Diakonien har brug for officiel støtte

Lige siden de tidligste kristne samlede sig omkring Jesu forkyndelse og skabte de første menighedsstrukturer, har diakonien været at finde i omegnen af den kristne kirke.

Diakoni betyder "tjeneste" og betegner i Det Nye Testamente, at et menneske er taget i tjeneste af Gud til brug i for eksempel forkyndelse og undervisning.

I en dansk kontekst, med hvad det indebærer af påvirkning fra samfund, kultur og kirkelig tradition, forstås diakonien oftest som den tjeneste, der udvises, når et medmenneske i nød får hjælp. Og den hjemlige kirkelige diakoni forstår det da også, der hvor den findes, som sin opgave at afhjælpe menneskelig nød og fastholde kirken på sammenhæng mellem ord og handling.

Diakoniens fokus er således medmennesket, og den har derfor mange forskellige udtryk, men deres udgangspunkter er almindeligvis samlet omkring, hvad man kunne kalde "diakoniens treenighed": skabelsen, Kristus og kirken. Det er grundforståelsen af, at ethvert menneske er skabt i den samme Guds billede og som sådan har fuldgyldigt værd, der sætter diakonien i gang. Det er Kristusfortællingen, der er forbilledet, og det er kirken, der som tjenende fællesskab forsøger at operationalisere ordet.

De bibelske referencer er således tydelige og mange – og alene derudfra kunne man godt forvente, at diakonien havde en langt højere placering på den officielle folkekirkelige dagsorden, end tilfældet er. Men det har den altså ikke! Har diakonien spillet nogen egentlig rolle i den aktuelle bispevalgkamp i Roskilde Stift? Har de overståede budgetforhandlinger i menighedsrådsregi afstedkommet væsentlige økonomiske prioriteringer til fordel for det diakonale arbejde? Har provsti- og stiftsudvalg gjort diakonien til indsatsområde og sat tid af til arbejdet hermed?

Er det småt med de konkrete resultater, så er den kirkelige festtalekultur til gengæld rig på pæne ord om diakoniens nødvendighed. Men det rækker ikke længere!

Danmark er nok et lykkeligt land at være lykkelig i – men også et ulykkeligt land at være ulykkelig i! Vores velsmurte samfundsmaskine efterlader flere og flere medmennesker alene tilbage på omstillingsparathedens, globaliseringens og hurtighedens overdrev. Den stigende polarisering, de mange brudte relationer og det hurtigt voksende antal hjemløse tegner konturerne af et udfordret samfund, hvor der er brug for, at det grundsyn, som diakonien er rundet af, bliver bragt i spil igen og igen. Her er festtaler ikke nok – her skal ærmerne også smøges op!

Men måske er der lys forude. De seneste kirkeministerielle betænkninger fastslår, at folkekirkens vigtigste områder er: forkyndelse, undervisning, mission og diakoni. Det, vi et eller andet sted altid godt har vidst, står nu også på kirkeministerielt papir, og bolden er således givet op til diakoniens tredje halvleg. Det officielle kirkedanmark og de private, diakonale organisationer må i fælles samtale om diakoniens indhold og fremtidige struktur.