Steffen Ravn Jørgensen |
1. februar 2008
BISPEVALG: Det er ærligt at gå ind for et magtfuldt stiftsråd, men så skal man stå ved sine synspunkter
DET HAR VÆRET interessant at følge Henrik Wigh-Poulsens udmeldinger i bispevalget i Roskilde Stift. Det har været under devisen ”to skridt frem og et tilbage”.
Først var det de små sogne, som skulle lukkes. Det brød de små sogne sig ikke om. Så ændrede Wigh-Poulsen holdning.
Henrik Wigh-Poulsen har argumenteret for, at der skulle etableres magtfulde stiftsråd i Roskilde Stift. Det var vejen frem. Derfor bliver man lidt forvirret, når Henrik Wigh-Poulsen den 31. januar om synoder skriver, at ”det ikke er den slags ideologiske fantasier, der interesserer mig”.
På et møde i Vallekilde den 8. januar fremdrog jeg Grundtvigsk Forums forslag til stiftsråd og sagde, at konsekvenserne kunne blive et landskirkeråd. Jeg nævnte, at formanden for Grundtvigsk Forum fandt, at tiden var inde til, at der blev taget initiativ til, at der blev lavet en kirkeforfatning. Henrik Wigh-Poulsen bakkede på mødet fuldt op om dette forslag. Som blev betegnet som fremadrettet. Henrik Wigh-Poulsen så gerne et stiftsråd med magt, og at man fik en vedtægt for en kirkeforfatning, en synode.
Forvirringen bliver ikke mindre, når Henrik Wigh-Poulsen skriver, at han ikke har argumenteret for Grundtvigsk Forums model til stiftsråd. Det fremgik ellers ganske tydeligt. Sognepræst Helge Baden Nielsen, som er kampagneleder for Henrik Wigh-Poulsen, har i den grad skoset mig for at lægge afstand til samme forslag. Mon hans vrede nu også bredes til Henrik Wigh-Poulsen?
PÅ MIN HJEMMESIDE har jeg under hele valgkampen lagt frem, at jeg ønsker et stiftsråd i form af et samtaleforum. Henrik Wigh-Poulsen skriver i sit indlæg, at jeg har ændret holdning til stiftsråd, og at jeg i ”min kronik pludselig plæderer for stiftsråd, der bygger på samtale”. Rent sludder. Tværtimod har jeg på min hjemmeside under hele valgkampen anført om stiftsråd:
”Der gøres forsøg med stiftsråd med tanke for at styrke dialogen mellem stiftsøvrighed, provstier og menighedsråd. Desuden åbnes for varetagelse af forvaltningen af stiftsmidler og fastsættelse af menighedsrådenes bidrag til finansiering af kirkelige aktiviteter i stiftet.
På stiftsplan er det nyttigt med et forum til drøftelse af fælles anliggender, som formidling, undervisning, kirkemusik. Desuden kan stiftsrådet eventuelt yde bistand og rådgivning for menighedsråd i personaleforhold og byggesager.
Stiftsrådets kompetencer skal defineres, således at indflydelsen og motivationen ikke tages fra de enkelte menighedsråd og provstiudvalg”.
Det er ærligt at gå ind for et magtfuldt stiftsråd, men så skal man stå ved sine synspunkter.
Steffen Ravn Jørgensen er domprovst i Helsingør Stift og bispekandidat i Roskilde Stift