Grønvaskning er det blevet kaldt. Muligheden for at kompensere for sit CO2-forbrug, når man eksempelvis har taget en flyvetur, selvom man godt ved, det bidrager til at øge mængden af CO2 i atmosfæren. Ved at indbetale penge til de organisationer og virksomheder, der har specialiseret sig i at kanalisere pengene videre til vedvarende energiprojekter rundt omkring i verden, kan man få lettet sin dårlige miljøsamvittighed. Men kompensationen er langtfra nok, påpeger klimaeksperter. Det væsentlige er, at vi også nedsætter vores CO2-forbrug.
Men vil man CO2-kompensere, er mulighederne mange. Er det en flyvetur, man skal købe aflad for, kan der være hjælp at hente hos fly- og rejseselskaberne. Nogle af dem henviser til CO2-besparende projekter på deres hjemmeside, eksempelvis SAS, der har et link med CO2-kompensation. Her kan man selv beregne, hvor stor en CO2-udledning man er skyld i.
På en enkelt rejse mellem København og London viser regnskabet 122 kilo, og for godt 11 kroner kan man købe et certifikat hos The CarbonNeutral Company. Selskabet lover, at pengene går til at udvikle teknologi, der medvirker til, at udledningen af de 122 kilo CO2 vil blive sparet et andet sted. Det kan eksempelvis være gennem udbredelse af solcelleenergi, opførelse af vindmølleparker eller konvertering fra kul til gas.
Hos andre flyselskaber bliver man ikke gjort opmærksom på muligheden for at CO2-kompensere, og har man klima på samvittigheden, er man henvist til selv at finde en troværdig organisation at donere sine penge til. Og det kan være lidt af en jungle at få overblik over de mange virksomheder og organisationer, mener Claus Jørgensen, der er miljøpolitisk medarbejder hos Forbrugerrådet.
– Det er meget svært at gennemskue, hvad det helt præcist er, ens penge går til. Så det gælder om at vælge en organisation med høj troværdighed, siger han.
Han mener, det vil være en fordel, hvis flyselskaberne automatisk lægger prisen for CO2-kompensationen oven i billetten, så udgifterne bliver fordelt på alle flyrejsende. Dermed slipper kunderne for at skulle tage stilling til, hvilket projekt de skal indbetale penge til.
Mette Nedergaard, der er klimamedarbejder i Verdensnaturfonden, advarer også mod de mere tvivlsomme selskaber.
– Der bliver igangsat en række projekter i udviklingslandene, som er rigtig gode, fordi de skaber vedvarende energi og udvikling i områder, hvor der er hårdt brug for det. Men det er vores erfaring, at ikke alle udbydere er lige gode, siger hun.
Et dugfriskt eksempel herhjemmefra er energigiganten DONG, der blev afsløret i at levere grøn fupstrøm til miljøbevidste forbrugere. For at undgå lignende sager har Verdensnaturfonden, sammen med en række internationale organisationer, udviklet en standard for CO2-kompensation, kaldet Gold Standard, der stiller skrappe krav til miljøkvaliteten og sikrer, at projekterne bidrager til en bæredygtig udvikling.
Det var en frivillig, folkelig organisation, der fik et beløb, sidst Mikael Skou Andersen, professor ved Danmarks Miljøundersøgelser på Aarhus Universitet, var ude at flyve. Organisationen havde han fået anbefalet, og derfor havde han mere tillid til den end til de organisationer og virksomheder, flyselskaberne henviser til. Generelt er han glad for at kunne gøre noget godt for miljøet, selvom han understreger, at kompensationen langtfra er nok.
– CO2-kompensation er en rigtig god supplerende mulighed, men vi skal stadig reducere vores brug herhjemme.
Han bliver bakket op af Mette Nedergaard.
– At CO2-kompensere og støtte projekter, der lever op til Gold Standarden, betragter jeg som at støtte SOS Børnebyerne. Man er med til at skabe noget godt på steder, hvor der er behov for det. Men det kan på ingen måde erstatte, at vi i vores del af verden gør noget for at reducere vores CO2-udslip, siger hun og fortsætter:
– Man kan frygte, at CO2-kompensationen er med til at forsinke, at vi gør noget for at reducere vores CO2-forbrug – at folk tænker, at de så har gjort nok for miljøet.
joergensen@kristeligt-dagblad.dk