Frihed eller enshed

Menighedsrådsmedlemmer og præster, biskop og provster har behov for at udveksle erfaringer og drøfte fælles tiltag. Den form for stiftstråd, der bygger på samtale, gøres der forsøg med i flere af landets stifter. Jeg er overbevist om, at det er vejen frem. Med et stiftsråd, der bygger på samtale og uden store kompetencer, kan vi sikre, at magten ikke glider fra sognet.

Kirkeligt Samfund har fremlagt et forslag til stiftsråd med store beføjelser. Stiftsrådet "afholder møder" med menighedsrådene to gange årligt. Herefter "beslutter" stiftsrådet, hvilke opgaver der skal løses på stiftsplan. Eksempelvis udfærdiges fælles retningslinjer for oprettelse og ændring af kirkefunktionærstillinger i stiftet. Det er et ekstra administrativt lag, som vil kræve mange ressourcer samt styring og kontrol – finansieret af menighedsrådene.

I dag er det således, at menighedsrådet har en sognefuldmagt. Det betyder, at menighedsrådet suverænt bestemmer over den driftsramme, som er tildelt. Der er råderum. Man kan vælge at prioritere aktiviteter eller løn, man kan forvalte efter sognets tarv og skøn. Man kan indgå samarbejder på tværs af sognegrænsen om aktiviteter og ansættelser af medarbejdere. Man har friheden. Men med et magtfuldt stiftsråd vil menighedsrådets råderum blive beskåret. Og videre ifølge Kirkeligt Samfunds forslag vil oprettelse og nedlæggelse af præstestillinger blive foretaget af stiftsrådet efter indstilling fra biskoppen. Men hvis menighedsrådet ikke er enig?

Jeg ønsker menighedsrådets sognefuldmagt styrket for at sikre frihed og engagement i det frivillige arbejde. Ved overvejelser om nedlæggelser og oprettelser af sognepræstestillinger må menighedsrådets stemme tælle med. I dag sker det ved drøftelse mellem biskop og menighedsråd, hvorved sognets ønsker høres. Men Kirkeligt Samfund ønsker ikke blot et magtfuldt stiftsråd, som undergraver "sognefuldmagten". Formanden er ligeledes åben for, "at vi udarbejder konkret bud på indholdet af en (…) kirkeforfatning" (Dansk Kirketidende 14. november 2007). Dermed skubbes der på for at løsne båndene mellem kirke og stat.

LIGE SIDEN Grundlovens vedtagelse i 1849 har der fra nogle få været ønsker om at få etableret en kirkeforfatning, en synode. Forslaget er gang på gang faldet. I stedet har Folketinget løbende lovgivet med stor nænsomhed. Erfaringer viser, at lokale eller regionale råd eller foreninger som regel udvikler sig til landsråd eller landsforeninger. Det er logisk. Når man repræsenterer en gruppe mennesker, er man forpligtet til at gøre gruppens synspunkter gældende på stærkest mulig måde, at få magt og kraft til at gennemtrumfe sine ideer over for andre grupperinger, over for politikere og over for Folketinget. Men et landskirkeråd, en kirkeforfatning eller en synode, der formelt på det kirkelige område repræsenterer op til 83 procent af den danske befolkning, hører ikke hjemme i denne sammenhæng.

Den kristne kirke må aldrig blive et magtorgan. Det ligger så langt, som det kan tænkes, fra de holdninger, som Jesus gav udtryk for, fra den kirke, som skal leve i kejserens verden, men hvis rige har et helt andet fundament. En evangelisk-luthersk kirke har det derfor godt, når den kan leve i ly af staten og ikke skal positionere sig.

En synode med et i hvert fald formelt stort folkeligt potentiale bag sig vil under alle omstændigheder komme til at udgøre en politisk magtfaktor, enten man ønsker det eller ej. Og den vil kunne gennemtvinge adskillige af sine kirkelige synspunkter. Men hver gang det sker, vil det enkelte menneskes frihed og det enkelte sogns selvbestemmelse blive anfægtet. Sognefuldmagten vil svinde ind. En synode vil efterhånden komme til at repræsentere de store kirkelige retninger, de frivillige kirkelige organisationer, aktive kristne fra nødhjælpsorganisationerne og de ansattes foreninger. Det kan blive vanskeligt for så mange mennesker med vidt forskellige holdninger at finde sammen til et kreativt arbejdsfællesskab. Konflikter kan opstå med en kraft, der kan brede sig ud og skabe splid i store dele af folkekirken.

Men lykkes det at skabe et fælles arbejdsgrundlag, så man i modsætning til, hvad der hidtil har været anset for acceptabelt, pludselig kan tale med én stemme, så "kirkens røst" kan lyde ind i alle sammenhænge, så vil der naturligvis fra synoden kunne gribes ind på alle folkekirkens områder. Der kan træffes beslutning om ansattes arbejdsområder, om præsternes samarbejdsformer og arbejdstider, måske også om præsters og organisters uddannelsesforhold med mere. Og synodens medlemmer vil ikke kunne afholde sig fra at tage også ikke-kirkelige samfundsforhold op til behandling.

I VORE NABOLANDE taler synoder om forurening, sociale forhold, krig og fred, flygtninge og indvandrere, – ja, endog om telefontakster og kvægsygdomme. Og det har været påfaldende, at der overalt er blevet politiseret og moraliseret. Og de, der ikke er enige, når "kirkens røst" taler, må indstille sig på at være kirkemedlemmer af anden klasse. En selvretfærdig, men efterhånden også amputeret kirke vil blive konsekvensen af den enfoldige drøm om landskirkerådet. Om den moralske og etiske aktivisme udtalte tidligere kirkeminister Bertel Haarder (V) engang i Deadline, da en debattør sagde, at kirken skulle ud på banen og give sin mening til kende i etiske spørgsmål og livsspørgsmål: "Hvis det sker, så melder jeg mig ud. Du kommer til at stå med en lille flok. Og så kan I lave etik og blive en politisk magtfaktor. Det vil vi andre ikke være med til."

For min største frygt er nok, at et kirkeråd, en synode, vil gøre mange danskere hjemløse i kirken. Der tales nok politik i medierne og i kommune, region og folketing, og hvis kirken også skal udtale sig, så begynder folkekirkens medlemstal at rasle ned. Vi kan let ved tilsyneladende små beslutninger i dag komme til at sætte en lavine i gang, som bliver svær at stoppe, når den først ruller.

Når man midt i de store planer, der gemmer sig bag synodetænkningen med al dens aktivisme, samfundsengagement, globaliseringsdrift, religionsdialog og socialindsats, en gang imellem ser så langt tilbage som til den lille, næsten oversete sognekirke og dens menighed, så bliver det svært at forstå, at det er den, det hele drejer sig om, og altid har gjort det.

Det er her, menigheden forsamler sig, her evangeliet forkyndes fra prædikestolen, ved dåben, ved nadveren, ved bryllupsglæden, og når opstandelsestroen bringer trøst til efterladte. Vi skal holde fast i sognekirken som det suveræne centrum for kristendommen i Danmark.

Steffen Ravn Jørgensen er domprovst i Helsingør Stift og en af de fem bispekandidater i Roskilde Stift, som alle skriver en kronik her i Kristeligt Dagblad