AT DER EKSISTERER konkrete mordplaner mod tegneren Kurt Westergaard er en opsigtsvækkende og skræmmende nyhed og det hidtil mest kontante tegn på, at der er voldelige og ekstremistiske kræfter i og uden for Danmark, som ikke har tænkt sig at respektere, at der i Danmark er nogle helt grundlæggende frihedsrettigheder, som gælder for alle.

Frihed til at ytre sig – med ord, med billeder, med kunst, med tegninger, i demonstrationer – på alle tænkelige måder, bortset fra brug af vold. Frihed til at ytre sig med hvilken som helst holdning og om stort set alle tænkelige og utænkelige forhold. Skulle noget være på kanten af de få begrænsninger, der er i lovgivningen, så er der endnu en grundlæggende rettighed for alle at gribe fat i: Det kan prøves ved domstolene.

DET ER disse helt basale individuelle frihedsrettigheder, som er under kraftigt angreb, når nogle påtænker at myrde personer som Westergaard, der blot har gjort, hvad han har al mulig ret til: at tegne, hvad han har lyst til.

Uanset hvad folk måtte have af holdninger til kvaliteten, budskabet og formålet med Wester-gaards tegning af Muhammed – som var en af Morgenavisen Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger, hvis mudrede efterspil førte til bål og brand og 50 dræbte i Mellemøsten adskillige måneder efter offentliggørelsen i avisen – så er det en uantastelig ret for tegneren at producere den. Ligesom Jyllands-Posten er i sin fulde ret til at offentliggøre den.

ANHOLDELSERNE I ÅRHUS viser med al tydelighed, at ikke alle deler det synspunkt. I stedet ønsker de mistænkte angiveligt at begå kriminalitet – mord – i protest. De tre anholdte ville være i deres gode ret til at gøre brug af de selvsamme frihedsrettigheder, som tegnerne og avisen har benyttet sig af, og protestere med de samme redskaber. Enhver anden reaktion, for eksempel mordplaner, er uhyrlige og må fordømmes på det kraftigste. Kristeligt Dagblad vælger i dag – i lighed med en stribe andre danske medier – at offentliggøre Kurt Westergaards tegning. Det gør vi af to grunde: Dels som dokumentation i forbindelse med vores journalistiske dækning af sagen. Og dels som et forsvar for ytringsfriheden i dette land.

OM DETTE budskab når ud til de ekstremister, som kan finde på at drive deres vrede så vidt, er naturligvis tvivlsomt.

Som andre sager om planlagte terrorhandlinger i Danmark har vist, så er der – ud over den konstante markering af ytringsfrihedens ukrænkelighed – behov for en effektiv og forebyggende efterretningsvirksomhed, foretaget af PET og politiet. De nye redskaber, som terrorpakken har givet myndighederne, har også i denne sag vist deres værd. Det vil altid være en balancegang, hvor tidligt man skal gribe ind. Risikoen for at miste håndfaste beviser er til stede, hvis det sker for hurtigt. Men konsekvenserne af at vente for længe vil omvendt være fatale. Ingen fanatikere må få lov at forpeste det frie debatklima her til lands.

brun