moraliserende råd. Se blot på vore nabolande
”ENHVER HAR LOV at have sine egne meninger, men ikke sine egne facts.” Henrik Wigh-Poulsens trofaste væbnere, sognepræst Helge Baden Nielsen og sognepræst Else Hviid, er i deres indlæg i Kristeligt Dagblad den 22. januar på vild flugt fra kendte, grundtvigske synspunkter. Hvor vi i det grundtvigske landskab hidtil har søgt at give sognet gode kår og fastholde, at båndet mellem kirke og stat var det bedste for såvel stat som kirke, så lægges brat afstand til denne position.
Men et magtfuldt stiftsråd, som der lægges op til i Kirkeligt Samfunds/Grundtvigsk Forums udspil, vil tage frihed og råderum fra det enkelte sogn. For magt bliver der ikke mere af. Den flyttes blot højere op i et nyt råd og umyndiggør det lokale menighedsråd.
NÅR JEG PÅPEGER, at en kirkeforfatning eller en synode vil blive et politiserende eller moraliserende råd, så skyldes det ganske enkelt erfaringen. Således er det gået alle de steder, hvor man har fået synoder. Se i vore nabolande og lad være med at lukke øjnene for realiteterne.
Jeg finder, at vi skal have stiftsråd i skikkelse af samtaleforum, som der gøres forsøg med mange steder. Herved kan vi fremme samarbejde og udveksling af tanker og visioner. Det er en frugtbar løsning, som ikke udhuler menighedsrådets frihed og råderum.
Helge Baden Nielsen er vred over, at jeg søgte optagelse i Grundtvigsk Forum, når jeg er skeptisk over for det udsendte udspil til stiftsråd. Tænk, i de år, hvor jeg kom på Vartov og var medlem af Studenterkredsens bestyrelse, da var Vartov et sted båret af frisind og diskussionslyst. Der var plads til mange stemmer.
Der var bestemt ingen, som ønskede stiftsråd eller synoder – tværtimod. Men der var plads til, at meninger blev brudt. Debatten gik lystigt. Men måske er Grundtvigsk Forum ved at blive en klub af meget rigtige meninger. Det er lidt ærgerligt. For mig har det grundtvigske aldrig været et parti med et program, noget sekterisk, som man skulle underkaste sig.
Else Hviid bebrejder mig, at jeg er ude med kritik af en radikal islam ligesom Tidehverv. I gårsdagens avis viste en undersøgelse, at 79 procent af danskerne ser samspil med den islamiske verden som en trussel. Paven er klar i mælet og Den Evangeliske Kirke i Tyskland ligeså over for islam. Islam må kunne tåle kritik, uden at det medfører trusler og vold. Men de ovennævnte er vel også Tidehvervske ifølge Else Hviid.
Else Hviid er bekymret over, at der på min stillerliste er navne, som har sympati overfor Tidehverv, og samtidig bedyrer Else Hviid sin taknemmelighedsgæld til Tidehvervsbevægelsen! Jeg ser bredden i min stillerliste som en forventning om at kunne rumme hele stiftet. Vi har brug for Indre Mission, det grundtvig-tidehvervske og Tidehverv.
ELSE HVIID ER MEGET fortørnet over, at jeg ikke hopper med på dæmoniseringen af Tidehverv, ligesom man tidligere dæmoniserede Indre Mission. Else Hviid kan have sine private meninger, men ikke sine egne fakta om mit kirkelige tilhørsforhold. For det første: Jeg står i dyb afhængighed til K.E. Løgstrup, hvis teologi blev til i et opgør med Tidehverv. Og alligevel påskønner jeg Tidehvervs bidrag. Og for det andet: Jeg har aldrig deltaget i Tidehvervs sommermøde, og jeg har aldrig skrevet i Tidehverv. Ej heller haft kontakt med Dansk Folkeparti. I øvrigt har jeg altid haft vanskeligt ved at forstå, hvorfor en kirkelig retning for enkelte medfører et bestemt politisk ståsted. Men lad dem om det.
Jeg fornemmer, at de synspunkter, jeg har givet udtryk for, deler jeg med mange andre folkekirkemedlemmer. Vi vil gerne have en kirke, hvor vi kan komme og høre evangeliet. Vi har ikke brug for, at kirken bliver de måske lidt for rigtige synspunkters forlængede arm. Men i kirken er vi samlet om at lytte til Guds ord midt i den larm, vi lever i. Vi er 4,5 millioner folkekirkemedlemmer, som kan tale på egne vegne, når vi går ud og blander os i debatten.
Vi er nogle grundtvigske, som vægter frisind højt, og som tager del i den folkelige og kirkelige samtale.
Men de lidt for rigtige meninger, dæmonisering og rygmærker, som kommer til udtryk omkring Henrik Wigh-Poulsen og hans støtter, skal ikke have lov at stække samtalen om væsentlige spørgsmål om samfund og kirke.
Efter bispevalget skal der samarbejdes i Roskilde Stift og udenfor. Dæmoniseringer og mishagsudbrud skal vige. Jeg foretrækker argumenter og holdninger i en frisindet samtale.
Steffen Ravn Jørgensen er domprovst Helsingør Stift og bispekandidat i Roskilde Stift
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad