Hvad skal vi egentlig med biskopper?

For den danske kirkes reformatorer blev det vigtigt at få afmytologiseret denne bispedyrkelse. Kirken er, hvor evangeliet forkyndes, sagde man nu. Men selvfølgelig skulle kirken forvaltes, og til det måtte den selvfølgelig have sine kontorchefer eller departementschefer. De danske reformatorer afskaffede derfor bispetitlen og erstattede den med benævnelsen superintendent – et ord, der for så vidt betydningsmæssigt ligger tæt på ordet biskop, men uden dettes religiøse belastning.

SENERE SNEG ORDET biskop sig igen ind i den gejstlige titulatur, men fordums magt blev aldrig nået igen. Ja, i takt med folkekirkens udbygning siden Grundloven af 1849 er biskoppens reelle betydning stadig mere beskåret. Menighedsråd og provstiudvalg er de organer, som styrer folkekirkens daglige liv. De har pengene, og de kender hverdagen, så selvfølgelig ligger magten og ansvaret der. Så er præsterne frie til at gøre det, de er indsat til. På eget ansvar at forkynde evangeliet.

Men i takt med bispeembedets magtmæssige deroute stikker bispemytologien atter sit ansigt frem. Omend i ny forklædning. Ligesom universitetet ikke mere er i stand til at præstere selvstændig tænkning over sit væsen, således er det også i folkekirken. Disse hæderkronede institutioner kan ikke mere se, hvad de selv er, de må derfor lede efter noget, de kan ligne. Og de har fundet svaret: Erhvervslivet! Også i folkekirken er Kolind-kuren gået i selvsving.

I grundtvigske kredse har man altid tidligere været stolte af at sammenligne bispen med en kontorchef. Biskoppen som en slags mellemleder. Nemlig en forvalter mellem folkelighedens to repræsentanter: Menighedsråd/provstiudvalg og minister/folketing. I den aktuelle bispevalgkamp om Roskilde Stift præsenteres alle fem kandidater som grundtvigianere. Allerede det kunne jo godt producere en mistanke om, at der bliver manipuleret med sproget. Og hvor megen svamp, der er gået i sprog og ideer, kommer forunderligt nok tydeligst til udtryk i en højstemt anbefalingsskrivelse for den kandidat, der vel må kaldes super- eller guldgrundtvigianeren blandt de fem. Her lader et par yngre præster på Holbæk-egnen bispemytologien vokse ovenud af bispehuen: ”Biskoppen skal have visionerne, og sognene med præster og menighedsråd fører disse ud i praksis”. Måske har disse præster blot fået Kolinditis, men for os lidt ældre melder der sig i baghovedet unægtelig nogle af fortidens værste slagord: Befal, vi følger! Det er den slags sprog, den tyske filolog Victor Klemperer kalder ”førersprog”. Det er kommet på mode igen, nu camoufleret som ledelsesideologi. Jo, kirkens problem med historie- og traditionstab er ikke bare et spørgsmål om bibelhistorie og salmevers. Der er, ses det, mere truende ting på færde.

NÅ, MÅSKE ER DET at tage alt for tungt på tidens letsind. For folkekirkens forgabelse i ledelsesideologi manifesterer sig unægtelig mest i det latterlige. Igen har den gode jyske by Viborg været centrum for et komisk scenarium. Tilsyneladende nærmest skræmt til døde af dagbladet Politikens oppustede folkekirkechikane om det forfærdelige i, at nogle få mandlige præster ikke ville give hånd til kvindelige præster, lod Viborgbispen sit alvorstunge ansigt tone frem på tv og annoncere, at han på en nøjere fastsat, bestemt dag og et bestemt klokkeslæt ville tilkendegive sin biskoppelige mening om dette væsentlige spørgsmål. Det var ligesom, når selveste Højesteret tilkendegiver, hvornår dommen i en vigtig sag afsiges. Og nej, hvor vi jævne kristne – og verdenspressen – ventede i åndeløs spænding. Og så kom det – ex cathedra: ”Thi kendes for ret: Du skal række din højre hånd frem, også til kvinder!” Jeg har, selvom jeg er gift med en provst, siden haft stærk medfølelse med de stakkels mandlige præster, der skulle tvinges til at føre så megen pompøs vision ud i praksis.

Og nu er det måske nok til at bære, at biskoppen kan bestemme, hvor man skal have sine hænder under en kultisk handling, som han selv leder, men hvor langt skal man i øvrigt føle sig forpligtet til at føre biskoppens visioner ud i praksis? Viborgbiskoppen havde jo også på et tidspunkt en kristelig vision om, at Irak-krigen er ukristelig. Og selvom de med denne vision forbundne udgifter åbenbart blev betalt af stiftet, kan man måske nok spørge, om man som kristen i Viborg Stift er forpligtet på denne vision?

Da Lundehussagen for snart en menneskealder siden var på sit højeste, positionerede Københavns daværende biskop sig en del over for kirkeministeren. Der blev talt med store bogstaver om, hvad der var biskoppens, og hvad der var kirkeministerens. Om dette spørgsmål kan der unægtelig siges meget vedrørende vores folkekirke. Og det blev der da også. Men tilbage i min erindring står endnu stærkt daværende Roskildebiskop Bertil Wibergs rolige, besindige og ædruelige ord: ”Man skal vel også passe på, at vi ikke havner i en bispekirke!” Sådan talte en ægte grundtvigianer.

Biskopper har vi, og biskopper skal vi have. Hvad vi derimod nødigt skal have, er bispedyrkelse og bispemytologi. Alle de højstemte bispevisioner bidrager nemlig kun til at få folkekirkens fodfolk til at glemme deres ansvar. Tonen i bispevalgkampagnen har efterhånden nået en skingerhed, der er lige ved at foregøgle Kristi genkomst, hvis den rette mand kommer på bispetronen. Men den ene biskop efter den anden går faktisk af, uden at det er sket.

Vi begyndte i revygenren, så lad os slutte samme sted. ”Der kommer altid en sporvogn og en pige til”, sang man engang. Det gælder også biskopper. Så kære bispevalgsstemmeberettigede: Klap lige hesten, inden visionernes langsyn gør jer svimle.

Carsten Breengaard er dr.theol.