En af de kirkeledere, jeg respekterer allermest, bærer titel af patriark og er bosiddende i Istanbul. Han er en ældre herre med langt, hvidt skæg. Og som det sømmer sig for en patriark i den ortodokse kirke, går han med en høj sort hat, og han bærer en lang sort præstekjole. Mandens navn er Bartolomæus den Første, og han er overhoved for mellem tre og fire millioner ortodokse kristne.
Sammenlignet med paven er Bartolomæus' magt begrænset. Men gennem de seneste år har han fået en kolossal betydning for miljøbevægelsen. Han er blevet en vigtig fortaler for menneskehedens beskyttelse af Guds skaberværk, og derfor har han fået tilnavnet "den grønne patriark".
Fra den 7. til den 12. september 2007 stod Bartolomæus og hans organisation, "Religion, Science and the Environment" (www.rsesymposia.org), bag en sejlende miljøkonference, der blev holdt ud for Grønlands vestkyst. Konferencen fandt sted på krydstogtskibet M/S Fram, og formålet var at afklare, om det er muligt for videnskab og religion i forening at afværge en fremtidig økologisk katastrofe for jorden.
Om bord var der repræsentanter fra verdens hovedreligioner samt en gruppe mænd og kvinder med forstand på økologi, økonomi, teologi, geologi, biologi, fysik, medicin, is, klima og energiteknologi. Nogle af konferencens deltagere havde desuden indsigt i de politiske og traktatmæssige forhold i verden.
En af deltagerne var Grønlands biskop, Sofie Petersen. Hun fortæller, at man med enorme isbjerge som baggrund indledte konferencen med en stille bøn på skibsdækket. Hun beskriver det som en stærk oplevelse at stå der og bede sammen med græskortodokse og katolske kristne, jøder, shia- og sunnimuslimer, buddhister, hinduer samt repræsentanter for inuit fra Grønland og Alaska.
En anden dansk deltager, Minik Rosing, der er professor i geologi ved Statens Naturhistoriske Museum, fortæller fra sit ophold på M/S Fram, at "dagene gik med dybt interessante diskussioner og foredrag, som hver for sig var ubetalelige og for det meste fremført med et fantastisk overskud af humor og fortælleglæde".
Ifølge Rosing lykkedes det på konferencen at finde en fælles forståelse med hensyn til de globale klimaproblemer. Og man enedes om, "at der findes en lang række grunde, som hver for sig taler for, at verdens befolkninger og politikere hurtigst muligt påbegynder en omlægning af deres energiforbrug" .
Den sydafrikanske ærkebiskop, Desmond Tutu, er en anden kirkeleder, der har engageret sig i kampen for miljøet og mod klimaforandringerne. På FN's verdensmiljødag den 5. juni 2007 prædikede han ved en tv-transmitteret gudstjeneste, der blev afholdt i Ishavs-katedralen i Tromsø. Tutu opfordrede i sin prædiken til ansvarlighed over for Jorden. Blandt andet for de fattiges skyld, idet de fattige og mest sårbare for øjeblikket bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Men naturligvis også for Jordens egen skyld, der, hvis vi fortsætter på samme måde, "vil blive lige så gold som månen". En otte tons tung isblok var anbragt i kirken, og mens der var gudstjeneste, kunne man se isblokken smelte. Med sin stille dryppen blev den et stærkt symbol på det, som sker verden over: Isen smelter på grund af global opvarmning.
Når kirkeledere verden rundt går aktivt ind i kampen for miljøet, skyldes det blandt andet overbevisningen om, at Gud gennem milliarder af år har skabt og formet livet på jorden. Samtidig har Gud gjort os ansvarlige for Jorden, og derfor kan vi ikke bare gøre nøjagtig, hvad vi har lyst til. Vi kan ikke hæmningsløst bruge af Jordens ressourcer. På det grundlag kan kirkerne tale imod en rendyrket materialisme og for en ansvarlighed over for natur og miljø.
Kirkerne i vore nabolande er for længst begyndt at beskæftige sig med miljøspørgsmål. I den norske kirke er miljøet kommet højt på dagsordenen. De norske biskopper udtaler sig om ansvaret for miljøet, og mange menigheder forsøger at udvise miljørigtig adfærd. I den norske kirke kan en menighed, der opfylder bestemte kriterier (hvis man eksempelvis får foretaget energitjek på kirkens bygninger, sorterer affald, indkøber fair trade-varer og holder miljøgudstjenester) opnå retten til at kalde sig for en "grøn menighed". Senest har klima- og miljødebatten haft en meget fremtrædende plads på den norske kirkes kirkemøde, der blev afholdt i november.
I den svenske kirke er klima og miljø også et varmt emne. Man taler om at fremme en bæredygtig livsstil, og ligesom i Norge har menighederne mulighed for at blive anerkendt som "grønne menigheder". Desuden har ærkebiskoppen i den svenske kirke, Anders Wejryd, taget initiativ til, at der i 2008 afholdes en tværreligiøs klimakonference.
I Finland taler de lutherske biskopper om nødvendigheden af økologisk ansvarlighed. Hvad vi gør eller undlader at gøre siger den finske biskop, Jukka Paarma, får konsekvenser for Guds skaberværk. Jukka Paarma tilføjer, at det gode liv ikke bør bygges på et stort forbrug og høj materiel levestandard, men på omsorg, mental balance, spiritualitet og glæden ved fællesskaber. Derfor er det nødvendigt med økologisk ansvarlighed.
I begyndelsen af september sidste år blev der afholdt et stort europæisk kirkemøde i Sibiu i Rumænien. Jeg deltog sammen med 13 andre delegater fra folkekirken. Blandt kirkemødets 2500 delegater var der repræsentanter fra de ortodokse kirker, den katolske kirke samt de mange protestantiske kirker. De fleste europæiske kirker var dermed repræsenteret, og ved mødets afslutning gav kirkerne i fællesskab en række anbefalinger til de europæiske kirker. En enig dansk delegation kunne helt og fuldt tilslutte sig disse anbefalinger, der henstillede til kirkerne, at de engagerer sig i miljøspørgsmål og søger at fremme en bæredygtig livsstil. Man henstillede også til, at Europas kirker inden for perioden mellem 1. september og 4. oktober går i forbøn for naturen og afholder gudstjenester med skaberværket som tema.
Allerede få dage efter kirkemødet i Sibiu begyndte man i Danmark at tage anbefalingerne til sig. Ved Københavns Domkirke valgte man at erstatte den traditionelle høstgudstjeneste med en gudstjeneste for skaberværket. Og til september i år kommer flere kirker sikkert til at følge domkirkens eksempel. Det vil nok især ske i byerne, hvor høstgudstjenesterne mange steder har mistet deres betydning, så man med fordel kan foretrække at holde en gudstjeneste for skaberværket.
For øjeblikket ser vi i folkekirken, at der i stigende grad arbejdes med gudstjenester med miljøet som tema. Vi ser også, at flere og flere kirkefolk erkender behovet for, at kirken ytrer sig i miljøspørgsmål.
Det sker blandt andet, fordi man ønsker at handle ud fra troen på Gud som verdens skaber. Og omend vi halter bagud i forhold til kirkerne i vore nabolande, tror jeg, at de danske kirker og menigheder med tiden vil blive meget grønnere. Det vil for eksempel være oplagt at tage ved lære af de nordiske kirker, der opfordrer menighederne til at blive "grønne menigheder". Derfor tror jeg, at vi i løbet af de kommende år kommer til at se, at flere og flere danske kirker og menighedsråd begynder at diskutere emner, der har relevans for miljøet. Eksempelvis kirkens varmeforbrug, energitjek, brug af genbrugspapir og afholdelse af gudstjenester for skaberværket.
Hvis folkekirken og frikirkerne i Danmark følger tendensen med at tage miljøet mere og mere alvorligt, kan de blive vigtige medspillere i forhold til de udfordringer, miljø- og klimaændringer stiller os over for.
Keld B. Hansen er sognepræst i Skeby og Østrup Sogne på Fyn