Gratisaviserne har det svært. Det er godt
FRA VOR EGEN lille medieverden indløb der i går den opsigtsvækkende meddelelse, at gratisavisen Nyhedsavisen har store økonomiske problemer og afskediger en stor del af sin stab. Det sidste er ikke rart for de berørte, men det er godt nyt, at den ørkesløse krig på dagbladsmarkedet, som gratisaviserne indvarslede, nu går ind i en ny fase.
Logikken har indtil nu været, at den mediekoncern, der har den største pengekasse, vinder bladkrigen. Det har skønsmæssigt kostet de islandske finansbagmænd op mod en halv milliard kroner at sende den gratis avis på gaden indtil i dag. Men omkostningen har været langt større, for gratisaviskrigen har taget sin told af de betalte dagblades oplag, som falder med større hast end nogensinde. Avis er for mange danskere i dag et discountprodukt, man får smidt gratis i nakken. Gratisaviserne har således været med til at devaluere selve dagbladsbegrebet. Historisk set har dagblade haft en unik rolle som en af det demokratiske samfunds grundpiller. Det er her, der finder en kvalificeret og sammenhængende debat sted om politik, kultur, religion og andre samfundsforhold. Uden dagbladene som folkeligt mødested, ingen kvalificeret samfundsdebat. Hverken tv, internet eller gratisaviser kan overtage den rolle.
Det siger noget om vanviddet i mediekrigen, at Nyhedsavisen lod massefyringen følge af en pressemeddelelse, hvori det hedder, at ”Nyhedsavisens enorme potentiale er ved at folde sig ud for alvor.” Det vækker mindelser om Anden Verdenskrig, hvor en tysk avis omtalte nederlaget i Ørkenkrigen med overskriften ”Rommel trækker sig sejrrigt tilbage.”
bjer