De fem kandidater er klar til endnu en runde om at blive Roskildes næste biskop: Fra venstre er det Steffen Ravn Jørgensen, Peter Fischer-Møller, Poul Joachim Stender, Henrik Wigh-Poulsen og Per Melhof. –
- Peter Kristensen.
Claus Vincents |
8. februar 2008
Selvom vælgerne nu har mulighed for at stemme mere taktisk i omvalget, fordi resultatet af første runde er kendt, har ingen af kandidaterne lyst til at melde fra
Omvalget i Roskilde Stift til ny biskop bliver en taktisk affære, fordi den aflyste første runde fungerer som en slags meningsmåling. Præst ved Den danske Kirke i Bruxelles, Per Melhof, fik det laveste stemmetal med 154 stemmer, og han stiller op, selvom han regner med at få færre stemmer ved omvalget, fordi mange af hans vælgere sikkert finder en anden kandidat at stemme på.
Omvalget gælder fortsat de fem kandidater, men Per Melhof peger på, at der reelt kun er de tre med flest stemmer fra første runde, som er på valg.
– Jeg mener, at da der er tale om et omvalg, så skal man stille op igen. Men problemet er, at der ikke bliver tale om et reelt omvalg mellem fem kandidater, men om en slags anden valgrunde med de tre kandidater, som fik flest stemmer. I vælgernes bevidsthed er første runde af bispevalget nemlig overstået. Jeg regner derfor med at få færre stemmer end i første runde, men sådan må det være, efter hvad der er passeret i stemmeoptællingen, siger Per Melhof, som ikke vil pege på andre kandidater for sine vælgere fra første runde, sådan som det indimellem har været traditionen ved bispevalg. Hvis de har været kloge nok til at stemme på mig i første runde, er de også kloge nok til at stemme på den rigtige kandidat i anden runde, lyder det fra Per Melhof.
Nu skal han ud i et omvalg, som ikke levner ham mange chancer. Ironisk nok på grund af det, han har peget på igen og igen i sin valgkamp, nemlig folkekirkens manglende professionalisme.
– Det, som er sket, er ikke bare amatørisme, det er dilettanteri. Folkekirken har brug for mere ledelse, professionalisme og faglig stolthed, hvilket jeg er blevet voldsomt kritiseret for at sige. Nu viser det sig ironisk nok, at man i hvert fald nogle steder kunne have brug for lidt mere professionalisme, siger Per Melhof.
Per Melhof mener afgjort, at valgbestyrelsens formand eller hele bestyrelsen bør gå af.
– Jeg havde gjort det, hvis jeg var kommet i den situation. De er ikke uhæderlige, men de har været med til at fremstille folkekirken som et beskyttet værksted, hvor medarbejdere og frivillige ikke har en ordentlig ledelse. Den slags skader kirkens omdømme og er med til at smitte af på rekrutteringen af medarbejdere til folkekirken og i sidste ende på løn- og ansættelsesvilkår. I den foreliggende sag mener jeg, at man har ladet de frivillige i valgbestyrelsen i stikken med en dårlig ledelse, siger Per Melhof.
Domprovst i Helsingør, Steffen Ravn Jørgensen, kom på fjerdepladsen i første runde. Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra ham.
vincents@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad