Det er forkert at lade Kosovo blive et selvstændigt land

OM FÅ DAGE vil det albanske flertal i Kosovo efter alt at dømme erklære provinsen selvstændig. De fleste andre europæiske lande, herunder Danmark, vil bifalde beslutningen og anerkende et selvstændigt Kosovo. Mange vil pragmatisk argumentere for, at denne provins i Serbien først kan rejse sig af støvet, når forbindelsen til den serbiske fjende er brudt. Men det vil være en farlig vej at betræde at lade Kosovo blive en ny selvstændig europæisk nation.

Ingen i Europa havde forestillet sig, at den humanitære krig imod Serbien, som NATO indledte i 1999 for at stoppe de serbiske troppers overgreb mod den kosovoalbanske befolkningsgruppe, ville ende med en etnisk udrensning af en stor del af provinsens serbiske befolkning og siden udråbelsen af en ny stat. Mens Europa arbejder på at fremme en verden uden grænser, hvor de enkelte lande langsomt overgår fra homogene nationalstater til multikulturelle samfund, har man nu fået totalt afmonteret et multikulturelt Balkan og skabt etnisk næsten rene stater. Herunder et albansk, muslimsk Kosovo, som mange frygter vil smelte sammen med Albanien til en storalbansk nation i løbet af få år.

KOSOVO ER I EN historisk sammenhæng grænselandet mellem islam og kristendom i Europa, og et område som siden 1200-tallet har haft stor betydning for det ortodokse Serbien. Overalt i Kosovo ligger kirker, klostre og kristne mindesmærker fortsat tæt, selvom den albanske terror siden 1999 og frem til så sent som 2004 har jævnet 150 kirker og klostre med jorden eller forårsaget betydelige ødelæggelser.

I den langsomt eskalerende konflikt imellem det albanske befolkningsflertal og den voldelige serbiske overmagt op igennem anden halvdel af det 20. århundrede og ikke mindst under Slobodan Milosevics regime lykkedes det for det albanske befolkningsflertal at fremstille sig selv som de ubetingede ofre. Krigen om Kosovo blev i vestlig presse alene beskrevet som en humanitær kamp for menneskerettigheder, men var også en klassisk krig om land. Kosovo blev kernen i en symbolladet politik, som kosovoalbanerne har været bedre til at udnytte end serberne, hvis stemme ikke har talt med samme vægt efter Balkan-krigene.

I ALLE ANDRE SAMMENHÆNGE afviser Europa separatistiske bevægelser. IRA i Nordirland er på trods af årtiers mord og terror ikke blevet belønnet med en selvstændig nation. Det er baskernes terror mod spanske myndigheder heller ikke. Eller den voldelige korsikanske kamp for frihed fra Frankrig. End ikke en sympatisk fredelig kamp fra Dalai Lama for et selvstændigt Tibet har omverdenen ønsket at belønne. Men i tilfældet Kosovo rækker europæerne hænder i vejret og bakker op om en ny statsdannelse.

Når den kosovoalbanske regering udråber landets selvstændighed, vil serberne nord for Ibar-floden formentlig kræve løsrivelse fra Kosovo og tilslutning til Serbien. Balkaniseringen vil fortsætte, mens de sidste rester af kristendom i det øvrige Kosovo med stor sandsynlighed vil forgå. Allerede i dag finder der en genislamisering sted af de albanske befolkningsgrupper i både Bosnien og Kosovo. Islamiske organisationer genopbygger landsbyer for arabiske oliepenge, men bygger samtidig moskéer og prædiker omvendelse.

Den bedste løsning på det vanskelige Kosovo-problem havde været, om provinsen forblev en slags internationalt protektorat, der kunne sikre beskyttelsen af også det serbiske mindretal, give det albanske flertal udstrakt selvstændighed og frihed, men fastholde en historisk tilknytning til Serbien.

bjer