Da Karen Hækkerup og familie for to et halvt år siden flyttede til Dragør, var det til et energirigtigt hus. Siden har de udstyret det med energisparepærer, elspareskinne og lavtskylstoilet, og nu er turen kommet til de hårde hvidevarer, som ikke lever op til miljørigtig standard.
Når vi skifter ud, er det til ting, der er i orden. Nu skal vi have nyt køleskab, og så er det forvirrende, at der findes en mærkeordning med både et A+ og A++ for elspareforbrug. Hvad skal man vælge, og hvorfor ikke bare et A? Det er jo den vej, det begynder at gå i et samfund som vores, hvor der er overskud til at se på bæredygtighed. Det burde være nemmere at handle etisk og bæredygtig rigtigt, siger Karen Hækkerup.
Den 33-årige bachelor i statskundskab og medlem af Folketinget for Socialdemokraterne er ligesom størstedelen af befolkningen i stigende grad optaget af sin egen andel i miljø- og klimaproblemerne. En Rockwool-undersøgelse fra 2007 viser, at 86 procent af alle danskere mener, at der påhviler os alle et personligt ansvar for at bidrage til kampen mod global opvarmning. 6 ud af 10 danskere mener, at de selv kan gøre en vigtig indsats for at reducere klimaændringerne. Og 50 procent er parate til at betale mere for elektricitet, hvis det kan hjælpe.
Det kan Kim Carstensen, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, der er på vej med en Sluk lyset-kampagne, nikke genkendende til.
Det er min klare oplevelse, at folk er vældig interesserede og optaget af klimaforandringerne. Men man kan spørge sig selv, hvorfor skal jeg gøre noget, hvis ikke de andre også gør noget? Nogle skal gå foran, staten, kommunerne og så videre, så vil der ske noget. Men så længe de store spillere ikke er på banen, kan det være svært at se det rigtige i, at den enkelte skal tage ansvaret på sig, siger Kim Carstensen.
Den tidligere miljøminister, nu klimaminister Connie Hedegaard (K), iværksatte i 2005 kampagnen Grønt ansvar, der er direkte henvendt til danskerne og vores forbrug af miljøforurenende stoffer og energi, der tærer på ressourcerne og belaster CO2-regnskabet. Hun var dermed med til at gøre bæredygtighed til en folkesag og mere end en fiks idé om alternativ levevis hos hårdnakkede øko- og nul-energi-fanatikere.
Der er ligefrem gået mode i det grønne. Time Magazine kunne i sit decembernummer 2007 med et grønt æble på forsiden fortælle, at på en liste over årets 10 bedste buzzwords (modeord) lå locavore en person, der forsøger kun at spise mad, der er produceret lokalt og freegan en antiforbruger, der kun foretager indkøb som den sidste mulighed. Samme blad har også rapporteret om en ny bølge af grønne kristne.
Herhjemme har DR TV haft premiere på programserien Guld og grønne skove, hvor udvalgte familier får testet deres forbrug af energi og miljøskadelige stoffer. Industrien holder konferencer om strategier til bæredygtig udvikling og grøn innovation. Vi kan vise vores globale engagement ved at købe 25 m2 regnskov i Ecuador for 25 kroner via en sms på hjemmesiden www.socialaction.dk, købe dyrt, bæredygtigt designertøj og betale ekstra for flybilletten for at kompensere for CO2-udslip fra fossile brændstoffer.
Miljøskeptikeren Bjørn Lomborg er dømt ude, og forude blinker den globale klimakonference i 2009, som Danmark er vært for.
Den gode vilje til at gøre en forskel for miljøet og klimaet er blevet til grøn samvittighed en ordkombination, der høster 101.000 hits, når man googler det på nettet. Men nytter den nye grønne samvittighed? Eller er det, som journalist Bo Bjørnvig forleden skrev i Weekendavisen, ved at udvikle sig til livs-anoreksi, fordi man nærmest bliver forbryder af at spise en bøf, da produktionen af den belaster klimaet lige så meget som 20 kilometers bilkørsel?
Niels Henrik Gregersen, der professor i samtidsteologi på Københavns Universitet og engageret i koblingen mellem teologi og naturvidenskab, mener, at det er nødvendigt med en bevidsthedsændring. Men at den kommer lidt sent, fordi den danske regering indtil for nylig har markeret sig som klimaforandringsfornægter.
Står den grønne samvittighed alene, fører den til økologisk skyldsbevidsthed, som meget let kan blive selvcentreret. Derfor mener jeg, at det, man skal gøre, er politisk. Man skal kun give taxa-tilladelse til biler, der kører for eksempel 17 kilometer pr. liter benzin. Og man skal selvfølgelig ikke favorisere store dumrian-firehjulstrækkere på gule nummerplader, der forbruger energi, som om vi var amerikanere. Det må holde op. Men økologisk skyldsbevidsthed fører ikke til nogen mærkbar forskel. Det er ligesom med skatten. Hvis det var op til os selv at betale til sygehusvæsen og så videre, ville vi ikke gøre det.
Det, der også er galt med den økologiske skyldsbevidsthed, er, at den ikke er tilstrækkelig produktiv og ikke altid baserer sig på de positive erfaringer. For det drejer sig ikke kun om at bruge mindst muligt, men også om at se, nyde og bruge naturen mest muligt. Det vil sige, at impulsen til at gøre noget ikke skal være den negative frygt, men også den positive glæde over naturens rigdom. Derfor må vi finde en økologisk balance, der ikke er næret af moralsk skyld, men af en positiv bejaelse af Guds skaberværk. Tænker vi kun i ressourcer, får vi ikke i længden viljen til at gøre noget ved vores omverden. Det er det, der er sket med den miljø-glemsomhed, vi har levet med fra midt i 1980erne og til 2000, siger Niels Henrik Gregersen.
Hvis der kommer for meget skam og skyld ind i miljø- og klimadebatten, kan det udløse en modreaktion, mener også professor på CBS, Copenhagen Business School, Susse Georg, der er cand.scient. og ph.d. med blandt andet miljøledelse og -politik som fagområder. Hun er desuden medlem af Det Miljøøkonomiske Råd.
Hvis der er en modsætning mellem, at der bliver lagt op til, at alle har et ansvar, og det samtidig for tiden er ret klart, at miljøpolitikken ikke fungerer, vil det også give anledning til modreaktion. Dermed ikke sagt, at den enkelte ikke skal gøre noget. Og her kommer ikke mindst virksomhederne ind. Det er dem, der har produktionen, og der er lidt mere stordriftsfordel ved at påvirke virksomhederne. Man kan sandsynligvis opnå en større miljømæssig effekt ved at sætte ind over for dem.
Susse Georg gør opmærksom på en ny satsning, der hedder Bright Green stærk, synlig grøn satsning som vil fremme den økonomiske vækst ved udvikling af bæredygtig teknologi særlig inden for energiområdet. DA, Dansk Industri, var således vært for et møde om grøn produktion i sidste uge.
Reglerne bliver skærpet i EU, og så er der pludselig udviklingsmuligheder for nogle, men afvikling for andre, fordi nye produkter og produktionsprocesser fortrænger det eksisterende. Der er tegn på, at nogle erhvervsledere kan se miljøhensyn og nedbringning af CO2-udslip som en mulighed, og det er virkelig godt.
Susse Georg ser også en voksende interesse for miljø og klima et andet sted hos sine studerende.
Jeg har undervist i miljø siden 1989. På det tidspunkt var der ikke voldsom stor interesse. Det er der nu, og søgningen til de her kurser er vokset de sidste to år. De vil også ud og arbejde i virksomheder, der har miljø på dagsordenen, siger professoren, der til gengæld ser en fare i, at klimakonferencen i København i 2009 afstedkommer, at miljøpolitik bliver til klimapolitik.
Der er jo også andre problemer som jord, vand, pesticidforurening og det, at vi mister arter i naturen.
Folketingspolitiker Karen Hækkerup (S) deltog i forbindelse med et tv-program på DR 2 om dalende sædkvalitet hos danske mænd i et forsøg, hvor Greenpeace testede hendes blod for kemikalier. Det viste sig at indeholde 15 ud af de 44 kemikalier, der blev testet for, deriblandt ftalater og pesticider.
Den eneste grund til, at jeg indeholdt færre stoffer end de andre kvinder i testen, var, at jeg havde ammet, som er den eneste måde at komme af med de stoffer på, da de er fedtopløselige. Det var ikke så rart at få at vide, siger Karen Hækkerup.
Hun var gravid på testtidspunktet, men har siden født, så familien ud over manden Ole Hækkerup, der også er folketingsmedlem, tæller Mads på syv, Ellen på fem og Kirstine på ni måneder. Resultatet af kemikalietesten har betydet, at Karen Hækkerup er blevet mere bevidst om familiens indkøb af plasticlegetøj og kemisk behandlet tøj, hun finder miljørigtige varer på nettet og kører gerne efter at få ø-mærkede rengøringsmidler og økologiske madvarer.
Vi er på vej til at gøre vores hjem kemisk renere og sundere. Jeg vil meget gerne være farmor og mormor, og det vil være dybt ulykkeligt, hvis mine børn skal slås med fertilitetsproblemer. Så både som mor og politiker har jeg ansvar for at få de farlige stoffer ud af cirkulation.
Karen Hækkerup går ind for omstilling til bæredygtighed over hele linjen vel at mærke til en pris, hvor alle kan være med og for grøn energi. Men hun erkender, at det for den enkelte familie kan være svært at leve 100 procent op til dette.
Jeg hænger sengetøjet ud til tørre og bruger tørretumbleren til resten. Man skal jo have det til at fungere og går så nogle gange på kompromis. Mange familier kan ikke undvære bilen, vi kan heller ikke. Derfor vil det være godt, hvis afgifterne blev ændret til fordel for miljørigtige biler. Det ville også være godt med en hurtigere, billigere og mere effektiv kollektiv trafik. Hvorfor ikke begynde at tale om at gøre bilen unødvendig, siger Karen Hækkerup, der også efterlyser, at virksomhederne forbedrer deres produkter til det mere miljøvenlige.
Jeg synes ikke, at det er rimeligt at lægge hele ansvaret for bæredygtig adfærd over på borgerne. Det er fint nok med bevidstheden om det, men det er politikernes forbandede pligt at sørge for de overordnede krav og regler for indhold af skadelige stoffer og for grøn energi fra vind, vand og sol. Det kræver en holdningsændring, også i det politiske system. Men jeg tror, den kommer.