ÆRKEBISKOPPEN AF CANTERBURY, Rowan Williams, har i nogle udtalelser lagt sig ud med et grundlæggende princip i vestligt demokrati, lighed for loven. Den anglikanske kirkes overhoved har da også med sine udtalelser om, at ”sharia i Storbritannien er uundgåelig” vakt voldsom røre. Udtalelsen er – med god grund – blevet kritiseret både fra politisk hold og fra kirkeligt hold, hvor hans forgænger, Lord Carey, også har taget afstand fra synspunktet.

Rowan Williams’ udtalelser virker i bedste fald naive. Når ret skal være ret, så er forestillingen om særlige religiøse domstole dog ikke helt fremmed i Storbritannien, hvor der for eksempel eksisterer en ortodoks jødisk domstol, hvor jøder kan indklage visse civilretlige sager, ligesom det samme er tilfældet med muslimer for særlige sharia-retter. Men derfra og til lovmæssigt at gøre disse religiøse retsinstanser til en integreret del af retssystemet, sådan som Williams tilsyneladende mener, at det vil gå – det er et afgørende og dybt problematisk skridt.

ROWAN WILLIAMS gør sig umage med at nuancere; muslimsk ret er ikke ensbetydende med dødsstraf og afhugning af hænder, som vi ser det praktiseret i Saudi-Arabien og af taleban. Men hvem er det, der skal afgøre, om denne eller hin sharia-ret er acceptabel? Det afhænger præcis af, om den pågældende domstol holder sig inden for landets love – og altså dybest set anerkender disse verdslige love.

Williams mener øjensynligt, at sharia-ret kan afgøre for eksempel sager om ægteskab og skilsmisse, men det er dybt problematisk. Hvis alle parter skal anerkende, at en sag indklages for den religiøse ret, så er det ikke vanskeligt at forestille sig, at personer netop i sådanne sager, der har betydning for ære og omdømme for flere end de direkte involverede, kan være underlagt voldsomt pres. Her er ikke brug for et forsvar for sharia-ret i vestlige demokratier, men en solid argumentation for, at lighed for loven er et princip, man ikke bør dispensere fra.