Auschwitz

I MORGEN ER det 63 år siden, soldater fra den Røde Hær befriede de ganske få overlevende fra nazisternes største og mest berygtede udryddelseslejr, Auschwitz. I de forudgående knap fem år var 1,1 million mennesker, langt overvejende jøder, blevet dræbt i lejren, der var et kompleks af barakbyer. Dødstallet fra denne ene udryddelseslejr oversteg amerikanernes og briternes samlede tab af menneskeliv i løbet af hele Anden Verdenskrig. Det er en konstatering, der sammen med så mange andre morbide data fra nazismens dødsfabrikker tydeliggør, hvorfor netop Auschwitz-erfaringen er blevet den universelle målestok for folkedrab. Den var ikke bare unik i omfang. Den var også enestående i gerningsmændenes metodiske, målbevidste udførelse af forbrydelsen. Hvis begrebet folkedrab skal bevare sin kraft som advarsel til nuværende og kommende generationer, er det vigtigt, at det ikke devalueres. Det er der tilløb til i en stadig hyppigere, ofte politisk kalkuleret brug af begrebet om myrderier i forskellige konflikt- og krigszoner. Drab, som er store forbrydelser, men som ikke hverken i omfang eller hensigt kvalificerer til betegnelsen folkemord. Eksempelvis er det betænkeligt, når de aktuelle uroligheder i Kenya af nogle parter allerede har fået sat folkemord-etiketten på. Vi skal altid være på vagt over for forbrydelser, der kan rumme tilløb til tilintetgørelse af hele folk. Men vi skal reservere begrebet for de rigtige tilfælde, så vores vagtsomhed ikke sløves. jd