Melhof er moderne leder

EN AF bispekandidaterne til Roskilde, Steffen Ravn Jørgensen, har gjort det til sit vigtigste ”salgsargument” at spille uhæmmet på menighedsrådenes frygt for at miste magt og indflydelse.

Det er fuldt forståeligt, hvis menighedsrådsmedlemmer i deres overvejelser om kandidaterne skeler til, om der er udsigt til, at kommende ændringer i stiftets magtstruktur vil indskrænke, bevare eller endda forøge den ikke ubetydelige magt, som menighedsrådene udøver. Derfor er det også indlysende, at Steffen Ravn Jørgensen har let ved at vinde gehør, hvis det kan lykkes ham at sandsynliggøre sin påstand om, at indførelsen af stiftsråd – som andet end et ”samtaleforum” – vil gøre indhug i rådenes kompetence.

DER ER IMIDLERTID grund til at advare mod denne påstand og dermed imod Steffen Ravn Jørgensen som bispekandidat.

Folkekirken har længe haft et ledelsesproblem. Den nuværende magtstruktur i stifterne bærer på en historisk arv fra enevælden, hvilket kort sagt betyder, at der er et magttomrum mellem toppen (biskoppen) og bunden (sognene med deres menighedsråd).

Set ”nedefra” vil stiftsrådet utvivlsomt betyde, at visse kompetencer flyttes fra menighedsrådene til stiftsrådet. Nemlig sådanne kompetencer, som er bedst tjent med at udøves i et større og bredere forum. Det kan betyde, at der i menighedsrådene kan frigøres ressourcer til det lokale kirkelige udviklingsarbejde, som ”rødderne” er valgt til og brænder for.

Set ”ovenfra” vil stiftsrådet betyde en bredde i og en demokratisk forankring af det ledelsesansvar, som biskoppen hidtil har måttet bære alene, idet stiftsrådet ikke alene vil få tilført magt fra menighedsrådene, men nok så meget fra biskoppen.