Niddinger nidstirrer

Af Johannes Nørregaard Frandsen

Niddinger! Det var tidligere betegnelsen for usle, feje, foragtelige personer, man kun havde hån tilovers for, ligesom en niddingsdåd var en ussel gerning. Den lidet flatterende betegnelse har sin oprindelse i et oldnordisk ord: nid stavet med det særlige, bløde oldnordisk d, der betød hån eller spot.

Når jeg finder anledning til at fremkalde et ord som niddinger, er det, fordi Ellen Serup i en mail spørger til ord som nidstirre, nidding og brødnid. Hun anfører, at udtrykket nidstirre findes og lever i sproget, men er usikker på, om det er det samme nid som i nidding. Det er det! Når man nidstirrer en person, stirrer man længe og vedholdende på vedkommende på en uforskammet, hånlig måde. Man ser undertiden ordet nedstirre anvendt, men det må regnes for en forvanskning af nidstirre, for der ligger ikke i udtrykket at man stirrer ned på den anden, men altså hadsk og hånligt.

Skal man være helt korrekt, så betød det oldnordiske nid spot eller hån, og det oldengelske nid betød fjendskab, de smeltede engang i senmiddelalderen sammen med det tyske nit, der betød had. Det moderne nid betyder derfor lidt af det hele, had, fjendskab, misundelse, hån. Det ligger i det ofte anvendte udtryk nid og nag, der omhandler skuffelser og bitterhed.

Det er jo morsomt nok, at sådan et gammelt, nærmest uforståeligt, ord lever i folkemunde i en række sammensætninger. Der findes stadig nidkære mennesker, som enten er meget ivrige eller som vogter strengt på principperne og er uvillige til at give andre adgang til deres enemærker. Jeg har også for nylig set ordet nidvise anvendt i en karakteristik af en moderne rap-kunstners tekst, og det er faktisk en fin opdatering af ordets brug, for en nidvise er en spotte- eller smædevise, og det er jo præcis, hvad rappernes og hiphoppernes kunst rummer.