Elektronisk sjælesorg for åben skærm

DET MÅ HAVE været en overraskelse for mange seere at opleve første afsnit af DR 2’s nye udsendelse ”Skriftestolen”. En ung mand, som led under eksistentiel tomhedsfølelse, et eksistentielt vakuum, sad umiddelbart efter sin fars død (natten op til at udsendelsen blev optaget) i fjernsynets skriftestol og fik serveret en lektie i præstens egen personlige opfattelse af, hvad man åbenbart skulle opfatte som ”kristen førstehjælp”.

Det chokerende var, at præsten helt bevidst ud fra et intellektuelt standpunkt opfordrede den unge mand til at give slip på sit ansvar for sit liv ud fra tesen om, at han kun burde tage ansvar for de situationer, han følte, han havde magt over. Derved ville meningsløsheden tage af, mente præsten.

Der var ikke tale om, at præsten på noget tidspunkt i udsendelsen forsøgte at indleve sig i den unge mands situation. Om den meget naturlige skyldfølelse over ikke at have besøgt sin far nok på dennes dødsleje mente præsten, at det skul-le den unge mand bestemt ikke tage ansvar for selv. Han skulle hellere se sig selv som et barn – spon-tant og umiddelbar – og så måtte han gerne blive gal på Vorherre over de meningsløse ting i tilværelsen.

Det er selvfølgelig en gammel kristen sandhed, at almagten hører Gud til og ikke enkeltmennesket. Men herfra og til at slutte, at den unge mand ikke burde se sit eget ansvar for sine egne handlinger op til sin fars død i øjnene, det falder uden for kristen tankegang og giver heller ikke psykologisk mening.

For det første: Hvor bliver tilgivelsen og nåden af i kristen betydning, hvis ikke der er et ansvar og en skyld? For det andet: Hvis ikke ansvaret for eget liv ses i øjnene, så bliver det hele de andres skyld og meningsløsheden og depressionen ligger lige for som en psykologisk konsekvens.

Stig Dankert Hjort,
psykoanalytiker og filosof,
medstifter af Kriseterapeutisk Center,
Vandkunsten 3, København