Folkekirkens arbejdsmiljø vandt i bispedyst

NYHEDSANALYSE

Da Kristeligt Dagblad før jul spurgte 363 præster om, hvad der er den største udfordring for landets biskopper, var svaret klart: Det var og er arbejdsmiljøet i folkekirken. Resultatet af første runde af bispevalget i Roskilde Stift peger i samme retning. De to kandidater, som nu er gået videre, har begge haft trivslen blandt stiftets ansatte som højt prioriterede emner i valgkampen.

Provst Peter Fisher-Møller har konkret lovet flere prædikenfrie søndage til gavn for stiftets præster. Leder af Grundtvig-Akademiet Henrik Wigh-Poulsen har lovet at gå nye veje for at skabe større arbejdsglæde i stiftet. Begge kandidater har desuden lovet at kæmpe for at få flere præstestillinger til stiftet for at skabe en mere retfærdig arbejdsfordeling generelt i folkekirken. Hertil kommer, at de to to grundtvigianske sindede herrer under hele valgkampen har placeret sig centralt på den teologiske midtbane, hvor rummelighed, bredde, dialog og tillidsfuldt samarbejde uden brug af alt for dramatiske virkemidler er velklingende nøgleord.

Det samme forsøgte Per Melhof, men det lykkedes ham aldrig fra sin udpost i Bruxelles at få sine lokale støtter og stillere i stiftet til at arbejde ordenligt for sig og tale hans sag i de kirkelige debatter om valget. Derfor står han også nu som valgets store taber.

Taber i mere end en forstand er også domprovst Steffen Ravn Jørgensen. Som den eneste af de fem kandidater havde han konkret erfaring med at arbejde i bisperollen som vikar i Helsingør Stift. Men det lykkedes ham formentlig aldrig at slippe af med mistanken blandt vælgerne om, at han nærede sympatier for Tidehverv og Dansk Folkeparti. Han fik ikke overbevisende forsvaret sig over for anklager om at have taget lidt for stor en del af æren for Helsingør Stifts meget roste skole-kirke-samarbejde. Og samtidig viste hans store satsning i valgkampen på at gøre stiftsråd til det helt centrale emne sig som et flop.