Nyheden om, at den kendte og kontroversielle engelske teolog John Henry Newman (1801-1890) måske bliver saligkåret i indeværende år, har vakt opsigt i mange kirkelige, akademiske kredse i den engelsktalende verden. For Newman var en af sin tids førende tænkere, og da han konverterede til den katolske kirke, kastede hans intellektuelle redelighed og inderlige tro glans over kirken, samtidig med at han tog det bedste fra den anglikanske tradition med sig.

Newmans saligkåringsproces blev indledt i 1958, og for få uger siden fortalte formanden for Vatikanets Kongregation for Helgenkåringer, den portugiske kardinal Saraiva Martins, at han ”personligt håbede, at denne saligkåring snart kan finde sted, fordi den i denne tid vil have stor økumenisk betydning.” En saligkåring er et afgørende skridt på vejen mod en egentlig helgenkåring og en hæder, som Newman i givet fald vil dele med blandt andre den danske 1600-tals videnskabsmand og biskop Niels Steensen.

Newman var oprindelig anglikansk præst og en ledende skikkelse i den såkaldte Oxford Movement, som var en højkirkelig bevægelse inden for den anglikanske kirke, der stræbte efter at føre Church of England tilbage til sine katolske rødder. Hans kirkehistoriske studier overbeviste ham imidlertid om, at han var nødt til selv at blive katolik, og hans konversion i 1845 vakte enorm skandale i det viktorianske England. Mange opfattede hans skridt som et personligt forræderi, mens Newman på sin side bevarede stor hengivenhed for sin anglikanske baggrund. Senere blev han katolsk præst og ledede et fællesskab af præster i Birmingham, men hans forhold til de fleste katolske biskopper i England var vanskeligt. Mange af dem var misundelige over hans store indflydelse inden for særligt undervisning, mens andre drog hans loyalitet over for Rom i tvivl. Tiden var præget af megen pavelig stejlhed, og i et berømt brev fra 1875 skrev Newman, at ”Jeg skal gerne skåle for paven. Men først vil jeg skåle for samvittigheden, og siden for paven.”

Newmans frimodighed forhindrede dog ikke pave Leo XIII i at gøre ham til kardinal i 1879, en gestus, der var så meget større, fordi Newman ikke i forvejen var biskop og derfor først og fremmest blev hædret som teolog.