Debat om nordatlantiske mandater kan udløse ændring af Grundloven

De nordatlantiske stemmer har nogle gange fået god betaling for deres støtte til regeringen. Valget i 1971 var en gyser, hvor man i spænding ventede på, at grønlænderen Moses Olsen blev fundet et sted i Grønland, så man kunne høre, hvem han støttede. Olsen støttede en socialdemokratisk regering. Jens Otto Krag (S) fik udnævnt Knud Hertling som den første grønlænder til grønlandsminister. Valgresultatet fremmede den proces, der endte med Grønlands hjemmestyreordning i 1979.

I 1998 kunne Poul Nyrup Rasmussen (S) fortsætte som statsminister med støtte fra en udslagsgivende færing. Efterfølgende fik færingerne en lempelig ordning med afviklingen af gæld til Danmark og løsning af deres problemer med de lokale banker. Færingerne afholdt sig så fra at stemme om finansminister Mogens Lykketofts (S) pinsepakke. Heri så mange en uskøn sammenkædning af færøsk og dansk politik.

Men de nordatlantiske medlemmer øver i øvrigt ikke en stærk indflydelse i Folketinget på særdanske spørgsmål. Det skyldes to forhold. For det første har der især for Færøernes vedkommende ofte været en indbyrdes uenighed mellem de to valgte repræsentanter. Derfor kunne de lige så godt kunne enes om ikke at stemme, det gjorde ingen forskel. Men vigtigere er det, at de nordatlantiske medlemmer ofte selv har ønsket at være neutrale i forhold til indre danske anliggender. De er derfor for det meste meget passive. Men så kan man jo spørge, hvorfor de egentlig skal sidde i Folketinget uden at arbejde på linje med de øvrige medlemmer?

Det kan være, at deres pladser har en vigtig symbolsk betydning for Færøerne og Grønland. Til syvende og sidst er det kun færingerne og grønlænderne, der selv kan vurdere, hvor vigtig denne symbolik er.

Men i takt med at der bliver stadig færre fællesanliggender og stadig flere særanliggender for de tre rigsdele, vil spørgsmålstegnet ved de fire pladser i Folketinget vokse. Det er her, anledningen til at ændre Grundloven kunne komme ind.

Brede kredse er enige om, at to andre træk ved Danmarks grundlov burde ændres. For det første er den holdt i et gammeldags sprog, som ved en bogstavelig læsning kunne give indtryk af, at en stærk kongemagt styrer Danmark. Der står ikke engang, at Danmark er et demokrati.

For det andet er menneskerettighederne med den nu afdøde tidligere ombudsmand Lars Nordskov Nielsens ord ”magre”. De er ikke på højde med andre europæiske forfatninger og den europæiske menneskerettighedserklæring, som Danmark har tilsluttet sig.

Hvorfor har vi så ikke for længst fornyet Grundloven? Fordi en diskussion om Grundloven kunne udløse en flodbølge af helt andre krav og forslag på områder, hvor det uden tvivl ville være sværere at opnå enighed. Men endnu vigtigere er det, at Danmark måske har verdens mest besværlige regler for ændringer af grundlove. Derfor har ingen dansk regering hidtil orket at sætte sig i spidsen for en fornyelse. Alle tidligere ændringer af Grundloven har været skræmmende opslidende for de involverende politikere.

Grundloven bliver derfor først fornyet, når et eller andet tvinger os til det. Der er i al fald tre kandidater til at udløse grundlovsfornyelsen: Vort medlemskab af EU, forholdet mellem stat og kirke samt de nordatlantiske områders selvstyre eller eventuelle selvstændighed. Det kunne meget vel blive forholdet til Færøerne og Grønland, der om nogle år får Danmark til at modernisere en gammeldags grundlov.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.