Tak til journalisten! Hvad næsten enhver forælder har haft som en umiddelbar følelse er nu dokumenteret. Vi har haft en ret stor pige på hospitalet. Hun var så stor (12 år) at hun ikke var bange, men sagde helt spontant da hun så et sådant væsen - hospitalklovnen - i det fjerne på engang: Nej, mor1 Lad os gå en anden vej.

Jeg er enig i at hospitalsklovne kan have den effekt at de kan virke skræmmende med al den munterhed og tju hej hvor det går.
Det er jo ikke så muntert indeni det syge barn eller i familien, derfor kan klovnen blive et angstprovokerende væsen eller en irritation. Ro og omsorg humor og glæde er naturligvis vigtigt men det må kunne formidles på andre måder end igennem en klovn.
Medmenneskelighed indre overskud og nærvær tror jeg umiddelbart er det bedste. Det er ikke nødvendigt at klæde sig ud som en klovn for at videregive kærlighed.
Nogengange er det nok bare at være stille og give trøst og et kærligt strøg på kinden. Venlig hilsen Marcussen

Hospitalsklovne er et symbol på døden, ligesom dødningemanden med leen og timeglasset i middelalderens billedkunst.

Stephen King har tjent kassen på at iscenesætte klovnen som monster i hovedværket 'It' eller 'Det onde'.

De fleste børn ved godt, at klovne er voksne, der er klædt ud - dvs. personer, som forestiller sig, foregiver at være noget andet end det, de er. Klovnen vil bare lege og få børnene til at grine, siger han, men det er en del af forestillingen - under sminken, næsen og parykken er det en voksen, som måske har frygtelige tilbøjeligheder.

Hvordan er den voksne under sminken? Måske venlig, måske truende - ingen kan vide det. Det uvisse, det hemmelige, det forløjede - oplagte udgangspunkter for en rædsel, der vil hjemsøge børns fantasi: Måske er der et dødningehoved under sminken, næsen og parykken ...måske er klovnens sminkede ansigtshud en del af masken...

Hej
Jeg synes, at vi skal stoppe "hetzen" mod de danske hospitalsklovne. Nogle børn er bange for Ronald Mcdonald andre for julemanden osv. osv. Til forskel for England er de danske hospitalsklovne veluddannde klovne med en terapeutisk/pædagogisk uddannelse også.
Jeg taler af erfaring efter 1½ måneds ophold på Gentofte Sygehus med min dengang 9-årige datter.
Så længe leve hospitalsklovnene - http://www.hospitalsklovnen.dk

jeg husker endnu mit første møde med en hospitalsklovn. jeg var vel 5 år eller deromkring. jeg var på hospitalet fordi jeg ved et uheld var blevet sparket i hovedet af en dreng der gyngede voldsomt på legepladsens gamle bildækgynge. jeg må være kommet for tæt på den gyngende dreng, hvad der præcist skete står stadigt uklart. jeg måtte sys med nogle få sting. i dag husker jeg kun legepladsen, de kliniske hospitalsafdelinger, blodet, nødhjælpsforbindingerne, al den kolde is man gav mig på hovedet ...og klovnen!!! Klovnen! han hjemsøger stadig mine feberdrømme, mine tilbagevendende mareridt.

jeg vågnede op i en hospitalsseng. jeg kaldte på min mor, en sygeplejerske kom og fortalte, at de havde ladet hende tage hjem for at få noget søvn, men at de nok skulle passe godt på mig. hun gav mig noget appelsinjuice, det havde en uventet bismag af plastic, men hun var sød og smilende. jeg syntes hun var pæn. hun aede mig på skulderen og sagde at jeg var en flink dreng. hun lugtede lidt af røg, men hun var pæn og yngre end min mor, sådan husker jeg hende i hvert fald i dag. jeg spurgte hende om hun ikke ville lægge sig ned under dynen til mig, men hun rystede bare på hovedet, smilede og sagde, at hun måtte videre, mens hun fandt en pakke cigaretter frem fra en lomme i kitlen. i døren vendte hun sig om, og spurgte om jeg ville have besøg af hendes ven. jeg troede at hun mente en anden sygeplejerske, så jeg nikkede ivrigt. jeg hørte at hun kaldte på nogen ude på gangen

og så kom klovnen ind til mig!! denne hospitalsklovn! hans store sko, hans grønne hår, røde næse, hvide hud og hans tænder!!!! åh, hans tænder! de var gulbrune af kaffe, rygning og kun Vorherre ved hvad! noget af læbestiften, håber jeg, var smittet af på hans tænder. den røde farve, hans tænder, læber, næse ...blod! blodet på legepladsen, blodet på bandagerne. det røde blod, de røde tænder.

han gik helt hen til mig, han sagde at han vidste hvem jeg var, at han ville tage sig af mig. hans stemme var hæs og hans ånde var rædselsfuld, som en rådden stank. hans rådne tænder! hans rådne, røde, brune tænder!! han rakte sin arm ud for at tage min hånd, han hviskede at jeg skulle være rolig, at han ikke spiste børn. mit hjerte galloperede afsted, jeg var rædselsslagen

jeg skreg da han rørte min hånd. jeg skreg og skreg og skreg. ikke ord, bare lyde, bare rædselsskrig. jeg lukkede øjnene hårdt i, skreg højere end jeg nogen sinde havde gjort før. jeg mærkede at han slap min hånd, alt blev stille. jeg ventede lidt og åbnede så øjnene. og dér stod han, hospitalsklovnen, for enden af min seng, med et lille barn i hænderne, som han åd og bed store stykker af. barnet var dødt, men der var blod over alt og klovnen stod og åd det lille, nøgne barn med sine røde tænder. blodet løb fra hans mund, ned over hans kostume, ned på min dyne, ned på gulvet. klovnen løftede hovedet og så på mig med røde øjne, hans øjne var røde! han åbnede munden på vildt gab, smed barneliget fra sig, og kastede sig ind over mig med den store, åbne mund og de røde, bloddrybbende tænder. han sprang op i sengen med sin store mund, som for at sluge mig helt!!

jeg husker ikke, hvad mere der skete. jeg må være besvimet. da jeg kom til mig selv igen stod folk i hvide kitler bøjet over mig. der var blod over alt i sengen. en af de hvide kitler talte til mig med en beroligende stemme, han sagde at mine sting var gået op, at jeg bare skulle være rolig, at alt var i orden nu, igen, at jeg straks skulle få noget beroligende. stigene var gået op, sagde de! klovnen var væk.

jeg spurgte rædselsslagen til klovnen, om han var gået, om de havde taget ham væk. de hvide kitler kiggede på hinanden, udvekslede blikke. en af dem sagde, at de ikke havde klovne på hospitalet. det havde de ikke haft i et par år, for han havde skræmt nogle børn. nogle forældre havde samlet underskrifter og fået ordningen afskaffet.

en sygeplejerske aede mig på skulderen og sagde, at der ikke var nogle klovne, så jeg skulle slet ikke være bange. det var ikke den samme sygeplejerske som før, hun var ikke så pæn, ikke så ung, ikke så smilende som hende den anden. de hvide kitler gik og overlod mig til sygeplejerskens overvågning. hun satte sig på en stol og læste i et dameblad. hun så op på mig og smilte lidt forlegen. der sad lidt læbestift på hendes fortænder.

Sikke mange forskellige reaktioner, måske vil det bare være individuelt hvordan børn reagerer på klovnen, og voksne med.
Personligt og efter alvorlig sygdom har jeg det sådan at klovnen ikke er noget for mig.