Ud med moralen! Og tilbage i kirken med den

Indrømmet: Jeg er blevet inspireret til de her små og få betragtninger af nogle fremragende udsendelser, der for tiden kører på DR 2. Midlertidigt forvist fra min faste klumme i nærværende avis og opfyldt af indestængt tv-anmeldertrang griber jeg begærligt lejligheden til at anbefale dem. "Uden skyld og skam" hedder de, og de handler alle om det at drikke. Eller, for nu at være mere præcis, de handler om den dårlige samvittighed, der følger med. Ikke fordi man har syndet mod anstændigheden eller en eller anden kristelig moral, men mod sit eget helbred og – ikke mindst – sit eget tjekkede og kontrollerede verdensherredømme i det små.

For sjovt nok har den skyld og skam, vi engang altid forbandt med kirke og kristendom, og som vi anså for at være noget alene for religiøse mørkemænd og særligt fromme naturer, nu slået sig på den individuelle livsstil.

Skammen kommer listende, og skylden nager, når vi ikke formår at leve op til alle projekterne: projekt perfekt krop, projekt velfungerende kernefamilie, projekt karriere eller projekt "jeg klarer ærterne". Moralen er blevet faderløs og er gået i anden tjeneste, og derfor er den blevet en tyran, en glædesdræber.

Bemeldte udsendelser plæderer naturligvis ikke for, at vi nu bare skal hælde øl i røret med let hjerte. Enhver med øjne i hovedet kan se, hvilke enorme skader og hvilken elendighed umådeholdent indtag af alkohol forårsager rundtomkring. Nej, hjemme i køkkenet hos udsendelsernes vært og tilrettelægger, Torben Steno, kredser den småsnalrede vært med sine ditto gæster om blandt andet dette såre væsentlige, at nu hvor skylden og skammen er flyttet ud af kirken, er de blevet nogle ubehagelige fætre, der kan slå sig ned de mest forskellige steder. I dette tilfælde på de sundheds- og renhedskrav, der efterhånden bestemmer så meget af vores adfærd med sundhedsministerium, rygerlove og hysteriske dopinglove til følge.

Men også – og det er værre – i trangen til selvkontrol og den permanent dårlige samvittighed, der aldrig lader sine ofre i fred. Stress og spiseforstyrrelser kalder vi livsstilssygdomme, men de kan i det lys også ses som moralske idealer i amokløb: For at være et ordentligt og vellykket menneske skal du kunne det hele på den halve tid, score kassen eller ligne en million. "En tom sjæl i et sundt legeme", som en af udsendelsernes medvirkende, præsten og politikeren Jesper Langballe, så rammende udtrykte det.

Og én ting er så selv at lide under det og snøre sit liv ind i det ene moralske korset efter det andet. Noget andet er, når du så ser en anden falde og fejle. Så er det, at du tilmåler andre den dom, du dømmer dig selv med. Mindst! I ugebladenes og avisernes standret er der ikke megen nåde at finde for en kendis, der hygger sig med kokkens datter, skaber sig åndssvag i Tivoli eller har lagt sig endnu et par centimeter ud over livremmen. Skyld og skam i løsdrift! Trangen til perfektion og pletfri vandel nedbryder menneskeliv og ødelægger karrierer.

Og hvad vedkommer de her synspunkter så den verserende bispevalgkamp i Roskilde Stift, sidder en og anden sikkert og spekulerer. Hvad har det her med stiftsråd og de små sogne og kirkelig børneundervisning at gøre? Og dertil kan jeg kun svare: ikke stort. Men nu benytter jeg mig altså af pladsen og lejligheden til en opfordring om, at vi sender skylden og skammen tilbage i den kirke, hvorfra de har revet sig løs. Ikke fordi kirken atter skal hente det protestantiske spanskrør frem af gemmerne, men fordi moralen først finder sin rette plads i lyset af det evangelium, der siger os, at vi trods alt er gode nok for Gud. Og at vi derfor, på enhver måde, er gode nok.

HER – FRA ALTER OG PRÆDIKESTOL – skal vi lytte til formaningerne, som ikke mindst apostlen Paulus fremsætter i sine breve, om mådehold, om hensyn, om at tjene næsten på forskellige måder. Men vi skal også høre, at disse formaninger alene lyder med Guds søns liv, død og opstandelse som klangbund. Det vil sige, at de ikke jagter os som et kobbel glubske ulve, men sender os i retning af den tilgivelse, det i kirken både begynder og slutter med.

"Du tog vor skyld og bar vor skam". Sådan fortæller vi i en salme Gud, at vi godt ved, men hele tiden skal huskes på. Og husker vi det, bliver vores gang på jorden lettere. Nådens solskin varmer og løser de muskler, der ellers var så opspændte. Den, der kun ved sig hjemme i sit eget, filtres hurtigt ind i alverdens krav og forventninger. Men hos Gud er han fri. Forfatteren og salmedigteren Jakob Knudsen bruger billedet af matrosen, der ikke kan løse de reb, han selv står i og tynger ned. Han må finde sit tyngdepunkt uden for dem for at få hænderne fri og knuden løst.

Og som Gud tilgiver, skal vi selv tilgive. Det hører vi også i kirken. Måske det gør os en smule mere solidariske med alle dem, der alligevel falder og snubler. Præcis som vi selv falder og snubler, så snart lejlighed gives. Samme skyld og skam, samme tilgivelse. Hvem er så vi, der skal pege fingre ad alt det ufuldstændige og ufuldkomne, vi har så let ved at få øje på hos de andre?

Jeg er ikke sikker på, at min oldefar og oldemor og deres store børneflok var specielt flittige kirkegængere, men de var omfattede af en folkekirkelig kultur og dermed en kristelig "baggrundsstråling", der havde hånd i hanke med både skylden og skammen. Der var måske så meget andet, de manglede, og som vi nyder i rigt mål. Ikke mindst en viden om, hvad man risikerer, når indtaget af både det ene og det andet går over gevind. Men takket være baggrundsstrålingen var de fri for den omkringfarende og herreløse livsstils-moralisme, der truer med at spolere ethvert fornøjet øjeblik, vi både venter, har og fik. De drak frimodigt deres bajer. Det tør jeg godt garantere for.

Så nu hvor samme baggrundsstråling er blevet svagere, og skammen og skylden og moralen går selv, så er der for så vidt ikke andet for, end at kirken kalder dem tilbage for at sætte dem på plads. Folkekirken som modkultur. Det er vel, hvad det handler om, nu hvor så meget i verden taler et helt andet sprog. Eller gudstjenesten som et fristed, hvor du henter gode råd, mod og styrke til at leve dit liv, som det er, frem for at ville noget helt, helt andet med det.

Og det skal siges, så det forstås. Det skal råbes fra tagene, for det giver ikke sig selv, som det gjorde på oldefars og oldemors tid. Og deri ligger en kæmpeudfordring for præster, for menigheder – og for landets bisper såmænd også.

Og så kom det jo alligevel til at handle om det valg.

Henrik Wigh-Poulsen er leder af Grundtvig-Akademiet, redaktør af Dansk Kirketidende og en af de fem bispekandidater i Roskilde Stift, som alle skriver en kronik her i Kristeligt Dagblad