Jóannes Patursson i kongsgårdens røgstue, der til hverdag fungerer som museum, men også af og til lejes ud til private fester. –
- Rasmus Mohr Nielsen.
Anne-Marie Mohr Nielsen |
9. februar 2008
Kongsgården i Kirkjubø Færøerne blev for nylig kåret som verdens skønneste ø-rige af et kendt rejsemagasin. Samfundet er inde i en rivende udvikling, men de traditionelle værdier og religionen er stærkt forankrede
Normalt er det bonden Jóannes Patursson, som byder velkommen, når gæster indfinder sig på hans næsten 1000 år gamle kongsgård i den lille bygd Kirkjubø syd for Tórshavn. I dag er værterne imidlertid et færøsk-amerikansk brudepar. De har valgt at fejre deres store dag i gårdens såkaldte røgstue – på færøsk ”roykstovan” – som mest af alt leder tankerne hen mod vikingetidens spisesale med langborde og et ildsted.
Røgstuen er almindeligvis museum, men kan også lejes til fester og andre arrangementer. Jeg selv er i familie med brudgommen og er derfor inviteret med til denne festlige begivenhed. Den amerikanske brud er meget overvældet over at holde sit bryllup på det sted, der regnes for at være Færøernes mest historiske. Ikke mindst fordi hun kommer fra et land, hvor de kulturelle rødder ikke går særlig langt tilbage. Kongsgårdens hovedbygning regnes for at være blandt verdens ældste træhuse, som stadig er beboet. Her har den samme familie – familien Patursson – boet i sytten generationer. Kirkjubø var gennem middelalderen bispesæde og dermed Færøernes åndelige og kulturelle centrum. Fra år 1111 og frem til Reformationen i 1536 havde den katolske kirke endog en præsteskole i den lille bygd, som i dag huser omkring 80 mennesker. I dag er Kirkjubø hjemsted for landets ældste kirke, Olavkirken, der stadig er i brug, og for den kendte Magnuskatedral, som er ruinen af en domkirke, der blev opført eller forsøgt opført omkring år 1300.
Nu til dags spiller religionen også en stor rolle for Færøernes godt 48.000 indbyggere. En betragtelig del af beboerne i byerne og i bygderne går i kirke om søndagen. Selvom samfundet på mange måder er moderne og inde i en rivende udvikling, har man ikke oplevet den samme sekularisering på Færøerne som i de andre nordiske lande. Det barske liv tæt på havet skaber grobund for en stærk religiøsitet, og det præger samfundet. I den politiske debat oplever man en mere restriktiv holdning til emner som homoseksuelles rettigheder og adgang til fri abort, end vi er vant til herhjemme. Over 80 procent af den færøske befolkning tilhører den luthersk-evangeliske kirke, mens den næststørste gruppe – små 10 procent – tilhører den herrnhutiske brødremenighed.
Færøerne, der siden 1948 har været en selvstyrende del af det danske kongerige, er først og fremmest fantastisk på grund af den storslåede natur. Måske var det denne følelse af at være på et sted, som er så unikt og spektakulært, der i slutningen af 2007 fik det anerkendte amerikanske rejsemagasin National Geographic Traveler til at kåre det lille samfund som verdens smukkeste og mest indbydende ø-rige ud af i alt 111 øer. Med begrundelser som ”fantastisk klippelandskab”, ”autentisk og uspoleret” og ”befolkning med stor kulturel integritet” røg Færøerne til tops på listen.
Færøerne er stadig et af de ”ikke-turistede” rejsemål. Det er de færreste, der har besøgt de 18 små øer beliggende mellem Skotland, Norge og Island i Nordatlanten. Dog har man oplevet en stigning i antallet af besøgende de senere år, fortæller direktør for Færøernes Erhvervs- og Turistråd, Elin Heinesen. Flere krydstogtskibe lægger vejen forbi hovedstaden, og de færøske hoteller og pensionater melder om øget belægning.
I takt med at globaliseringen har udjævnet og standardiseret udbuddet af varer, er det blevet en trend at søge det unikke ved at besøge steder som Færøerne, mener Elin Heinesen. På Færøerne eksisterer der hverken Hennes & Mauritz eller McDonald’s. Til gengæld kan man købe færøsk designede uldvarer og udstoppede søpapegøjer. Da den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton i efteråret gæstede Færøerne, insisterede han på at købe en striktrøje af den færøske designerduo Gudrun og Gudrun med hjem til Hillary. Han var nemlig helt overbevist om, at hans kone og USA’s måske kommende præsident aldrig vil støde på en trøje magen til.
Øerne lokker med oplevelser som vandreture på fjeldene, bådture langs himmelhøje fuglefjelde, besøg på afsidesliggende og til dels ubeboede øer samt fisketure på land eller til søs. Oplevelser, man ikke ligefrem forbinder med ”mainstream-turisme”. Man skal da også være indstillet på at efterlade badetøflerne og solparasollen derhjemme til fordel for gummistøvler og regntøj, hvis man vælger at gæste de vindblæste øer. Der er mange regnvejrsdage fordelt over året, og det meget omskiftelige vejr gør, at det altid er en fordel at have vind- og vandtæt tøj med.
På Færøerne kalder man i spøg turisterne for ”krabbagágga”, hvilket direkte oversat betyder ”eremitkrebs”. Den lille hummerlignende eremitkrebs bor i tomme sneglehuse og slæber rundt på sit lånte hus. På samme måde har den typiske færø-turist en kæmpe rygsæk på ryggen: Det er naturelskeren, der søger væk fra en verden med stress og støj, og som har mod på at udforske Færøernes rå og barske natur. Selvom ”krabbagággaen” stadig eksisterer som turisttype, er spændvidden i gruppen af tilrejsende blevet større, i takt med at tilbuddene på øerne inden for blandt andet kultur-, musik- og forlystelsesområdet er blevet mere mangfoldige, fortæller Elin Heinesen.
Færøerne vil fremover forsøge at udbygge turismen, men primært i form af såkaldt øko- og geoturisme, ikke regulær masseturisme. Det vil sige, pointerer Elin Heinesen, en turisme, som skal forstærke og fremhæve Færøernes egenart frem for at ændre på den. Naturreservater, hvor den oprindelige natur og vegetation er bevaret, åbning af kursteder på afsidesliggende øer samt bondegårdsferier er aktiviteter, som er på tegnebrættet.Samfundet er inde i en periode med solid økonomisk vækst, og det smitter af på lysten til at investere. Men selvom en del af de små huse ude på bygderne har fået parabolantenne på taget, kan man stadig glimtvis fornemme fortidens særlige atmosfære. Færøerne skulle gerne blive ved med at være en natur- og kulturperle, der forundrer verden.
Her i Kirkjubø nærmer klokken sig midnat. Alle gæster har rejst sig for at danne kæde på gulvet i røgstuen. Nu skal der som det sidste før natmaden danses kædedans og kvædes brudevise. En ældgammel skik, som er et af mange eksempler på, at færinger holder traditionerne i hævd. En enkelt forsanger leder sangen. Han er den eneste af os, der kender brudevisens mere end 100 vers. Vi andre stemmer efter bedste evne i på omkvædet, der gentages efter hvert vers. Selvom dansetrinene er monotone – to skridt til venstre og et til højre – kræver færøsk kædedans indlevelse og deltagelse. Rytmen og tonen ændrer sig, alt efter om fortællingen er glædelig eller sørgelig. Amanda – den amerikanske brud – betror mig senere, at dette var et af aftenens største øjeblikke. Da kæden af mennesker smeltede sammen i en fælles rytme for at fejre hende og hendes brudgom på denne lykkelige dag. I det øjeblik følte hun, at hun var en del af noget meget, meget stort.
rejser@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad