Kirken skal være nærværende og forståelig

Hvordan kan du som biskop få flere til at gå i kirke om søndagen i dit stift?

– Jeg tror, man skal blive ved med at gøre det, man allerede gør, og forsøge sig med nye gudstjenesteformer, for eksempel på andre tidspunkter end søndag formiddag. Som biskop kan man være med til at sætte sådanne initiativer på dagsordenen i offentligheden. Noget af det vigtigste er at give folk en undskyldning for at komme i kirke. Det ser vi ved dåb og de andre kirkelige handlinger. Det er også lettere at tage fra familien søndag morgen, hvis man kan sige, at ”jeg har lovet at hjælpe med”, hvad enten det er med at synge i kor, læse bibeltekster eller lave kaffe. Mange vil egentlig gerne i kirke, men de mangler en undskyldning, og det må folkekirken så prøve at give dem. Jeg tror så også, at vi skal opgive søndagsgudstjenesten som den eneste kerneydelse, vi har i folkekirken. Nogle udfylder deres plads i kirken ved at sidde i menighedsråd, andre er medlemmer af spejderbevægelsen, korsangere eller studerer kalkmalerier i sommerferien. Alt det er godt, og vi skal ikke betragte søndagskirkegang som målet med alt det andet.

Hvordan vil du betegne dit kirkelige ståsted?

– Jeg tror, at jeg på det punkt ligger mere i forlængelse af den generation, som efterhånden bliver præster i dag: at det er meget få, der forstår sig selv inden for de traditionelle, kirkelige retninger. Man kan ikke blive teolog i Danmark i dag uden at være påvirket af Grundtvig, for det er så dyb en del af dansk, teologisk tradition. Men de kirkelige retninger er ikke længere markører for, om man er folkelig eller from. Jeg sætter stor pris på missionsbevægelsens glød og lidenskab for kirke, men også grundtvigianismens insisteren på det folkelige og folkekirken, og tidehvervsk teologi er blevet en del af min baggrund.

Hvad ser du som dine største udfordringer som biskop i Roskilde stift?

– Den kirkelige undervisning er meget vigtig. Derfor skal alle initiativer, der er med til at fremme den folkelige oplysning om kristendom, støttes, og der skal skabes så meget inspiration til initiativer som muligt. Interessen for kirken er der i befolkningen, men uvidenheden er kolossal. Vi kunne oprette tilbud til dåbsforældre, for mange forældre vil gerne vide noget om, hvad kristendom er, og hvordan man formidler det videre til sine børn. Hvordan beder man med børn, og hvad skal man synge med dem. I det hele taget skal vi fokusere meget på hjemmene og give dem nogle religionspædagogiske tilbud og redskaber. Hvis man ser mere internt på stiftet blandt præster og menighedsråd, så skal vi have noget mere ledelse på dagsordenen. Fokus på rammer, budgetter og strukturer skal til i det omfang, det tjener sagen. Det er meget vigtigere at formulere, hvad vi vil som kirke, men folkekirken er jo en beslutningstung organisation. Derfor vil jeg meget gerne være med til regelforenkling og gøre folkekirken i Roskilde Stift til en sjovere og mere spændende arbejdsplads.

Hvad kan du som biskop gøre for præsternes arbejdsmiljø? Er det en god idé med flere prædikenfrie søndage eller en femdages arbejdsuge?

– Det er på mange måder et aftaleområde og dermed en sag mellem Finansministeriet, Kirkeministeriet og Den Danske Præsteforening. Men det er vigtigt med ordentlig løn og ordentlige arbejdsvilkår. Jeg har arbejdet sammen med nordiske kolleger i Belgien, og i de lande har de uden de helt store problemer indført femdages-uge for præster. Jeg tror, sådan en ordning vil være nyttig også i Danmark. Arbejdsmiljøet skal på dagsordenen, så man i sognene faktisk får diskuteret personalepolitik og ansættelses- og samarbejdsvilkår.

Skal biskoppen være kendt i brede kredse i offentligheden og ikke kun i kirkelige kredse i folkekirken?

– Biskoppen har ikke mere ret til kameraet eller mikrofonen end nogen andre. Han har bare lettere ved at få den, og det vil være dumt ikke at bruge medierne, hvis man synes, at kirke og forkyndelse er vigtigt. Men det hører faktisk til biskoppens opgaver at sørge for, at andre personer i stiftet også får samme mulighed. Ved siden af de øvrige kompetencer som samarbejde og konfliktløsning, hører det også med, at der i stiftet er en kompetence, som hedder øget mediebevidsthed, som kan stilles til rådighed for provstier og sogne. Jeg mener ikke, folkekirken skal have en mening om Irakkrigen, men vi skal sætte kirken på dagsordenen.

Mener du, at der skal være et stiftsråd i Roskilde Stift?

– Jeg synes ikke udelukkende, at det er en god idé. Vi er bare nødt til at have et stiftsråd. For når man flytter penge, ressourcer og kompetencer til menighedsråd, provstier og ikke mindst stiftet, sådan som Kirkeministeriet for længst har sat i gang, så er man nødt til at have en demokratisk kontrol med stiftet. Ellers får biskoppen for meget magt. Risikoen ved stiftsrådet er, at man flytter dele af den kirkelige debat derhen, og at den så forsvinder i sognene. Jeg er bange for, at der bliver for meget afstand mellem sognene og stiftsrådet, og at det bliver et sted, hvor man træffer de upopulære beslutninger. Men jeg vil nødig leve med en enevældig biskop. Jeg er ikke imod en øget demokratisering af folkekirken, man skal bare være meget opmærksom på, hvordan man skruer kommissoriet sammen, så man ikke dræner sognet for interesse i forskellige problemstillinger, som stiftsrådet tager op.

Skal der ske noget med det nuværende kirke/stat-forhold?

– Den nuværende ordning er nyttig for staten. Den får løst nogle opgaver, den ellers selv skulle løse, nemlig begravelsesvæsen og civilregistrering, og den bliver forhåbentlig af kirken mindet om, at vi ikke kun har værdi gennem vores arbejde, bidrag til statskassen eller succes på arbejdsmarkedet, men at vi også alle har en helt enestående værdi som skabte i Guds billede med den værdighed og de opgaver, der følger af det. Det er også nyttigt for folkekirken, at vi fastholder vores helt grundlæggende fornemmelse af at være kirke for hele folket og ikke kun for dem, der har bonuspoint nok, den rigtige kulturelle bagage eller de rigtige meninger. Men det er da vigtigt at huske, at den nuværende ordning ikke er nogen selvfølge, og at der er både politiske og religiøse grupperinger, der ønsker den ændret, så det vil være klogt at øve sig lidt i at stå på egne ben. Det vil være noget helt andet at være ”fri” kirke på markedskræfter, men selvfølgelig kan vi også det.

Folkekirken har i disse år stadigt faldende medlemstal og stigende udgifter. Hvordan mener du, det kan hænge sammen i fremtiden?

– Det er hverken strukturer eller penge, der er folkekirkens problem. Problemet er næsten det omvendte, at det er strukturer og penge, vi altid fokuserer på i både intern og ekstern debat. Vi kan formodentlig spare, fælleskøbe og have en større omkostningsbevidsthed på nogle områder uden at slække på det afgørende. For vi skal tværtimod bruge endnu flere ressourcer på de levende sten.

vincents@kristeligt-dagblad.dk