Historieløs tendens

kommentar

Af Henrik Jensen

Historien er ligegyldig. Historien er nødvendig. Begge dele er sandt. På den ene side er historien en afgørende bestanddel af vores identitet, måske endda af vores bevidsthed, hvad enten vi ved det eller ej. Vi er skabt af historien, som har indlejret nogle koder i os, som vi kalder vore værdier, vores kultur.

Desuden håber vi, at den har forsynet os med nogle sikringer, der kan forhindre os i at gentage de samme dumheder, for ikke at sige katastrofer – holocaust, Hiroshima, skyttegravskrigen, stalinismen. Vi siger: Man må kende historien for ikke at gentage dens fejltagelser.

Men samtidig må det medgives, at man nu om dage sagtens kan komme igennem ikke blot sin hverdag, men hele sit liv uden at kende nævneværdigt til historien. Man er måske i så fald ikke den mest velanbragte omkring bordet ved et dannet middagsselskab, men det får være. I vores kultur er synkronien blevet vigtigere end diakronien, det horisontale vigtigere end det vertikale. Det er vigtigere at vide, hvordan man trykker på knapperne på maskinen, end at vide, hvor den – og man –- kommer fra.

Vi orienterer os ikke længere så meget opad, mod autoriteter, og da slet ikke de fortidige. Vi nøjes med at betragte, hvordan andre gør tingene i det daglige og i medierne, og så gør vi lige sådan. Vi følger manualen. Verden er på vej til at blive til en stor maskine, og vi hænger på.

Så hvor vigtig og nødvendig er historien egentlig for ”det moderne menneske”?

Er det vigtigt at kende kongerækkerne, hovedbegivenhederne i Treårskrigen, middelalderens økonomiske historie eller for den sags skyld kunne besættelsestidens historie? Falder verden fra hinanden, hvis historiefaget blev nedprioriteret i skolerne?

Overhovedet ikke. Den ville køre videre, hvor den så er på vej hen. Det er tvivlsomt, om størstedelen af tidens unge føler en større nytte af historien – endsige behov for den. De klarer sig fint uden at vide, hvor ”det” kommer fra – bare ”det” virker.