Stiftsråd underminerer menighedsråd

TIRSDAG DEN 15. januar er der i Kristeligt Dagblad et interview med en af bispekandidaterne til den ledige bispestol i Roskilde, Henrik Wigh-Poulsen. Der er i dette interview en ting, der særligt springer i øjnene. Henrik Wigh-Poulsen bruger nemlig den gamle Venstremand I.C. Christensen som sin hjemmelsmand for synspunktet, at der skulle være brug for særlige kompetencepotente stiftsråd i folkekirken. Henrik Wigh-Poulsen uddyber dette nærmere ved at sige, at alternativet til magten placeret i stiftsråd er bispemagten.

Der er ganske meget, der her simpelthen ikke er rigtigt eller ikke giver nogen mening. For det første er det helt fejlagtigt at påstå, at stiftsråd skulle være i overensstemmelse med I.C. Christensens syn på folkekirken og demokratiets udformning heri. Da I.C. Christensen den 23. juni 1922 var med til vedtage den sidste af de ni kirkelove, der udgør grundlaget for den folkekirke, vi kender i dag, betragtede han det ikke kun som opfyldelsen af sit livsværk – et arbejde, der begyndte med systemskiftet i 1901. Han mente også, at der med disse love var skabt et grundlag for en selvstændiggørelse af kirken, hvis det skulle komme til det. Loven om folkets styrelse af kirken gennem menighedsrådene var hans hjertebarn. Kirken skulle styres så tæt på menigmand som muligt.

Hvordan Henrik Wigh-Poulsen kan få I.C. Christensens tanker og visioner til at rime med sit forslag om at flytte magten fra de folkenære menighedsråd til i det højeste et indirekte valgt stiftsråd, er mere end en gåde. Det fremgår med al tydelighed af forslaget fra Kirkeligt Samfund om stiftsråd, punkt 3 om stiftsrådets opgaver, at dette skal have kompetence til blandt andet at afgøre, hvilke opgaver og midler der skal bruges på lokalplan og hvilke, der skal udføres på stiftsplan.