Digte omkring kyndelmisse

Hvidt forneden, hvidt foroven
Pudret tykt står træ i skoven
Som udi min abildgård.

Det er tyst herude
Kun med sagte pik på rude
Melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
Finken kun på kvisten gynger,
Ser sig om og hvipper lidt.”

Når vi har digtene så tæt på hinanden, er det tydeligt at se, at Ingemanns ”der er kun en fugl, der synger” hos Blicher bliver til den mundrette linje ”der er ingen fugl, der synger”. Blicher står ude i landskabet, han er ikke kuldskær, men koldsindig. Han fremhæver, at der er tyst:

”Det er koldt herude
Ravne skrige, ugler tude
Søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
Højt på rygningen af laden
Skeler til det tamme kræ.”

Måske spørger læseren sig selv, hvorfor ravnen og uglen skeler – læs: ser skævt til det tamme kræ. Svaret er, at det tamme kræ kan sagtens, for det bliver fodret. Det viser, at det tamme kræ er en hane:

”Hanen sig opsvinger
På en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
Hvad mons’tro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår.”

Kragen og skaden skeler til den heldige højrøstede hane, fordi den bliver fodret af menneskene på gården. Og at den sidder på hovedet af en snemand, kan få dem til at ønske, at tøvejret indfinder sig, så snemanden smelter.

Begge digtene er kyndelmissedigte. Den 2. februar – 40 dage efter Jesu fødsel – markerer, at Maria atter kunne gå til templet. Kyndel, det vil sige lysfest – ”candalarum misa” – er i dag mest en katolsk højtid.

For nylig udkom Niels Kofoeds vægtige bog om Ingemann som brevskriver. De breve, Ingemann sendte til H.C. Andersen og Blicher er af største betydning. Når H.C. Andersen vendte hjem fra udlandet, tog han altid først til Sorø og blev opmuntret af Ingemann. Blicher sendte sine værker til Ingemann, som man vist roligt kan kalde den største litterære fødselshjælper i guldalderen. Når man nu ser Ingemanns digt over for Blichers, kan man stille det spørgsmål, om det kun er Ingemann, der læser sneen og fuglene opbyggeligt – det vil sige, sne og kulde symboliserer død, mens frost og sol er symboler for Gudsriget.

Men også Blicher har lige netop i den digtsamling, han skrev i 1837-1838, en sådan bibelsk metaforik. Blicher blev dødssyg i 1837, han var sikker på, han ikke overlevede, men skrev dog det måske mest kendte digt fra ”Trækfuglene”:

”Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme,
thi også jeg er kun her på træk
og haver andet steds hjemme.
Jeg vidste længe, jeg skal herfra,
det hjertet ikke betynger,
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger.
(...)
Mig bæres for som ret snart i kvæld
At gitterværket vil briste;
Thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
Måske det bliver det sidste.”

kultur@kristeligt-dagblad.dk