Jakob Wolf, lektor på Københavns Universitet og dr. theol., skrev for et par år siden en bog om Lars Lilholts tekster. Hvor kommer sangene fra?, hed den. Spørger man Lilholt selv, blæser svaret i vinden. Fra Gud, fra underbevidstheden, eller hvad der nu foretrækkes. Der er frit valg, men underbevidstheden er nok det nærmeste, man kommer et svar.
Når jeg går i gang, så begynder de at skrive sig selv, og så dukker der ting op, som jeg ikke vidste, ville komme. Nogle gange får jeg den fornemmelse, at det ikke er mig, der tænker, men at jeg bliver tænkt.
Så derfor er han spændt på selv at opdage, hvad hans sange har på hjerte.
Jeg har brug for at skrive de her sange og få dem sendt ud for at finde ud af, hvad de vil fortælle mig. Samtidig er der noget af mig i alle sangene, så dybest set handler de måske lige nu om at være en mand på 54 år, filosoferer Lilholt hen over kaffekruset, mens familiens hvide schæfer der meget passende hedder Snebold leger med en af sine sønderbidte bamser udenfor. Et stykke væk glider Lilholts trofaste inspirationskilde, Gudenåen, stille forbi.
Jeg laver jo ikke sange, der lefler for de unge, men noget, som er mig. Det er det eneste, man kan, hvis det skal være ægte, tilføjer veteranen på den danske folk-rock-scene, som siden begyndelsen af 1980erne har rejst det danske sommerland tyndt med sit orkester.
Med den nye cd, Smukkere med tiden, der netop er udkommet, føjes 12 nye sange til Lars Lilholt Bands i forvejen omfattende diskografi. Det er sange om livets skrøbelighed, om tid og tilfældighed, om blufærdighed og om længsler.
Skrøbeligheden og tilfældigheden er hovedvilkår i vores tilværelse, men det er jo ikke tilfældighederne, der styrer os. Det er måden, vi tackler tilfældighederne på, der danner den historie, der bliver vores liv, siger han.
De 13 numre på pladen går i mange forskellige musikalske stilretninger. Et enkelt skiller sig afgørende ud, men føjer sig samtidig tæt til rækken af de store, fortællende sange, Lilholt har skrevet gennem årene. Denne gang handler det om englændernes bombardement af København i 1807, hvor teksten trækker paralleller op til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.
Selvom bombardementet af København skete for 200 år siden, var angsten, rædslen og sorgen ikke anderledes. Det, jeg tror, den sang vil fortælle os, er nok, at forsoning trods alt er mulig.
Selv mener Lars Lilholt, at sangen om Københavns bombardement er så anderledes, at den egentlig slet ikke skulle have været med på pladen, men sange er ikke sådan til at styre. Man får nærmest indtryk af, at de lever deres eget selvstændige liv i det Lilholtske univers.
Den passer ikke ind i konteksten, men blev ved med at presse sig på, og da Jakob Groth så kom med et arrangement for strygere med dirigent og det hele, så bøjede jeg mig. Det var ikke med min gode vilje, men den kom med.
Jakob Groth er den ene af pladens tre producere, eller fire, hvis bonusnummeret medregnes: Groth, Nikolaj Nørlund, svenske Moh Denebi og bandmedlemmet HC Röder.
Hvorfor så mange?
Da jeg byggede mit hus her for syv år siden, blev jeg så træt af at høre folk sige, at nej, hvor må det være dejligt, nu kan du få det, som du vil have det, forklarer Lilholt. Det siger man jo, men problemet er, at jeg ikke ved, hvordan jeg vil have det, men altid er enormt spændt på, hvordan jeg kan få det. I vores orkester havde vi selvfølgelig nogle meninger om, hvordan vi ville spille de nye sange, men netop fordi vi har haft forskellige producere med hver sin tilgang, har de hver især ført os nye steder hen.
Tiden er et af de gennemgående temaer i Lilholts sangskrivning, og tiden sætter sine spor, som når den midaldrende Lilholt med slidt og brudt stemme som med årene er blevet stadig mere nærværende og personlig synger sin blues om, at vi lever i lånte fjer. På morgentur med hunden med knirkende knæ, skæv ryg og en tinnitus, der hvæser i ørerne, og midt i al denne jammer bryder morgenlyset frem over landskabet.
Den sang skrev jeg som 16-årig, og jeg beholdt omkvædet. Den spænder altså over næsten 40 år, og der syntes jeg pludselig, jeg kunne se lidt mening i det hele. At jeg allerede for så mange år siden var i gang med det jeg stadigvæk synes er sjovt. Det er da en gave. Så bliver man sådan helt taknemmelig.
En af de absolutte ørehængere på pladen er titelnummeret Jeg bliver smukkere med tiden, som er dedikeret Lilholts svigermor, Ingrid Viola Thomsen (1930-2005). Den tager udgangspunkt i det helt konkrete: Om dengang hustruen Ninna flyttede ind og skulle ud at fortælle sine forældre, at hun nu boede sammen med en 15 år ældre mand, som oven i købet var omrejsende musiker.
Hendes far blev simpelthen så sur. Han sagde ikke en lyd, men gik bare ud i stalden. Hendes mor derimod tøvede lidt og spurgte så forsigtigt, om hun ikke havde et billede? Det var dengang, jeg turnerede med Dalton, og Ninna havde et avisfotografi af mig sammen med Johnny Madsen og Allan Olsen. Hun fik mig udpeget, kiggede længe, og sagde så: Han er godt nok ikke ret pæn, men vi må jo håbe han er rar.
Svigermors ord genbruges i sangen, og ved Lilholts 50 års fødselsdag rejste svigerfar sig op og holdt en tale om, at de nu alligevel ville sige til ham, at de syntes han var ved at blive helt pæn!
For mig er det en historie og en sang, der indebærer et stort håb, og jeg synes faktisk, at mennesker bliver smukkere med tiden, især omkring øjnene. Ligesom et møbel og et gelænder bliver smukkere ved at blive brugt. Og egentlig handler det jo om, at man giver ting og mennesker tid, så man får et forhold til dem.