Tyrkiet skal under pres

”Det er regeringens opfattelse, at der er tale om et historisk spørgsmål, som det bør overlades til historikere at besvare.” Sådan skrev udenrigsminister Per Stig Møller (K) i et svar til Folketingets Udenrigsudvalg i forbindelse med spørgsmålet om en mulig dansk ”anerkendelse” af, at armenierne blev udsat for et grusomt folkedrab i begyndelsen af 1900-tallet. Det var omtalt i Kristeligt Dagblad den 11. januar.

Per Stig Møller har naturligvis ret i, at historikerne bør kortlægge hændelserne, der førte til, at måske tre millioner armeniere blev slagtet eller på grusomste vis drevet ud af Tyrkiet. I det stykke er det blandt andet nyttigt – men gruopvækkende – at fordybe sig i missionæren Maria Jakobsens dagbogsnotater fra dengang, hun for omkring 100 år siden arbejdede blandt armenierne i Tyrkiet.

Men det er under ingen omstændigheder nok at se på de øjenvidneberetninger, som eksempelvis danske og norske missionærer har nedfældet i deres dagbøger, dengang de oplevede, hvordan armenierne i Tyrkiet blev slagtet eller fordrevet. Langt vigtigere er det, at historikerne får adgang til kildematerialet i Tyrkiets statslige arkiver. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi den tyrkiske regering ikke tillader dette.

Derfor er det tvingende nødvendigt, at blandt andre danske politikere stiller krav til Tyrkiet om, at netop historikerne skal have adgang til at forske i Tyrkiets historie. Ikke mindst den historie, der omhandler den tyrkiske behandling af kristne minoriteter i Tyrkiet – det være sig græsk-ortodokse, armensk-ortodokse og/eller russisk-ortodokse i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.