Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen En enkelt note fra Lanzarote til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En enkelt note fra Lanzarote

La Santa Sport fejrer i denne tid 25 års jubilæum og stifteren, Eilif Krogager fra Tjæreborg, har fået sin egen avenue –

Kommenter Hold mig opdateret

Man behøves ikke være sportsinteresseret for at blive bjergtaget af lavaøen Lanzarote. Johannes Møllehave skriver fra Lanzarote

Der er steder i verden, som man er solgt til første gang, man rejser derhen. Sådan har jeg det med Island. Engang Island, altid Island.

Der er andre steder, man kommer skævt ind på første gang. Sådan gik det mig med Lanzarote.

Jeg var her for mange år siden på La Santa Sport, men da jeg ikke spiller badminton, tennis, squash, basketball eller volleyball, var det ikke lige mig. Da jeg ikke spiller golf eller minigolf, da jeg ikke dykker, ror kajak eller bokser, var det ikke lige mig. Men nu har jeg boet hele januar på La Santa og skylder både Lanzarote og La Santa en undskyldning. Den kommer her.

Det viser sig, at Lanzarote alligevel lige er mig. Lanzarote er en lavaø på størrelse med Anholt. Den hører til Kanarieøerne ligesom Tenerife, Gran Canaria og Fuerteventura. Lanzarote har 150.000 indbyggere og 70.000 hotelsenge. Klimaet er en gave. Lanzarote ligger lige ud for Afrika, nærmere betegnet lige ud for Sahara.

Annonce
Vi ser fra vores altan over på tre øer. De to af dem ligner kæmpeskildpadder. Jeg kender dem fra det tidlige morgenlys og fra solnedgangen. De er der, selvfølgelig, hvordan skulle de forsvinde? Men så vågner vi en morgen, og pist er de væk som en kanin, der trylles usynlig. Forklaringen er Sahara. Når vinden kommer fra Sahara, fyger der så meget af Saharas sand med, at det lægger sig som et fint hvidt lag over borde og stole, endda over vinduesglas og brilleglas. Men endvidere er der så meget sand med vinden fra Sahara, at luften bærer et sandslør med sig, som skjuler skildpaddebjergene lige ud for os. Det er forklaringen på den meteorologiske tryllekunst. Så snart vinden kommer fra en anden retning, ligger bjergene der igen, hvor de skal ligge.

Netop nu i 2008 fejrer La Santa 25-års jubilæum. Ejlif Krogager har fået sin egen avenue hernede. Det er lidt svært for spanierne at udtale navnet Krogager. Men for os andre er det vemodigt at tænke på, at han ikke nåede at se, at hans stædige tro på at La Santa engang ville blive stedet, var rigtig.

Han døde i 1992. Jeg lærte ham at kende, fordi min moster ,som talte spansk – hun havde boet en årrække i Argentina – var en af hans første tolke. Hvor har jeg tit siddet i Ejlif og Gorma Krogagers køkken i Tjæreborg præstegård, hvor gode samtaler udspandt sig, før der var noget, der hed samtalekøkkener. Et kæmpemæssigt verdenskort på køkkenvæggen var det eneste vidnesbyrd om Krogagers globale interesser.

Mens jeg var præst i Vridsløse Statsfængsel, foreslog Ejlif Krogager, at fanger efter løsladelsen kunne rejse med en af hans busser eller fly sydpå, så de kunne få en kulør, der ikke røbede, at de havde siddet indespærret i skyggen. Utallige indsatte hjalp han på den gavmilde måde, før de mødte op på en arbejdsplads. Han havde købt La Santa – et kæmpemæssigt hotel med 1000 sengepladser, opført af La Santas lokale banks byggefirma.

Da den første og anden oliekrise i 1970’erne betød økonomisk nedtur, undlod Krogager at bruge hotellet. Det var den verdensberømte danske cykelrytter Willy Bechmann, der kom på idéen med at skabe sportscenteret La Santa Sport. Krogager selv var ikke sportsmand, skønt der findes et billede af ham på en træningscykel fra en af de få gange, han besøgte stedet. Jeg husker, at Krogager kort før sin død fortalte mig, at han havde en gæld på 40-50 millioner kroner på La Santa. Resten af Tjæreborgs besiddelser var solgt til Janni Spies. Men Krogager var sikker på, at der ville komme opgangstider for La Santa. Der er sket en del siden 1960’erne, hvor det hed ”Gør gode tider bedre”, til 1990’ernes pointering af livskvalitet (”Det var godt, vi fik det bedre – men det var bedre, vi fik det godt”, skrev Villy Sørensen.) Og det er netop den trend i tiden med en sund sjæl i et sundt legeme, der har gjort La Santa til et attråværdigt rejsemål.

En dag sad vi og spiste vi frokost med en cykelrytter, som fortalte, at han havde kørt 15.000 kilometer tværs gennem Australien på 80 dage – altså 180 kilometer pr. dag – for resten sammen med Willy Bechmann, som foreslog, at La Santa skulle være et sportscenter. De var kommet i Guinness Rekordbog. Manden, der fortalte mig det, hedder Jørgen Emil Hansen. Han er optiker i Hillerød og fortalte også om den cykeltur til Paris, han havde arrangeret for at skaffe penge til kræftramte unge – det indbragte en halv million kroner gennem sponsorer. Jeg bliver paf, når jeg hører om sådanne tiltag.

Jeg har ingen forestilling om, at jeg kunne cykle til Paris, selvom det indbragte penge til et godt formål. Men jeg hørte om et par gæster på La Santa, som, efter at de begge var fyldt 74 år, var begyndt at lade sig undervise i windsurfing. Man kan stadig få nye forbilleder. På vore daglige lange gåture står vi ofte stille for at imponeres af de talrige surfere – de fleste dog langt under pensionsalderen. De ligger og venter på de tårnhøje bølger, som de legende let kommer op på toppen af i drabelig fart og rider sidelæns nedad.

Hvem der dog var på bølgelængde med dem!

For i år har jeg opbrugt

min heldige kvote

På Lanzarote.

Og næste år

vil jeg også anta’

Vi tager til La Santa.

PS: Ved siden af sportskomplekset forberedes i øjeblikket et kæmpestort hotel udarbejdet af Henning Larsens Tegnestue.

kultur@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​