Bispevalget i Roskilde Stift skal gå om, beslutter valgbestyrelsen efter at have modtaget bispekandidat Poul Joachim Stenders klage til Kirkeministeriet
Præster og menighedsråd i Roskilde skal igen stemme om deres favorit til bispeposten.
Valgbestyrelsen har nemlig besluttet, at bispevalget i Roskilde Stift skal gå om, skriver Dagbladet Roskilde i dag. Det ligger fast, efter at bestyrelsen har holdt møde det meste af natten.
Besluttet under hastemødeValgbestyrelsen fik i går oversendt den klage, som bispekandidat Poul Joachim Stenders bagland har sendt til Kirkeministeriet.
Ministeriet bad valgbestyrelsen træffe en afgørelse i sagen, og det skete efter et hasteindkaldt møde i bestyrelsen i aftes.
Stender kunne være vinderPoul Joachim Stender fik ved optællingen af bispevalgets stemmer i fredags 12 færre stemmer end de to kandidater, der fik flest stemmer, og som dermed går videre til anden valgrunde.
Men da der var ti stemmesedler mere end antallet af indsendte kuverter, tyder alt på, at der har været to stemmesedler i ti kuverter.
Da der kun må være en stemmeseddel, skulle de 20 stemmer i de ti kuverter have været erklæret ulovlige, og det kunne have rykket resultatet af første valgrunde, således at Poul Stender var kommet med i anden og sidste valgrunde i stedet for enten Peter Fischer-Møller eller Henrik Wigh Poulsen.