Der er altid en undskyldning for at spise et stykke kage. Vinterferie er en af dem. Men hvilken kage? I reolen står en særlig notesbog, hvor opskrifter på bagværk er blevet noteret ned gennem årene. Andre samler på frimærker, men jeg samler på opskrifter, og jeg ved fra mail fra læserne af disse spalter, at jeg har mange ligesindede.

At læse opskrifterne er som at bladre i minder: Her er kaninkagen fra 1998, som datteren ønskede sig inderligt til treårs fødselsdagen og som siden er blevet en påskeklassiker. Mandelbiscottierne fra dengang jeg boede på værelse uden ovn, men samlede opskrifter til, når der igen kom en ovn ind i mit liv. Modsat de ofte flotte og dyre kogebøger, som rummer en del opskrifter, man kun prøver én gang, så indeholder notesbogen udelukkende de opskrifter, som virker og smager. Nogle opskrifter når aldrig længere end til at være et notat, som i et par uger er stukket ind i den særlige notesbog, så bliver recepten afprøvet og ender i affaldsspanden.

Det endte med en sandkage, der er en af de kager, man sjældent bliver budt. Jeg har en kollega med udsøgt sans for hverdagens fine, små detaljer. En dag trakterede hun med sandkage af lutter begejstring over at have fundet en bager, som mestrede kunsten at bage en klassisk sandkage. Denne sandkage er sandkage med et twist. Der skal en hel pose tørrede abrikoser i, men det giver kagen både fylde og lang holdbarhed. Den er bagt med abrikoser fra Tyrkiet, så hvorfor den har fået navnet ”norsk abrikoskage” må stå hen i det uvisse.

Der findes groft sagt to slags tørrede abrikoser på hylderne. De gule og de brune. De gule abrikoser er svovlede, hvilket konserverer dem. De brune er økologiske og må derfor ikke svovles. Kagen er bagt med de økologiske abrikoser, fordi de er saftigere og har en mere rund smag end de konventionelle. Ja, de smager bedre end meget slik. Hvis man ikke har abrikoser på lager, kan man erstatte de 200 gram frugt med en tilsvarende mængde valnøddekerner og svesker.