Det var på sin vej til byen Damaskus i Syrien, kristenforfølgeren Saulus fik et guddommeligt syn, som gjorde ham til den betydningsfulde kristne apostel Paulus. I Kim Møllers bog Vejen til Damaskus spiller en omvendelse også en betydelig rolle. Kolossalt vigtigt er det nemlig, siger Møller, at den fremtrædende islamforsker og historiker Jørgen Bæk Simonsen fra Københavns Universitet i sine unge år beskrev muslimernes sharia som en ensartet lov, mens han på sine nu lidt ældre dage er begyndt at betegne sharia som en vej, som forskellige muslimer vandrer vidt forskelligt ad.
Dette nye syn på sharia kæder Møller retorisk behændigt sammen med, at Bæk Simonsen i 2001 rejste til Damaskus, hvor han i en periode på fire år var direktør for Det Danske Institut. Med store armbevægelser påpeger Møller, at mens tidligere islamforskere afkristnede dansk orientalistik, så har Jørgen Bæk Simonsen på sin vis påbegyndt en islamisering, og mentalt set har dansk islamforskning i perioden fra 1885 til 2005 foretaget en rejse fra København til Damaskus.
Jørgen Bæk Simonsens forvandling fra strammer til slapper i forhold til sharia kommer dermed til at stå som selve symbolet på det samlede danske universitetssystems eftergivenhed over for islam. Endnu værre bliver det hele set fra Møllers synsvinkel af, at selvsamme universitetssystem kun gav hans bog karakteren syv, da han afleverede den som historisk specialeafhandling ved Aarhus Universitet.
Men Møller burde i stedet for mishagsytringer sende et takkekort til Aarhus Universitet. Uden den dårlige karakter og den efterfølgende mulighed for at koble hele sagen sammen med antydningerne af skandale var Trykkefrihedsselskabet næppe gået ind i projektet. Og så har bedømmerne endog været venlige.
Møllers speciale er og bliver nemlig et studie i upræcise analyser, overdrevne slutninger, ja, dårlig videnskab.
Den ambitiøse historiker vil skrive historien om dansk islamforskning over 120 år, men nøjes i praksis med at skrive om et udvalg af fire personers værker. Æren tilfalder Frants Buhl, Johannes Østrup, Johannes Pedersen og Jørgen Bæk Simonsen. Møller gør dog så lidt ud af at sætte de fire udvalgte ind i en sammenhæng, at projektet aldrig bliver den store, lovede historie om dansk islamforskning. Der er ingen oversigter over eller analyser af andre danske islamforskere, forskningsprojekter, hovedværker, bevillinger eller stillingstyper. Det er ellers den slags, som kan give et solidt overblik og skabe perspektiv.
Et godt teori- eller metode-afsnit kan gøre det samme i et speciale. Men ak, Møller bringer blot et miskmask med titlen kulturrelativisme eller kulturchauvinisme, som på ingen måde kæder de vidtløftige teorier sammen med den anvendte metode. Han definerer i samme kapitel religionsfænomenologi forkert. Desuden må han gentagne gange besynderligt proklamere, at selv om denne eller hin forsker ikke decideret beskæftiger sig med islam, så er han alligevel relevant i specialet om dansk islamforskning.
I bogens litteraturliste fortsættes den inkonsekvente linje, hvor udenlandske værker, der ikke handler om islam, beskrives som primære, mens flere udgivelser om islam på dansk betegnes som sekundære. Af noteapparatet fremgår det, at Møller baserer sin gennemgang af specialets middelalderlige kilder på netop den person, hvis troværdighed han ellers så ivrigt forsøger at beklikke. Som bogens afsluttende postulat bedyrer: Jørgen Bæk Simonsen har som forsker tabt autoritet de senere år, og som det fremgår af denne bog, så har han kun sig selv at takke.
Nu står det jo naturligvis enhver frit for at kommentere og være uenig i Jørgen Bæk Simonsens analyser og udtalelser. Men hvis man kalder denne kritik for historieskrivning om et emne så bredt som dansk islamforskning fra 1885 til og med 2005, så fortjener man en polemikerpris eller en retorisk anerkendelse, ikke en videnskabelig topkarakter i faget historie fra et dansk universitet.
Jørgen Bæk Simonsens omvendelse har da fundet sted. Han beskriver i dag i højere grad islam som en social virkelighed end som et dogmatisk system. Det er faktisk sådan, de fleste religions- og kirkehistorikere arbejder. Hvordan skulle de ellers for eksempel kunne forklare, at pavedømmet dogmatisk set er imod prævention, mens det katolske Italien samtidig i praksis har nogle af Europas laveste fødselsrater. Eller at 83 procent af Danmarks befolkning er medlemmer af folkekirken, mens kun lidt over 20 procent rent faktisk tror på kirkens absolutte hoveddogme om Jesu opstandelse.
En række yngre islamforskere har i de senere år ved hjælp af de selvsamme sociologiske tilgange, som Bæk Simonsen får ris af Møller for, givet strammerne i religionsdebatten gode kort på hånden. Blandt andet har religionshistoriker Kate Østergaard vist, at konvertitter til islam i overraskende høj grad er modstandere af demokrati. Og religionssociolog Lene Kühle har vist, hvordan visse moskeer i Danmark er meget tilbageholdende med at nyfortolke islam på dansk.
Den slags virkelighed lader Møller ude af betragtning, for det vil jo tilsløre bogens sande hovedanliggende, nemlig afsløringen af Jørgen Bæk Simonsens hamskifte.
I næste sprogligt veloplagte bog af Møller kunne man passende forestille sig, at han beskrev dansk kirkehistorie fra 1885 til 2005 med særligt henblik på at afsløre, at den ene af bogens fire hoverpersoner, Søren Krarup (DF), engang var imod sognepræster som politikere.
Men spørgsmålet er så, om Trykkefrihedsselskabet også ukritisk ville udgive den rodebutik?
hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk
Kim Møller: Vejen til Damaskus. Dansk islamforskning 1885-2005. Med forord af Lars Hedegaard. Forlaget Lysias for Trykkefrihedsselskabet. 154 sider.