5. februar 2008
En ekstra optælling af stemmerne og kuverterne ved bispevalget i Roskilde har ikke opklaret et mysterium. Der er nemlig fortsat 10 stemmesedler for meget
Det bliver op til Kirkeministeriet at afgøre, om bispevalget i Roskilde skal gå om.
I Roskilde har valgformanden opgivet at opklare, hvorfor der er 10 stemmesedler mere end kuverter, og har nu skrevet en redegørelse til Kirkeministeriet.
Kalder sagen mystiskValgreglerne siger udtrykkeligt, at hver enkelt stemmeseddel skal afleveres separat i en konvolut. Der må altså ikke være flere stemmesedler i samme konvolut, og derfor burde der være lige mange stemmesedler og konvolutter, men der er der bare ikke.
Valgformand Poul Nielsen kalder sagen et mysterium.
Kan ikke finde fejlen- Der er ingen, der under åbningen og udtagningen af stemmerne har konstateret, at der var mere end én stemmeseddel i nogen af kuverterne, siger Poul Nielsen.
Han udelukker også, at 10 kuverter kan være bortkommet.
- Vi har endevendt det hele. Affaldsspandene var ikke blevet tømt, og der er ikke 10 kuverter nogen steder, der har forputtet sig. Det er vi 100 procent sikre på. Det er drønærgerligt, at vi ikke kan finde fejlen, siger Poul Nielsen.
Omvalg kan ændre resultatetValget var så tæt, at der er en mulighed for, at et omvalg vil ændre på resultatet.
To af de fem kandidater, Henrik Wigh-Poulsen og Peter Fischer-Møller, fik begge 562 stemmer, mens Poul Joachim Stender fik 12 stemmer færre. De to kandidater med flest stemmer skal ud i en ny og afgørende valgrunde.
Stender varsler omvalgHvis mysteriet ikke bliver opklaret, vil Poul Joachim Stender bede om, at valget går om.
- Selv om mystik hører med til kirkens verden, så går det ikke ved et valg. Man kan ikke sige, at det var Helligånden, der var på spil her. Lederen af min støttegruppe, Torben Larsen, har skrevet en klage til Kirkeministeriet. Hvis der ikke kommer en god redegørelse for, hvad der er gået galt, vil vi begære et omvalg, siger Poul Joachim Stender.
Han mener, at bispevalget på en række punkter har været præget af forvirring.
Tallene ændrede sig
- Vi har hørt, at der i nogle menighedsråd er nogen af medlemmerne, der har modtaget to stemmesedler. Det synes vi, lyder mærkeligt. På valgdagen, da kuverterne var talt op, og man skulle gå i gang med at åbne dem, sagde valgformanden, at der var 2519 kuverter, men bagefter får vi at vide skriftligt, at der var afgivet 2279 stemmer.
- Da repræsentanterne fra min støttegruppe kom hjem fredag, var de i tvivl om tallene. De synes, det havde været meget forvirrende. Jeg beskylder ikke nogen for at fuske, men der må selvfølgelig ikke være tvivl om resultatet, siger Poul Joachim Stender.
ritzau
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad