En weekend i Mugabes land

Invitationen til denne søndag lød på øl og grillet kød, men i løbet af de seneste par dage er kød pludselig forsvundet fra butikkerne. Årsagen er, at Mugabes regering har tvunget detailhandlen til at halvere priserne på alle varer uden undtagelse.

Prishalveringen bliver gennemført med hjælp fra politiet. Dét træk har skabt gabende tomme hylder i butikkerne. Væk er kød, mel, sukker og mange andre varer i det land, som i 1980’erne blev kaldt Afrikas brødkurv. Virksomhederne lukker deres produktion. De kan ikke leve af at sælge deres varer med tab.

Sådan er det i Zimbabwe i dag. ”If you snooze, you lose”, siger Munya med et skævt smil. (Hvis du sover i timen, taber du). Men hvis du er vågen, kan du til gengæld også stadig få det meste. Det vil sige, det meste på det hastigt voksende sorte marked. Munya har lige købt et parti modermælkserstatning, som han kan sælge videre med avance til kvinderne på kontoret. Det er med til at sikre hans families basale behov.

Over et par øl i haven kredser samtalen om landet og lederen Mugabe. Vi fortæller om de forskellige vinkler på præsidentens misrøgt af landet, vi kan læse i danske og engelske aviser. Til det siger Arnold alvorligt:

– Mugabe er den bedst uddannede leder i Afrika. Og han er bedre uddannet end mange vestlige ledere.

Det er velkendt, at Mugabe har flere akademiske uddannelser. Blandt andet opnåede han ikke mindre end tre universitetsgrader pr. korrespondance i de 10 år, han sad fængslet under det hvide styre i det daværende Rhodesia. Rygter siger, at han selv har pralet af en grad yderligere, en grad i voldsudøvelse.

– Der ingen grund til at tro, at Mugabe ikke præcis ved, hvad han gør. Og der er stadig grund til at have respekt for præsident Mugabe, mener Arnold.

Vi undrer os, spørger ind, og holder fast i vores lokale Zambesi-øl. Hvor kommer respekten fra?

I stedet for at stå omkring grillen står vi op ad Munyas gamle lyseblå Nissan. Den har, som landet, set bedre dage. Men den kører stadig.

– Okay, situationen i Zimbabwe er dårlig, det kan jeg ikke nægte. Men han (Mugabe) har gjort meget for landet, siger Arnold bestemt.

– I fra Vesten kan kalde Mugabe en diktator. I kan kalde ham hvad som helst, men man kan ikke tage det fra ham, som han har gjort for landet, fastslår han.

Ifølge Munya og Arnold må man respektere Mugabe for, at han gennem 1980’erne gjorde Zimbabwes uddannelsessystem og sundhedsvæsen til Afrikas bedste.

– Vi er den bedst uddannede befolkning i Afrika, pointerer Munya.

Dog lever de fleste veluddannede i dag uden for landets grænser.

Respekten kommer også fra kampen, Mugabe ledte mod det hvide apartheidstyre i Zimbabwe før 1980. Som Munya forklarer os, er præsidenten en af frihedskampens fædre. Og derfor er han stadig en helt i store dele af befolkningen. Spøgelset fra frihedskampen går igen mange gange i løbet af vores diskussion i haven i Harare.

Den nuværende krise i Zimbabwe begynder for alvor i 2000, da Mugabe taber et valg om forfatningsændringer. Mugabe accepterer ikke resultatet. Han sætter gang i en massiv politisk undertrykkelse af sine modstandere i oppositionspartiet Movement for Democratic Change (Bevægelsen for Demokratisk Forandring). Han starter også den berygtede jordreform med voldelige besættelser af hvide farmeres jord. En reform, der giver genlyd helt til London i dag.

Jordreformen, som blev ført ud i livet af partitro krigsveteraner, var i lang tid i fokus i de vestlige medier. Arnold og Munya er enige i, at fordelingen af jord i Zimbabwe har været et betændt problem, siden landet fik selvstændighed. Deres holdning er derfor klar. Målet med jordreformen var rigtigt, men måden, den blev gennemført på, var forkert.

Mugabe har siden fremstillet sin politik som et fortsat opgør med kolonitiden og England. Han er gået så langt som til at erklære, at hans modstander i sidste valgkamp var Tony Blair og ikke oppositionslederen Morgan Tsvangirai. Arnold ler, da vi fortæller ham om den anekdote. Den del af regeringens propaganda er han langtfra enig i. Men der er til gengæld dele af landets historie, man må kende for at forstå situationen i dag, pointerer han.

Den politiske arv i det sydlige Afrika er særlig vanskelig.

– Fordi du her har en række ubalancer fra kolonitiden, hvilket blandt andet medfører, at de hvide stadig har den økonomiske magt, siger Arnold og gør sig umage med at forklare det:

– Det kan godt ske, at vi i det sydlige Afrika har den politiske magt, men se på situationen i Sydafrika, er de sorte økonomisk stærke der? Nej.

Det er i dét grå lys, man ifølge Arnold må opfatte jordreformen. Selvom han ikke kan se det, der sker i landet, som en forlængelse af befrielseskampen, kan landets historie alligevel godt skabe forståelse for nogle af Mugabes politiske tiltag, som fra et vestligt synspunkt kan virke hovedløse. Det gør det nemmere at leve i Zimbabwe, og med Mugabe.

Hvis de unge zimbabwere kan føle den triste arv fra kolonitiden som en fodlænke, er Mugabe til gengæld et forbillede, når det handler om at slippe meningerne fri:

– Han er den eneste leder i verden, der har mod til at sige til Vesten og englænderne, at de kan gå ad helvede til, slår Munya fast.

For Munya og Arnold er Vesten ikke nogen moralsk ledestjerne, når det handler om demokrati. De tror ikke på, at hjælpen til at redde dem og landet ud af krisen skal komme fra Vesten. Vesten skal egentlig helst holde sig væk. På det punkt er de enige med deres præsident.

De kølige antivestlige vinde blæser helt ude i forstæderne. Men heller ikke mod syd er der lysere udsigter. Munya og Arnold ser ikke deres fremtid ligge i Sydafrika, selvom tusinder af deres landsmænd flygter dertil hver uge. Og de vil endda sagtens kunne få job i Sydafrika. Som it- teknikere er det ikke svært at få et nyt job i en globaliseret verden. Men for Arnold skræmmer volden i Sydafrika mere end Mugabe.

– Zimbabwe er trods alt sikkert. Sker der et mord her, skaber det overskrifter i aviserne. Turist fundet død i Harare! Det vil være en tophistorie i Zimbabwe. Det tror jeg ikke, at det vil i Sydafrika.Jeg vil være bange for at rejse til Sydafrika, siger han.

Både Arnold og Munya er overbevist om, at Zimbabwe har en lys fremtid. Godt nok er butikkerne og folks lommer ved at være tomme, men ved fælles hjælp kan de stadig mønstre troen på, at udviklingen nok snart skal vende.

– Den fred og stabilitet, der er i Zimbabwe på trods af den økonomiske krise, er her, fordi folk er uddannede og rationelle. Hvad får du ud af at tage en pistol og begynde at skyde det hele i stykker? Intet, konkluderer Arnold som noget af det sidste, den weekend i Harare.

Voldelig opstand løser ingenting i Afrika. Så er det bedre at blive i forstaden og vente på, at uvejret driver over, er holdningen.

Det er blevet sent på aftenen. Vi tager afsked og tager ind mod centrum af den mørklagte by.

Tidligt næste morgen kommer Munya forbi for at sige farvel, inden vi rejser ud af Zimbabwe.

Hans gamle lyseblå Nissan hænger mere i affjedringen end normalt. Han er utålmodig for at komme af sted igen. Han har en nyslagtet ko til en værdi af 10 millioner Zimbabwe-dollar i bagagerummet, og den har det ikke godt i varmen. Munya vil selv få det dårligt, hvis kødet begynder at dryppe og afslører hans bytte. Møder han politiet, vil de sikkert hurtigt tvinge ham til at sælge kødet. Til den halve pris.

Munyas bud er, at Zimbabwe vil være ”normalt” igen, tre år efter at Mugabe er væk. Og ingen lever jo evigt.

– Selvfølgelig kommer der en dag, hvor tingene ændrer sig, og det begynder at gå godt. Jeg vil elske at være her den dag, siger han.

Det er én god grund til at blive i landet.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Mikkel Nedergaard og Anders Ølsgaard besøgte senest Zimbabwe i efteråret 2007. De har begge arbejdet i Zimbabwe fra 1999 til 2000. Mikkel Nedergaard er udviklingsgeograf og p.t. bosat i Kampala i Uganda. Anders Ølsgaard er filosof og underviser på Aarhus Katedralskole. De har sammen lavet radiodokumentaren ”Exit Zimbabwe”.